Jeg kommer fra en familie, hvor ingen bliver skilt. Ingen overhovedet, hverken fætre eller kusiner eller noget, og jeg er opdraget med, at et ægteskab er en fast aftale. Derfor var jeg også indstillet på at blive sammen med min kone, efter at jeg i 2007 fandt ud af, at hun havde fundet sammen med min gode ven.
Jeg var selvfølgelig igennem alle de dér faser af vrede og jalousi, men jeg nægtede at acceptere, at hun var væk, og i lang tid dækkede jeg indimellem stadig op til os begge og vores to børn – sikkert i en form for ubevidst fornægtelse.
I 2008 blev vi så skilt, selvom jeg stadig var imod det, for jeg kunne jo se, at hun var gladere uden mig.
Jeg var meget dominerende dengang. Jeg satte konstant hårdt mod hårdt for at få min vilje igennem og prøvede ofte at lave min ekskone om. Når hun eksempelvis lagde liv og sjæl i at dække det fineste bord til vores børns fødselsdage, syntes jeg ikke, hendes ambitioner var lige så fine som mine, og det gjorde jeg gerne opmærksom på.
Jeg var også typen, der blev sur og indadvendt i dagevis, nogle gange flere uger, hvis jeg ikke fik min vilje, og jeg stillede urimelige krav.
Mit store ego tænkte: Her står jeg og er megavigtig på scenen i Cirkusrevyen – så må hun klare børnene og alt det andet.
Der er ikke en specifik episode, som ændrede mig, det var mere sådan en masse små skub i retning af at blive mere rummelig og mindre kantet. Jeg oplevede jo, at ikke bare min kone, men også andre ikke orkede dialogen med mig, fordi jeg var så stædig og ond i sulet. Samtidig begyndte jeg at indse, at børnene lige så meget varmit ansvar. Jeg tog dem med overalt og begyndte virkelig at prioritere dem, og det skabte et helt nyt forhold imellem os. I det hele taget fik jeg øjnene op for, at jeg var nødt til at respektere andres følelser og holdninger, og at jeg ikke var verdens centrum.
Det var ret bøvlet at komme til den erkendelse, men jeg kunne jo se, at det virkede bedre ikke at slås hele tiden. Og jeg kunne mærke, at jeg blev mere glad.
På den måde kan man sige, at min skilsmisse blev et afgørende vendepunkt i mit liv. Jeg kunne have spildt mit liv med at være kort for hovedet, selvoptaget og bitter, men den syngende lussing, som skilsmissen var, blev lige det, jeg havde brug for.
Dermed ikke sagt, at jeg kan anbefale skilsmisser generelt. Det var ganske rædselsfuldt, og det tog mig fem-syv år at blive glad igen, men det var hele rejsen værd. For ikke alene blev jeg et bedre menneske, jeg gjorde også op med en hel masse andre ting, eksempelvis mit forhold til moral, religion og ære.
Jeg havde meget fremsynede forældre, der opdragede mig med meget klare moralske leveregler. Sådan gør man, sådan gør man ikke. Og de gjorde det i den bedste mening, men jeg er nået frem til, at det ikke er så vigtigt med alle de regler. Ikke for mig, i hvert fald.
Så jeg har byttet dem alle ud og erstattet dem med en enkelt: Overalt gælder kærligheden. Herfra kommer empatien og glæden ved andre, og det slår til enhver tid alle andre regler. For kærligheden er flydende og tager individuelle former, og derfor er den gode og lykkelige familie ikke bare far, mor og børn, sådan som jeg har lært.
Der er også andre konstruktioner. I det hele taget er jeg blevet langt mindre fordømmende og stridslysten. Nu resignerer jeg hellere end at kæmpe.
Og min indgang til andre er blevet, at hvis blot de gør tingene i den bedste mening, er det godt, selvom det ikke altid ser sådan ud på overfladen. Det gør livet utrolig meget mere behageligt.