Kære Brevkasse
Min kæreste gjorde det slut med mig forleden. Vi er begge midt i 20'erne. Han sagde, at han ikke kunne være i et forhold, da han ikke kan lukke en person helt ind. Han sagde, at der var sket noget i hans barndom, som kun hans familie ved om. Vi har kendt hinanden i halvandet år, og han har ikke nævnt dette før. Han ville ikke fortælle, hvad det var.
Han siger, at han ikke kan undvære mig, at jeg er alt, hvad han ønsker i en kvinde, og at han ikke kan holde ud, at vi ikke skal være sammen længere. Men alligevel holder han fast i, at han ikke kan. Han sagde, at han ville søge hjælp hos en psykolog. Men jeg er bange for, at han ikke får det gjort, for han virkede ikke til at ville anerkende, hvor stort et problem det er, at han ikke kan lukke et andet menneske ind, et andet menneske, som han tilsyneladende holder utroligt meget af.
Jeg er så ulykkelig over, at vi ikke kan være sammen, og det virker så forkert. Det gav han også udtryk for, at han syntes. Jeg får lyst til at holde fast i ham og tigge og bede ham om at lukke mig ind. Men jeg ved også, at han længe har gjort mig ked af det ved ikke at vise et særligt stort engagement i vores forhold og ofte lade det være op til mig at tage initiativ til kontakt. Det forhold gør mig bevidst om vigtigheden af også at passe på mig selv.
Jeg bliver meget påvirket af andre menneskers sindstilstande, og jeg føler, at jeg i høj grad kan mærke dem, jeg holder af. Jeg taler gerne om, hvordan jeg har det, hvad jeg tænker og føler. Det har han svært ved. Hvad synes I, jeg skal gøre? Skal jeg lade ham være? Eller skal jeg kæmpe for, at han lukker mig ind?
Jeg elsker ham, og hvis det stod til mig, skulle vi have børn et sted i fremtiden. Men jeg kan ikke forestille mig vejen dertil. Jeg synes, at kærlighed er det sværeste i denne verden.
Venlig hilsen
Julie
Kære Julie
Tak for dit brev. Kærlighed er ganske rigtigt nogle gange meget svær. En forelskelse er oftest meget lettere. For den er forbundet med drømme og en masse gode følelser. Og når den bliver gengældt, er den ekstra fantastisk. Desværre varer forelskelsen almindeligvis ikke så længe, måske et halvt år eller et år eller helt op til halvandet år, hvis man er meget ramt. Og hvad sker så? Så indhentes man oftest af realiteterne. Virkeligheden trænger sig på, så man mere tydeligt kan se både sig selv og den anden. Det er der, at kærligheden, udfordringerne og livets glæder og alvor kan blive forelskelsens afløser. Nogle gange.
Det er rigtig svært, når en kæresterelation brydes, når den ene af hjertet vil blive, mens den anden ikke vil. Hjertesorg gør meget ondt, og den kan nogle gange påvirke den ene eller begge ganske længe. Derfor er det godt at læse, at du er bevidst om at passe på dig selv, hvilket blandt andet konkret kan betyde, at du med vilje bruger tid på og deler tanker og får støtte af gode mennesker omkring dig.
Og så kan vi også læse, at det måske ikke kun er et almindeligt brud mellem to kærester. Og at det er det, der har ført dig til at skrive til os. For han introducerer for dig, at der er sket noget i familien, som er et problem i hans liv, og som lever i det skjulte. Det har du selvfølgelig ikke krav på at vide noget om, hvis du ikke er hans kæreste, selvom vi godt kan forstå din frustration over at få det at vide uden at få noget rigtigt at vide. Han ville have godt af at udfordres på det punkt for sin egen skyld, fordi familiehemmeligheder, som han knap nok kan nævne, let vil have en betydelig rolle for hans udvikling, uanset hvem han er sammen med.
Måske er der også andre ting på spil for din kæreste. Han er måske mere indadvendt og mindre i kontakt med sine følelser end dig. Måske kan han efter halvandet år ikke rigtig finde de følelser inde i sig selv, som han tænker, der skal være. Måske gør det ham bange, og så tænker han, at han vil være redelig over for dig og sige, at han ikke rigtig kan være kæreste længere. Ikke fordi han ikke er glad for dig, men fordi han ikke kan finde ud af det med sine egne følelser.
Vi får også nogle tanker om det begreb, der hedder den evige yngling. Det drejer sig om voksne mænd, som inde i sig selv har svært ved at tage voksent ansvar. Man er på en måde fortsat en teenager inden i sig selv, selvom alderen er kommet både 10 og 20 år længere. Nogle kan være mere eller mindre ramt af det. Men vi er stødt på ganske mange mænd, der fik store kvaler, ambivalens og tilbagetrækning, når det blev mere alvor med forholdet, og hvor hun for eksempel begyndte at snakke om giftermål og børn. For en del lykkes det alligevel til sidst at få etableret en mere varig relation, og så falder mange oftest til ro. Men vejen dertil kan være bestrøet med mange smerter. Og når sådanne par mange år efter fortæller om det, mærker man ofte både den kærlige latter og vemodet over, at det skulle være så svært.
Vi ved naturligvis ikke, om det ovenstående har noget med din kæreste at gøre. Men vi vil meget gerne støtte meget op under, at han får et længere forløb og snakket tingene igennem med en indsigtsfuld psykolog. For sin egen skyld. For ellers vil hans problem sandsynligvis let opstå igen, hvis det er, som han siger.
Du behøver ikke opgive ham helt lige med det samme, men se, om han i de følgende måneder tager ansvar for sin egen udmelding og søger hjælp. Det skal han sikkert have op til flere og store og kærlige spark til. Du må se, hvor mange du magter at give ham. Men tager han imod dem og gør noget ved det i nærmeste fremtid, kan det sætte gang i et nyt kapitel. På den ene eller den anden måde. Det må du gerne skrive om igen, hvis eller når det kommer. Pas på dig selv - og lad også dine venner passe godt på dig.Mange hilsener