Forestil dig et ungt par efter deres bryllup.
Vielsesceremonien er ovre, og alle flokkes omkring dem på trappen op til kirken for at tage billeder. Men i dette særlige øjeblik lægger parret ikke mærke til dem.
De er for optaget af hinanden. De ser hinanden dybt ind i øjnene – sjælens vinduer, som Shakespeare kaldte dem.
Dybt ind i. En sjov måde at beskrive en handling på, som vi i virkeligheden ved overhovedet ikke kan være dyb. Synet er noget helt fysisk. Lysfotoner rammer nethinden bagerst i øjet godt et par centimeter bag pupillen, og de informationer, de kommer med, bliver så oversat til elektrokemiske impulser, som bevæger sig langs synsnerven til synscenteret i hjernens bagerste del. Det er en fuldkommen mekanisk proces.
Men alle ved selvfølgelig, nøjagtig hvad vi mener, når vi siger, at vi ser nogen dybt i øjnene. Vi ser den pågældende persons sjæl – den del af mennesket, som den gamle græske filosof Heraklit talte om for 2.500 år siden, da han skrev: "Du ville ikke kunne finde sjælens grænser, selv om du rejste til evig tid, så dyb og vidtstrakt er den.“ Illusion eller ej, så er det meget stærkt at få et glimt af denne dybde, når den viser sig.
Vi ser denne dybde manifestere sig stærkest ved to lejligheder: når vi forelsker os, og når vi ser nogen dø. De fleste mennesker har oplevet det første, mens færre i vores samfund, hvor døden i den grad holdes ude af syne, har oplevet det sidste. Men læger og sygeplejersker og hospicepersonale, som regelmæssigt ser døden, ved med det samme, hvad jeg taler om.
Pludselig er der kun overflade der, hvor der før var dybde. Det levende blik bliver fladt – også selv om personen, det drejer sig om, var meget gammel, og dette blik var svagt og flakkende.
Vi ser det også, når et dyr dør. Den direkte vej ind i det, Titus Burckhardt, en religionsforsker fra det 20. århundrede, har kaldt "sjælens indre verden“, lukker ned, og kroppen bliver i alt væsentligt som et apparat, hvor ledningen er trukket ud af stikket.
Så forestil dig, at brud og brudgom ser hinanden ind i øjnene og opdager dette bundløse dyb. Blænden klikker. Billedet er taget. Det perfekte skud af det perfekte unge nygifte par.
Spring så fem til seks årtier frem. Forestil dig, at dette par har fået børn, og at disse børn selv har fået børn. Manden på billedet er død, og kvinden bor nu alene i en beskyttet bolig. Hun får besøg af sine børn, hun har venner i bebyggelsen, men sommetider, som lige nu, føler hun sig alene.
Det er en regnfuld eftermiddag, og kvinden, der sidder ved vinduet, har taget fotografiet, der ellers står i sin ramme på et sidebord, op. Hun sidder og ser på det i det grå lys, der falder ind gennem ruden. Ligesom kvinden selv har fotografiet foretaget en lang rejse for at komme dertil. Det sad først i et album, som blev givet videre til et af deres børn, og så blev det rammet ind og flyttede med hende, da hun kom til den beskyttede bolig.
Selv om det er skrøbeligt, lidt gulnet og bøjer i kanten, har det overlevet. Hun ser den unge kvinde, hun var, kigge ind i sin nye mands øjne og husker, hvordan han i det øjeblik var mere virkelig for hende end noget andet i verden. Hvor er han nu? Findes han stadigvæk?
På gode dage ved kvinden, at han gør. Den mand, hun har elsket så meget i alle disse mange år, kan simpelthen ikke være forsvundet, da hans krop døde. Hun ved – vagt – hvad religionen har at sige om den sag. Hendes mand er nu i himlen: en himmel, hun gennem mange års mere eller mindre regelmæssig kirkegang har bekendt sin tro på. Og det, selv om hun inderst inde aldrig har følt sig helt sikker.
Men andre dage – dage som i dag – tvivler hun. For hun ved også, hvad videnskaben har at sige om den sag. Ja, hun elskede sin mand. Men kærlighed er en følelse, en elektrokemisk reaktion, der finder sted dybt inde i hjernen og sender hormoner ud i kroppen, som bestemmer vores humør, fortæller os, om vi skal være glade eller kede af det, muntre eller ulykkelige.
Kort sagt, kærlighed er uvirkelig.
Hvad er virkeligt? Jamen det er indlysende. Molekylerne af stål og krom og aluminium og plastic i den stol, hun sidder på; kulstofatomerne, som udgør papiret i det billede, hun sidder med i hånden; glasset og træet i den ramme, der beskytter det. Og selvfølgelig diamanten i hendes forlovelsesring og det guld, som både den og hendes vielsesring er lavet af: De ting er også virkelige.
Men det perfekte, hele og evige kærlighedsbånd mellem to udødelige sjæle, som disse ringe skal være et symbol på? Det er jo bare en smuk drøm. Solidt, håndgribeligt stof – det er, hvad der er virkeligt. Sådan siger videnskaben.
Roden til ordet realitet er det latinske ord res – „ting“. Tingene i vores liv, for eksempel bildæk, stegepander, foldbolde og gyngen i haven, er virkelige for os, fordi de har en vedvarende eksistens og er der dag ud og dag ind. Vi kan røre ved dem, veje dem i hånden, lægge dem fra os og vende tilbage senere og se, at de er uændrede og befinder sig der, hvor vi forlod dem.
Vi består selvfølgelig også af stof. Vores krop består af grundstoffer som brint, det tidligste og mest enkle grundstof, og komplekse grundstoffer som kvælstof, kulstof, jern og magnesium. De blev dannet – skabt – ved et ufattelig højt tryk og ufattelig høj varme i det indre af gamle stjerner, som nu for længst er døde.
Kulstofs atomkerner har seks protoner og seks neutroner. Af de otte positioner i dets ydre skal, hvor dets elektroner kredser, er de fire besat af elektroner, og de fire tomme, så elektroner fra andre atomer eller grundstoffer kan forbinde sig med kulstofatomet ved at binde deres egne elektroner til de tomme pladser. Denne særlige symmetri gør det muligt for kulstofatomer at forbinde sig med andre kulstofatomer og med andre slags atomer og molekyler med en fantastisk effektivitet.
Både organisk kemi og biokemi – kæmpemæssige områder, som rager højt op over kemiens andre underområder – er udelukkende viet til studiet af kemiske reaktioner, der involverer kulstof. Hele den kemiske struktur i livet på jorden bygger på kulstof og dets enestående egenskaber. Det er den organiske kemis fællessprog.
Takket være den samme symmetri gør kulstofatomer det, når de udsættes for et umådeligt pres, at de låser sig fast til hinanden med en ny vedholdenhed, så de forvandler sig fra det sorte, jordlignende stof, vi forbinder dem med, til det stærkeste naturlige symbol på holdbarhed, diamanten.
Men selv om kulstofatomerne og den håndfuld andre grundstoffer, som udgør størstedelen af vores krop, alle i bund og grund er udødelige, er vores krop som sådan ekstremt flygtig. Nye celler fødes, og gamle dør.
Hvert eneste øjeblik tager vores krop stof fra og giver stof tilbage til den fysiske verden omkring os. Inden længe – på et øjeblik kosmisk set – begynder vores krop forfra i cyklussen. Den vil på ny slutte sig til strømmen af kulstof, brint, ilt, kalcium og andre primære stoffer, som opbygges og nedbrydes igen og igen her på jorden.
Denne indsigt er selvfølgelig ikke ny. Selve det engelske ord for menneske, human, kommer af den samme rod som humus, jord. Det gælder også det engelske ord for ydmyg, humble, hvilket giver mening, fordi den bedste måde at bevare vores ydmyghed på er at forstå, hvad vi er lavet af. Længe inden videnskaben dukkede op for at forklare de nøjagtige detaljer i, hvordan det sker, vidste man i kulturer rundtom i verden, at vores krop består af jord, og at kroppen, når vi dør, vender tilbage til jorden.
Som Gud siger til Adam – et navn, der selv kommer af det hebraiske ord for jord adamah – i 1. Mosebog: „Ja, jord er du, og til jord skal du blive.“ Alligevel har vi mennesker aldrig været helt tilfredse med det forhold.
Hele menneskehedens historie kan ses som vores svar på denne tilsyneladende binding til jorden og den følelse af smerte og ufuldkommenhed, den skaber. Vi har en mistanke om, at der er mere at sige om den sag.
Den moderne videnskab – det seneste og langt det stærkeste af vores svar på denne gamle uro over vores dødelighed – har for en stor dels vedkommende udviklet sig ud fra en gammel teknik til at ændre kemiske stoffer ved navn alkymi.
Alkymiens oprindelse fortaber sig i historiens løb. Nogle hævder, at den tog sin begyndelse i det gamle Grækenland. Andre siger, at de første alkymister levede meget tidligere, måske i Egypten, og at selve navnet kommer af det egyptiske Al-Kemi eller „sort jord“ – der formodes at være en henvisning til den sorte frugtbare jord på Nilens bredder.
Der var kristne alkymister, jødiske alkymister, muslimske alkymister og taoistiske eller konfucianske alkymister. De fandtes simpelthen overalt. Hvor og hvornår alkymien end tog sin begyndelse, så voksede den til en kompleks og omfattende række af praksisser.
De fleste af dem drejede sig om at forvandle „underlødige“ metaller som kobber og bly til guld. Men alkymiens primære mål var at genvinde den tilstand af udødelighed, som alkymisterne troede menneskeheden oprindelig besad, men havde mistet for længe siden.
Mange af den moderne kemis metoder og redskaber er opfundet af alkymister, ofte under store farer. Det kan være risikabelt at rode med fysisk stof, og ud over at forgifte sig selv eller sprænge sig selv i luften løb alkymisterne også den risiko at få problemer med de lokale religiøse myndigheder. Ligesom den videnskab, alkymien var ophav til, regnedes den, især i Europa i årene op mod den videnskabelige revolution, for kætteri.
En af alkymisternes vigtigste opdagelser under deres søgen efter udødelighed var, at når man udsætter et kemisk grundstof for det, alkymisterne kaldte en „prøveproces“ – hvis man for eksempel varmer det op eller kombinerer det med et andet kemisk stof, som det kan reagere med – forvandler det sig til noget andet.
Ligesom så mange andre af fortidens gaver virker denne viden så indlysende for os nu, men det er kun, fordi vi ikke har skullet gøre arbejdet med at opdage den til at begynde med.