Kærligheden får det sidste ord

”Der er meget fokus på, at man skal være i nuet og fange øjeblikket, men det kan være vældigt ...

”Der er meget fokus på, at man skal være i nuet og fange øjeblikket, men det kan være vældigt stressende, for det bliver ligesom en ekstra ting, man skal præstere. Jeg foreslår, at man i stedet retter fokus på at gribe morgendagen,” siger Tomas Sjödin. Foto: Rickard Liljero Eriksson

Præsten og forfatteren Tomas Sjödin skriver klummer om kærlighed, tro og tid. Inspireret af samtaler med døende konstaterer han, at kampen for kærligheden følger mennesker livet ud

Når Tomas Sjödin lukker døren efter en samtale ved et dødsleje, slår det ham ofte, hvordan tankerne om relationer er det, mennesker glædes over og udfordres af helt frem til døden. Kærligheden får så at sige det sidste ord.

”Jeg har til gode at møde det menneske, som beklager sig over, at man ikke fik oplevet Thailand, og at man ikke fik skiftet køkkenet ud. De mennesker, jeg møder, udtrykker en optagethed af forholdet til deres nærmeste: børn og ægtefælle - og en del siger, at de har dårlig samvittighed over for deres nærmeste,” siger Tomas Sjödin.

I dag bringer vi her i avisen den første af seks klummer skrevet Tomas Sjödin. Han er præst og forfatter til flere bøger. Senest udkom bogen ”Det sker, når du hviler” på dansk på forlaget Boedal, som har slået hans navn fast som ambassadør for hvilens genkomst. Han har tidligere skrevet bøger, men det format, han ofte begår sig i, er klummer til den svenske morgenavis Göteborgs-Posten, ligesom han skriver til det norske dagblad Vårt Land.

I 25 år har han skrevet klummer, og et lille udvalg er udgivet i bogform. For at forberede udgivelsen har han måttet arbejde sig gennem et kvart århundredes skriverier og konstaterer, at der er tre temaer, han er optaget af: kærlighed, tid og tro. Det er også disse temaer, han berører i dag og de kommende seks fredage i Kristeligt Dagblad. Tomas Sjödin vender tilbage til samtalerne ved dødslejerne for at forklare, hvorfor det er disse temaer, han kredser om i sin skribentvirksomhed.

”Jeg kan konstatere, at livet har det med at fylde sig selv. Skal det være anderledes, må man aktivt spørge, hvad vil jeg, skal fylde mit liv,” siger han.

Når han har samtaler som sjælesørger, er det også ofte spørgsmål om relationer, som trænger sig på. Det er ofte parforholdsproblemer, som får folk til at opsøge ham for en samtale. Han ser to generelle problemer, som går igen hos mange par: tidspres og ringe evne til at kommunikere.

”Man kan ofte høre folk sige, at deres kærlighed døde, men når jeg taler med folk, så ser jeg ofte noget andet. Jeg ser par, som har glemt at give kærligheden plads. I et forhold skal man ikke bare skabe et rum for en fysisk hvile, men også rum af kravløshed, hvor kærligheden kan gro, for der sker et skabelsesunder i hvilen, som kærligheden har brug for. Vækst forudsætter hvile. Er du hele tiden på vej, så kan man vågne en dag og føle sig vældig trist. I stedet for et samliv lever mange par parallelle liv. De fleste kender følelsen af at være på vej fra det ene til det andet uden rigtig at ankomme. Det samme mønster kan aflejre sig i vores relationer, hvis vi hele tiden er på vej, men aldrig er sammen med hinanden uden at gøre en masse,” siger han.

For par med børn og to jobs er det næppe overraskende, at tiden ofte føles som en trøje, der er krympet i vask. Men Tomas Sjödin mener, at der samtidig er toneangivende strømninger i kulturen, som nærer en nærmest kronisk uro.

”Der er meget fokus på, at man skal være i nuet og fange øjeblikket, men det kan være vældigt stressende, for det bliver ligesom en ekstra ting, man skal præstere. Jeg foreslår, at man i stedet retter fokus på at gribe morgendagen. Det handler ikke om at ringeagte nuet, men har man fokus på morgendagen, kan man bedre fundere over, hvordan man egentlig ønsker at leve sit liv, og foretage det sorteringsarbejde, som mange forsømmer,” siger han.

Det andet problem handler om samtalen i parforholdet. Tomas Sjödin konstaterer, at mange par meget længe affinder sig med, hvad han beskriver som nøjsom kommunikation. Han oplever en del par, som ikke samtaler, men holder sig til at stille hinanden rutineprægede spørgsmål om, hvad der er hændt i dagens løb. Sjödin har fuld forståelse for, at der kan være perioder i livet, hvor man kun har begrænset rum og overskud til samtaler i stearinlysets skær, men han opfordrer til, at man overvejer, hvor lang tid man vil lade en sådan undtagelsestilstand vare.

”Der er dage, hvor man kun har overskud til at spørge, om der er købt ind, men der er også dage, hvor man kan slukke for fjernsynet og se på den anden og stille spørgsmål som: Hvad drømmer du om? Er du tilfreds med vores livsstil? Får du den plads, som du vil have i vores liv og vores hjem? De fleste bliver glade for sådanne spørgsmål.”

Han har for nylig fejret 28-års bryllupsdag med pædagog Lotta Sjödin. I anledning af mærkedagen tog de på en miniferie, og i stedet for at opsøge lokale attraktioner besluttede de sig for at bruge god tid på at lave en liste, hvor de skulle huske en hændelse fra hvert år i ægteskabet.

”Det blev en skøn oplevelse. Vores liv har bestemt ikke altid været let, men at se tilbage sammen og mindes de fantastiske ting, som vi trods alt havde gjort og gennemgået sammen, gav så meget til vores fælles samtale.”

”Det er meget udbredt at love hinanden, at det bliver bedre efter ferien eller på den anden side af jul. Men alt mens man siger det, kan man konstatere, at dagene går, og livet, som leves, bliver det liv, som er vores. Vil man prøve et andet spor, kan man overveje, hvor man vil være om 10 år som par, hvis man fortsætter med at leve, som man gør nu. Hvordan vil man have det med hinanden? Hvordan vil kærligheden have det?”, siger Sjödin, som mener, at sådanne spørgsmål har større forandringspotentiale end løfterne om, at alt bliver bedre efter næste ferie.