Fruen, den yngste og jeg sidder ved computeren og søger efter jakkesæt. Den yngste og den mellemste, som begge er hjemme på ferie, skal være forlovere til deres brors bryllup i august.
Bruden har bedt dem anskaffe ens, koksgrå jakkesæt. Hun kunne ligeså godt have bedt dem om at få 10 nøgne jomfruer til at hækle habitter af måneskin og spindelvæv.
I erkendelse af, at opgaven overstiger drengenes koordinationsevne har fruen pålagt mig ansvaret. Hun har også i et momentant anfald af storsind lovet, at vi betaler.
“Det dér ser godt ud,” siger den yngste.
“Det dér ser dyrt ud,” siger jeg og tilføjer søgeordet “billigt“.
“Hvad med H&M? Vi gik altid i H&M, da vi studerede,” siger fruen.
“Men ikke længere,” siger den yngste.
“Vi har flere penge end dig,” siger jeg.
”Og vi har ikke fællesøkonomi med vores børn,” siger fruen.
“Selvom det teknisk set vil være svært at bevise,” siger jeg.
Den yngste er lige så optaget af tøj, som den mellemste er uinteresseret.
Den mellemste er til gengæld en del bredere over bugen end den yngste. Sammen begiver de sig ud ad døren, udstyret med et kreditkort og adressen på en forretning med fornuftige priser, som ikke er H&M.
“Har du tænkt på, at den eneste fællesnævner er, at de begge er farveblinde?” siger jeg til fruen.
“Slap af. De finder ud af det,” siger hun.
En time senere ringer min mobil. Det er den mellemste. Hans stemme er desperat.
Han forklarer, at han står i prøverummet, hvor der er meget varmt, og at ingen af dem er sikre på, hvordan koksgrå ser ud.
“Hvem var det?” spørger fruen.
“Drengene. Mindst en af dem havde et panikanfald. Jeg tager derned,” siger jeg.
Der er virkelig meget varmt i butikken. Den yngste flintrer rundt i skinny fit-afdelingen og finder jakker, som vil få hans bror til at ligne et ballondyr.
Ingen af dem er koksgrå. Den mellemste står stille midt i butikken og sveder.
“Det nytter ikke at kigge på skinny fit,” siger jeg.
Jeg finder en model i et mere moderat snit. De tager jakkerne på.
“Det ser faktisk ok ud,” siger jeg.
“Fedt. Jeg har altid drømt om at se ok ud,” siger den yngste.
Den mellemste ser undrende ned ad sig selv.
“Er det en jakke, du ville have lyst til at bruge senere med et par jeans, for eksempel til en fest?” spørger jeg.
Han kigger blankt på mig. Et kort sekund overvejer jeg, om han har fået en hjerneblødning.
“Du kan slet ikke forestille dig en fest, hvor du ville tage en jakke på, vel?” spørger jeg.
Jeg sender dem i prøverummet med jakkerne, mens jeg leder efter bukserne, der passer til. De findes ikke i den yngstes størrelse.
Jeg begynder at svede. Jeg henter det ene koksgrå jakkesæt efter det andet. Der er mange modeller, men, går det langsomt op for mig, aldrig to komplette habitter i begges størrelse.
Til sidst finder jeg to sæt.
“Hvis ikke du var med, ville jeg have troet, det var blåt,” siger den yngste.
“Det er blåt,” siger jeg.
De kommer ud af prøverummet med habitterne på.
“Kan vi ikke bare betale og gå?” trygler den mellemste.
Jeg kigger på dem.
“Hvad tænker du?” spørger den yngste.
“Gøg og Gokke,” siger jeg.
Vi kommer tomhændede hjem. Fruen ser på os.“Hvor svært kan det være at finde et koksgråt jakkesæt?” siger hun.
“Det har du ikke lyst til at vide,” siger jeg.
“I skulle være gået i H&M,” siger hun.