Kan du lære tålmodighed, kan du lære alt

Tålmodig, koncentreret, børnehave, tegne,

På Esajasskolen i Hvidovre forsøger lærer Rasmus Marcher Clausen at mobilisere tålmodighed nok hos eleverne i 9. a til, at nogle af sammenhængene omkring The Big Bang, universets dannelse, bliver forstået. Eleverne er Annie Jakobsen og Nikolaj Olsen. - Iris

Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er forskel på at være tålmodig, fordi man kan se formålet, og at være det, fordi andre siger, at man skal.
Hans Henrik Knoop, lektor

Lærere og forældre er i dag udfordret af, at børn er vant til høj underholdningshastighed og lav ventetid. Ifølge forskere er det et stort problem, at tålmodigheden mellem mennesker i vor tid er udfordret

Det er mandag, og på Esajasskolen, Hvidovre Kristne Friskole, er spisefrikvarteret netop slut.

På skemaet for 9. a står der nu fysik, og da klokken ringer, begiver klassens 15 elever sig i adstadigt tempo mod fysiklokalet.

De møder en lærer, som har meget på programmet. I løbet af de næste 45 minutter skal eleverne 13,7 milliarder år tilbage i tiden, de skal på rejse ud i universet, og de skal ned i de simpleste og mest grundlæggende atomers kerner.

De skal lære om Dopplereffekten, om det periodiske system og om fusionsreaktioner. Det betyder, at alles tålmodighed kommer på en alvorlig prøve.

”Kan I huske, hvad vi lavede sidst?”, spørger læreren, Rasmus Marcher Clausen, og frem fra erindringen finder elever og lærer ved fælles hjælp mindet om, at de var ude i skolegården for at begribe afstandene i rummet ved at opmåle planeternes indbyrdes forhold i skalaen én til to milliarder.

Nu begynder timen med, at eleverne skal tegne cirkler med tusch på en ballon og derefter puste lidt luft i den.

Lettere forvirrede giver eleverne sig til at puste - og får at vide, at cirklerne svarer til galakser, og at man skal forestille sig det, der skete umiddelbart efter The Big Bang, som at universet ligesom ballonen udvider sig mere og mere, hvorved afstandene mellem de enkelte galakser vokser.

Da læreren således har fået sat universet i bevægelse - i rummet og i elevernes hoveder - går han videre med at forklare Dopplereffekten ud fra en engelsksproget videofilm på smartboardet, som varer et par minutter.

Lyde lyder forskelligt, alt efter om de nærmer sig eller fjerner sig. Det kan man selv høre, når der kører en ambulance forbi på Hvidovrevej. Tilsvarende lyser stjerner forskelligt, alt efter om de nærmer sig eller fjerner sig.

Dét medvirker til, at vi kan få viden om, hvordan og hvor hurtigt galakser bevæger sig, og dermed hvor gammelt universet er. Er der nogen, der ved, hvor gammelt det er?

På dette sted er ikke alle elever helt på omgangshøjde, men paratvidensspørgsmålet får en af eleverne, Marcus, til at markere og svare:

”13,7 milliarder år.”

Lige så længe der har levet mennesker, har vi haft brug for at lære og huske, og begge dele kræver tålmodighed. Derfor er alle sprog fyldt med bevingede ord om værdien af at have tålmodighed. Ved at holde ud og være tålmodig vandt skildpadden kapløbet over haren, og samme egenskab gjorde, at selv sneglen nåede med om bord på Noas ark.

I Første Korintherbrev i Det Nye Testamente lærer vi, at kærligheden er tålmodig, og størst er kærligheden. Og fra den amerikanske filosof og landsfader Benjamin Franklin ved vi, at ”Den, der kan være tålmodig, kan få, hvad han vil”.

Hans Henrik Knoop er lektor i psykologi ved DPU Aarhus Universitet og har forsket i læringsstile, positiv psykologi, og hvad der får arbejde til at glide og lykkes. Han lægger oven i de gamle mundheld, at meningsfuld tålmodighed er intet mindre end ”alle dyders moder”.

Men denne moder er for tiden presset af en tidsånd, som har vænnet sig til et hurtigt, overfladisk kommunikationstempo, hvor enlinjesfaktaoplysninger om for eksempel universets alder kan findes med et klik og læres på et øjeblik, men hvor udholdenheden i forhold til at sætte sig ind i indviklede, abstrakte sammenhænge på områder, som ikke umiddelbart vækker vores lærelyst, er under pres.

Børn er ikke nødvendigvis vant til, at de behøver vente på oplysninger, hjælp eller underholdning.

”Tålmodighed er et begreb, der er koblet op på tid, og et begreb, der vidner om, at man har selvdisciplin nok til at kunne vente. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at der er forskel på at være tålmodig, fordi man kan se formålet, og at være det, fordi andre siger, at man skal. Meningsløs selvdisciplin, eller kadaverdisciplin, fører ikke noget godt med sig, det slider bare på selvrespekten,” forklarer Hans Henrik Knoop.

Derfor er det ikke udtryk for slaphed, når undervisningsteoretikere anbefaler, at undervisere går til opgaven med et væld af forskellige tilgange og metoder.

Det handler om at vække om ikke lyst, så i hvert fald interesse og en fornemmelse af, at dette stof, som jeg lige nu ikke forstår, vil være meningsfuldt at tilegne sig.

”Nietzsche har sagt, at det menneske, som først forstår hvorfor, kan stå ild og vand igennem for at finde frem til hvordan. Altså hvis først eleverne forstår, hvorfor noget er vigtigt at lære, vil deres evne til at vise tålmodighed over for det, som er svært, vokse. Derfor lyder rådene til den voksne: Forsøg at gøre stoffet meningsfuldt for eleven. Sørg for, at det er udfordrende, men med en passende sværhedsgrad. Gør mest muligt for, at de, som skal lære, hygger sig mest muligt og har det socialt godt sammen. Og sørg for god stress. Så længe stress er kortvarig, moderat og i trygge rammer, er det en god drivkraft,” siger Hans Henrik Knoop.

I fysiklokalet er Rasmus Marcher Clausen og eleverne i 9. a pressede. Det er ualmindelig svært for eleverne at følge med fra universets opståen i én stor eksplosion og at begribe, at temperaturen ét sekund derefter var faldet til 10 milliarder graders varme.

Præcis hvad der var forholdene under selve Big Bang, er alt for komplekst for forskerne.

Undervisningen fortsætter i et tempo, som ser ud til at hægte flere af. Læreren vil gerne nå til at beskrive de fusioner, som fører til, at nye stoffer blev dannet af universets tidligste grundstoffer, brint og helium.

Undervejs skal han lige demonstrere, hvad tyngdekraft er, ved at lade en tusch falde til jorden. Da grundstofferne kommer på tale, hiver han planchen med det periodiske system frem, men bliver spurgt, hvorfor den ikke er udfærdiget på dansk, men på tysk.

Bagest i klassen ligger et par af drengene hen over bordet foran deres bærbare computere med et lettere fortabt udtryk i øjnene. En pige har diskret fundet sin mobiltelefon frem.

Ved et af de forreste borde har tre piger kortvarigt kastet sig over et slag volleyball med de opslåede computerskærme som net og selveste universet i skikkelse af den udleverede ballon som bold.

Inden timen har Rasmus Marcher Clausen forklaret, at 9. a har en fortid som den livlige, meget talende a-klasse, mens b-klassen blandt lærerne var kendt som de stille.

Naturligvis har skolen ikke bevidst anbragt alle de stille elever i én klasse - det var en blanding af klassedynamik og selvopfyldende profetier, som skabte dette billede:

”Men med tiden har det udviklet sig, så a'erne er blevet dem, der tør undre sig. Det har jeg ikke noget imod, for det er udtryk for, at eleverne tænker selv, tør undre sig og siger højt, når der er noget, de ikke forstår,” fortæller han

At klassens dynamik betyder meget, kan Maria Christina Secher Schmidt, lektor ved professionshøjskolen Metropol, tale med om.

Hun har i en ph.d.-afhandling undersøgt, i hvor høj grad det lykkes at inkludere alle elever i matematikundervisning, og konkluderer, at det slet ikke giver mening at opdele klassens forhold i det faglige og det sociale.

For uden relationer, venskaber, tillid og tålmodighed mellem eleverne bliver det svært at lære.

Til gengæld kan den lærer, som forstår at udmærke klassens sociale relationer til at skabe vellykket klassekammerathjælp, gøre store fremskridt.

Maria Christina Secher Schmidt bruger betegnelsen sociofaglig inkludering om det forhold, at sociale relationer skaber den indbyrdes tålmodighed, som kan føre til, at eleverne lærer mere.

”Ud over at jeg selv har studeret konkret matematikundervisning, har jeg lavet en undersøgelse af, hvad international forskning peger på giver de bedste resultater i retning af, at alle lærer mest muligt. Det har slået mig, at i forhold til hvor mange ressourcer der er blevet brugt på at formulere mål for eleverne og indføre mere it, så er det entydigt ændringer i lærer-elev-relationen, der ifølge forskerne giver de største resultater,” siger Maria Christina Secher Schmidt.

Hun bruger ikke selv begrebet tålmodighed i sin afhandling, men langt hen ad vejen er det den kollektive forståelse af, at ting tager tid, der kendetegner den gode klasseundervisning.

Men ligesom Hans Henrik Knoop og Rasmus Marcher Clausen betoner hun, at ikke al tålmodighed er god. Mange af de elever, hun har iagttaget, sidder stille og lader, som om de løser opgaven, men er reelt hægtet af.

”Lærerne har sjældent så meget imod disse usynlige elever, som de har imod dem, der forstyrrer undervisningen. Men ofte er det her, de faglige vanskeligheder ligger,” forklarer hun.

Klokken ringer snart, og 9. a er ikke nået i mål, men næsten. Mobiltelefonen er væk igen, ballon-volleyballkampen er afblæst, og alle sidder op i stolene. Rasmus Marcher Clausen er ved at have gennemført sin fusion og skriver på tavlen, at positroner og elektroner danner fotoner.

”Har I hørt om fotoner før?”, spørger han.

”Er det ikke dem, der er i lys?”, svarer Annie og får helt bogstaveligt et lys til at gå op for sig selv, sine klassekammerater og sin lærer.

I stjerner fortættes en masse af stof, som opvarmes til meget høje temperaturer og derved udskiller fotoner, som vi ser som lys på himlen.

”Prøv lige at sige det igen,” opfordrer en elev. Og noterer ivrigt ned, da oplysningen gentages, og tålmodigheden belønnes.