Rhonda Cornum vidste selvfølgelig godt, at hun var på en farlig mission. Selvom hun var feltkirurg og ikke soldat, befandt hendes helikopter sig trods alt over irakisk territorium under Første Golfkrig.
På få sekunder ændrede et missil og en eksplosion hendes liv - paradoksalt nok måske til det bedre. Rhonda Cornum overlevede mirakuløst helikopterstyrtet.
Trods kvæstelser og brutale smerter blev hun holdt som gidsel i otte dage, hvor voldtægter vekslede med dødstrusler.
Begivenheden er som taget ud af en lærebog om traumatiserende oplevelser, der kan ødelægge et menneske for altid. Men i dag ser hun som pensionist på sin gård i Kentucky i USA tilbage på det som noget positivt: Ikke begivenheden, men traumet og arbejdet med det gjorde hende til en bedre læge - og et bedre menneske.
Rhonda Cornum er bare én af de hårde menneskeskæbner, man kan møde i den tysk-amerikanske ph.d. og journalist Michaela Haas' nye bog ”Stark wie ein Phönix” (Stærk som en Fønix) om det relativt nye forskningsområde ”posttraumatisk vækst”.
Bogen er udgivet på engelsk og tysk, men ikke dansk. Her interviewes holocaustoverlevende og folk, der har vendt traumatiserende begivenheder som livstruende sygdomme og invaliderende trafikulykker til noget, der har fået dem til at vokse som mennesker.
Det gælder den unge surfer, der får bidt armen af i et livsfarligt hajangreb - og alligevel bliver verdensstjerne. Eller familiefaderen, der efter en tumor i hjernen må lægge sin - set i bakspejlet - ekstremt stressede tilværelse bag sig og starte et lykkeligt liv i første gear.
”Mange af de her mennesker har en ret usædvanlig biografi, men egentlig er bogen skrevet til alle mennesker. Igennem livet vil langt de fleste af os jo opleve traumer,” siger Michaela Haas.
”Et barns dødsfald, en skilsmisse, en svær operation eller tabet af en ægtefælle. Men det er ikke en bog om sorgprocesser og traumer og deres forskellige faser, men derimod om at bruge det fremadrettet. Netop her er der store overlap mellem de forskellige personer i bogen. Mere eller mindre intuitivt har de brugt en række strategier og metoder, som psykologien først er ved at strukturere inden for området 'posttraumatisk vækst'.”
En af de vigtigste figurer i dette arbejde er den amerikanske terapeut og forsker Richard Tedeschi, som har grundlagt begrebet, og hvis forskning også skitseres i Haas' lettilgængelige bog.
I kraft af studier af overlevende fra katastrofer, tortur og ulykker har forskeren gjort den overraskende iagttagelse, at helt op til 90 procent af disse mennesker typisk et til to år efter en traumatiserende begivenhed oplever mindst ét aspekt af ”posttraumatisk vækst”. Herunder tæller Tedeschi i særdeleshed en stærkere værdsættelse af livet og dybere relationer med andre mennesker, men også udviklingen af nye og hidtil uopdagede livsperspektiver - ofte kombineret med et øget spirituelt indhold i tilværelsen.
Traumet har for størstedelen dermed en sær dobbeltrolle med sin både ødelæggende og transformerende, genrejsende kraft. Eller anderledes udtrykt: Selvom der intet positivt er i en traumatiserende oplevelse, vokser de fleste mennesker med den.
Ifølge Michaela Haas er der med teorien om ”posttraumatisk vækst” ligefrem tale om en mindre revolution af den psykologiske videnskab. Parallelt med det omdiskuterede begreb om resiliens - menneskelig livskraft eller psykisk robusthed - har vækst som følge af traumer således oplevet stigende interesse det seneste årti.
”Et banebrydende aspekt ved 'posttraumatisk vækst' er, at her er en mere åben definition af traumer. Det behøver ikke handle om ekstreme og livstruende begivenheder. En mand har for eksempel fortalt mig, at han mentalt godt kan håndtere sin kræftsygdom, men at han har haft langt sværere med at komme overens med sin skilsmisse. Fokus ligger altså på omstyrtelsen af vores subjektive kerneoverbevisninger,” fortæller Michaela Haas.
”Endnu vigtigere er det, at der fokuseres på patientens styrker, på det fremadrettede og positive, og mindre på traumesymptomer og de negative aspekter, som psykologien hidtil overvejende har arbejdet med.”
Her tager Michaela Haas et forbehold, hun må tage, hver gang hun taler om sin årelange research af teorien om ”posttraumatisk vækst”: den har på ingen måde til hensigt at relativere traumatiske oplevelser, og erkendelsen af ”vækstpotentialet” må på ingen måder bruges til at lægge pres på traumatiserede mennesker, så de værsgo bare har at bruge deres personlige tragedie produktivt.
Det lyder indlysende, fremsynet og optimistisk. Måske også en kende for optimistisk og overfladisk for mennesker, hvis liv pludseligt vendes på hovedet og trues af en alvorlig kræftdiagnose eller et trafikuheld.
Ifølge Michaela Haas har det som psykologisk retning derfor intet at gøre med lommepsykologiske floskler som, at ”intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”. Et traume har intet positivt i sig selv, understreger hun med et citat fra Rischard Tedeschi:
”Væksten kommer ikke fra begivenheden selv, som om det, der er sket, er noget godt. 'Posttraumatisk vækst' opstår ikke ud af det elskede barns død, men ud af forældrenes lange, møjsommelige og smertefulde kamp for at omgås barnets død.”
Netop derfor falder teorien om ”posttraumatisk vækst” heller ikke i samme grøft som den omstridte positive psykologi, hvor selv dødssyge groft sagt pakkes ind i lyserøde budskaber om bare at tænke positivt - hvormed den faktiske smerte og lidelse undertrykkes i jagten på den evige lykke.
”Tværtimod,” siger Michaela Haas og sætter pegefingrene mod sine tindinger.
”Væksten opstår kun ud af bearbejdelsen af den traumatiserende oplevelse, kun gennem smerten og konfrontation. Optimisme hjælper, men det er ødelæggende at fortrænge traumet. Derfor er Rambo-strategien den dårligst tænkelige for traumatiserede: at bide tænderne samme, spille helt og prøve at komme over det med sig selv. De mennesker er i reglen dem, der vokser mindst efter en krise. Ingen kommer igennem voldsomme traumer alene.”
Men indeholder den posttraumatiske modning eller vækst så ikke samtidig en defensiv illusion, hvor mennesket pinedød prøver at skabe en mening i en meningsløs tragedie?
Jo, medgiver Michaela Haas og henviser til en af teoriens kritikere, den tyske psykologiprofessor Andreas Maerc-ker. Han ser den posttraumatiske vækst som et Janus-ansigt: En del af modningen eller væksten er måske reel nok, men en stor del er også en illusion for i bakspejlet at give sygdom, ulykke eller dødsfald en mening, der er til at leve med.
”En del af væksten kan være illusorisk. Men alligevel kan det både være nødvendigt og konstruktivt. Med Tedeschi tror jeg på, at det kun er skadeligt, hvis hele traumet, som jo er oldgræsk for sår, pakkes ind i en illusion, hvis man tror at kunne hele traumet nu og her.”
Tilbage står spørgsmålet, om der så overhovedet er vundet noget ved at putte menneskers reaktioner på deres personlige tragedier, ulykker og traumer ind i videnskabelige kasser? Er ”posttraumatisk vækst” ikke bare et nyt samlebegreb for en almenmenneskelig, eksistentiel modningsproces eller livsvisdom?
Bogen selv giver et svar med sine beskrivelser af, hvordan overvindelsen af personlige kriser har været behandlet fra de oldgræske sagn over Paulus' Romerbrev til buddhismen. Men netop derfor ser Michaela Haas denne udvikling af den videnskabelige omgang med posttraumatiske processer som et videnskabeligt fremskridt og en modning af selve psykologien.
”Hidtil har psykologien mest fokuseret på ekstremer,” siger Michaela Haas, der er skeptisk over for den udbredte brug af begrebet ”forstyrrelse” hos folk, der lider af posttraumatisk stress. Måske kan man hos de fleste nærmere tale om, at de er sårede og reagerer ganske menneskeligt, pointerer hun.
”Man kan måske sige, at psykologien med begrebet 'posttraumatisk vækst' er blevet lidt mere voksen, idet den inddrager noget så pragmatisk som livserfaringer. Hermed søges netop en vej, som ikke benægter, hvor alvorlige traumer er, men som samtidig påviser menneskets evne til at søge balance og stabilitet og skabe mening.”
I sidste ende er det i Michaela Haas' øjne derfor vigtigt at blive ved med at udforske de psykologiske processer i ”posttraumatisk vækst”, så man i fremtiden bedre kan hjælpe traumatiserede til at bearbejde deres tragedier konstruktivt - uanset om det handler om terror og tortur eller skilsmisser og fyringer.
I USA er det allerede ved at blive sat i system. Rhonda Cornum, der blev skudt ned over Irak, har efter de brutale begivenheder brugt en stor del af sit liv på at gøde jorden for en ny kultur i den amerikanske hær. Det har udmøntet sig i et flere hundrede millioner dollar dyrt projekt med det mål at understøtte soldaters resiliens og vise dem konstruktive veje ud af stærkt traumatiserende oplevelser.
”Forestillingen om vækst og om at få det bedste ud af situationen har unægteligt også en kulturel komponent, hvor amerikanere faktisk er anderledes end europæere. Tro kan også spille en afgørende rolle i tacklingen af kriser - omend for eksempel forestillingen om en straffende Gud kan have en negativ virkning,” siger Michaela Haas, der selv er stærkt inspireret af buddhismen.
”Som forskningsgren er 'posttraumatisk vækst' allerede kommet videre end for 5-10 år siden, og i de mange studier opstår der hele tiden nye erkendelser, som kan give os en mere strategisk tilgang til at arbejde med traumer. Jeg er helt sikker på, at vi i fremtiden vil have langt mere fokus på fænomenet.”