Jeg svinger bilen op foran forsamlingshuset for tredje gang den dag, hvor den ældste skal giftes.
Han løber ud til bilen og begynder at bære kameraudstyr og rekvisitter ind til en photo booth, hvor gæsterne skal fotografere sig selv med sjove hatte på.
Det er, har jeg lært, noget, man gør til bryllupper i dag.
Den seneste uge har vi tilbragt i sommerhuset, hvor den yngste søn har læst i en roman, den mellemste og hans kæreste spillet kort, og den ældste hentet gæster ved færgen og kysset på sin tilkommende, mens fruen og jeg er løbet omkring med en følelse af tiltagende tidsnød.
Nu har følelsen omsider forplantet sig til resten af familien, som aktivt bidrager til den retningsløse panik.
Tog du den lille krukke med fra sommerhuset?” spørger han.
”Den lille krukke?” siger jeg.
”Ja, til hilsenerne,” siger han.
”Hilsenerne?” siger jeg.
Han kigger på mig.
”Som gæsterne skal skrive på små papirblade, som skal sættes på træet.”
Jeg har aldrig hørt om det før, men det gælder de fleste af de aktiviteter, jeg forventes at tage mig af i forbindelse med brylluppet.
For eksempel har jeg netop forstået, at jeg skal udstyre brudeparrets bil med tomme øldåser. Det er sjovt, for i går bad jeg den yngste om at træde alle sommerhusets dåser flade og smide dem ud.
”Jeg har købt sodavand i Brugsen. Drik dem, så tager jeg dåserne med tilbage til sommerhuset. Hvor jeg skal hente en krukke,” siger jeg og deler colaer ud til den ældste samt den mellemste og hans kæreste, der er ved at arrangere blomster til bordene.
”Far, hvordan skal vi få blomsterne til at blive under vandet?” spørger den mellemste.
”Under vandet?” siger jeg.
”Ja, de bliver ved med at flyde op til overfladen, hvor fyrfadslysene skal være,” siger han.
Jeg aner ikke, hvad han snakker om.
”Min søn stiller mig spørgsmål om blomsterdekorationer. Jeg må være midt i en virkelig underlig drøm,” siger jeg.
”Glem det,” siger han.
Jeg kører tilbage med dåserne. Den yngste, som er blevet sat til at skære frugt til velkomstdrinken, står uden for huset.
“Jeg kan ikke spille guitar til vores sang i aften,” siger han og holder en forbundet tommelfinger op.
”Det er løgn,” siger jeg.
”Bare rolig. Det er kun et problem, når jeg skal spille en F-dur. Men du er nødt til at lave velkomstdrinken,” siger han.
”Jamen, jeg skal også hente brudebuketten. Og ned til færgen og hente hende, der skal dekorere kagen. Og finde en lille krukke,” råber jeg.
Han nikker eftertænksomt.
”Ja, vi skulle nok være begyndt på nogle af de her ting i går,” siger han.
To ture til forsamlingshuset senere smider jeg bilen foran sommerhuset. Der er 40 minutter til brylluppet, og jeg er endnu ikke klædt om. Det, viser det sig, er de andre heller ikke.
Den yngste læser i sin roman, den mellemste tager brusebad. Fruen har ikke præstekjole på. Hun hjælper den ældste, som er ved at dekorere brudebilen. Jeg overvejer, om jeg bare skal sætte mig ned og se, hvad der sker.
På mirakuløs vis er alle i tøjet et kvarter senere. Blot kan hverken gommen eller hans brødre binde et slips. De stiller sig i kø.
Mens jeg febrilsk forsøger at binde den mellemstes slips, piller han ved brystlommen på sit nye jakkesæt.
”Burde lommerne ikke sprættes op, så vi kan sætte blomsterne fast?”
”Blomsterne?” siger jeg.
”Ja, som brudeparret og brudepigerne og forloverne skal have på,” siger den yngste.
De kigger alle tre på mig.
”Dem, som du hentede sammen brudebuketten,” siger den ældste.
“Som jeg hentede sammen med brudebuketten?” siger jeg.