Længslen efter de gode fællesskaber

Flere læsere har reageret på Trines brev, hvor hun fortalte om, hvor svært det er som tilflytter at komme ind i det kirkelige fællesskab

For nogle kan en times fred på kirkebænken være lige det, de trænger til, mens andre har behov for at være del af et fællesskab. -
For nogle kan en times fred på kirkebænken være lige det, de trænger til, mens andre har behov for at være del af et fællesskab. - .

Kære brevkasse

Det virkede ret stærkt på mig at læse brevkassen for 14 dage siden, hvor Trine fortalte om sine oplevelser i kirken med manglende kontakt. Jeg bor alene og kan genkende situationen. Jeg har boet forskellige steder i landet og altid søgt kirken, men jeg har ikke mødt nogen reaktioner, der kan overbevise mig om, at jeg ikke blot er kirkegænger, men også er en del af en menighed.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

I mit nuværende sogn har der været arrangeret en formiddag, hvor borgerne blev inviteret til at møde op og kunne udtrykke forventninger til kirken. Desværre kunne jeg ikke deltage, men jeg tænkte på, at jeg ville sige noget om, at kirken skulle vise og gøre det, som kun kirken kan: at forkynde og praktisere evangeliet.

Desuden kunne jeg ønske, at der var en eller flere, der ville påtage sig rollen som vært eller værtinde og sige: Velkommen til vores menighed. Vi har brug for dig.

Det kan være fint nok at være anonym og sidde stille og lade sig fylde af gudstjenestens kendte ritualer, men de fleste har også brug for at blive en del af et fællesskab. Måske er det kun frikirkerne, der i dagens Danmark forstår det?

Venlig hilsen

Helene

Kære brevkasse

Det følgende er en tak til Trine for at pege på et problem. Jeg synes, at jeg har oplevet noget lignende. Men jeg trøster mig med, at kirkegængerne glæder sig til at komme i kirke og møde de mennesker, de kender. Og heldigvis har Trine en mand at følges med, og jeg har en base at komme hjem til.

For mig har det ofte givet et stik i hjertet, især ved de store højtider, at se ældre mennesker sidde alene på kirkebænken og gå alene hjem. De kirkebænke, hvor der sidder en ældre kvinde, bliver ofte sidst fyldt op, hvis der overhovedet sætter sig nogen der. Og et ældre menneske, der for eksempel første juledag sidder alene i kirken, har næppe nogen at gå hjem til og har måske endda også siddet alene juleaften.

Jeg kunne ønske, at præsten, menighedsrådsmedlemmerne og menigheden i det hele taget var opmærksom på de stille eksistenser og nye mennesker i menigheden. Kunne menighedsrådsmedlemmerne ikke dele opgaven mellem sig, så der til hver gudstjeneste var mindst én, der havde som opgave at sige til de nye kirkegængere eller ældre i kirken: ”Skal vi følges ad op til kirkekaffen?” - og følge op på kontakten ved de kommende gudstjenester.

Jeg har såmænd prøvet det nogle gange og har oplevet, at der skal så lidt til, at et menneske lyser op i et smil og virker gladere. Og næste gang selv tager initiativ til at være med. Der er faktisk ikke noget så ensomt som at føle sig alene blandt mange mennesker.

Venlig hilsen

Elise

Kære brevkasse

Jeg læste Trines indlæg og fornemmede en vis forurettethed og skuffede forventninger. Jeg flyttede selv til en lille by for 20 år siden sammen med en kæreste, der absolut ikke er udadvendt. Jeg følte mig også alene, men ville lære andre at kende. Jeg meldte mig så ind i det lokale sangkor, og det gav virkelig pote. De var venlige og tog godt imod mig, og i pauserne kom jeg lidt efter lidt med i fællesskabet og kom til at kende mange. Jeg gik også til foredrag både i præstegården og på biblioteket og kom med i brugerrådet der.

Vores præst er meget god til at arrangere gode stunder omkring kirke og præstegård, og det er, som om hun favner alle, både nye og gamle. Man føler sig set og er med. Man skal gerne selv gøre noget. Det værste er de skuffede forventninger, så væk med dem. Ting tager tid, og at slå rod kommer ikke med det samme.

Venlig hilsen

Karen

Kære alle tre

Tak for jeres breve, som blot er et udpluk af de henvendelser, som vi har fået efter Trines udfordring. Brevene giver stof til eftertanke og understreger, hvor meget vi mennesker har brug for at blive mødt, blive værdsat og være en del af gode fællesskaber.

De erfaringer og tanker, I kommer med, udfordrer os som enkeltmennesker og som kirke til til stadighed at være optaget af at udvikle en ”musikalitet”, i forhold til hvordan vi inkluderer hinanden i vores fællesskaber.

Det er ikke kun en opgave for de kirkeligt ansatte eller de folkevalgte, selvom det kunne være en god idé, at menighedsrådsmøder og personalemøder i kirken med jævne mellemrum havde konkret fokus på de vigtige spørgsmål:

Har vi en gudstjeneste, hvor mennesker kan føle sig velkomne, inkluderet og udfordret på en god måde? Har vi måder, hvorpå vi kan inkludere folk, der ønsker en opgave i kirken, så de oplever, at der er brug for dem i fællesskabet? Har vi nogen, der har et særligt øje for nye, der kommer til kirken?

Det handler ikke om, at kirken kan sætte alt i system og komme med hurtige manøvrer på god integrering. Men det handler om, at vi som kirke og fællesskab hjælper hinanden til at bruge øjne, ører, mund og hænder, så mennesker bliver set og oplever sig velkomne til gudstjeneste. Og vi må aldrig holde op med at tænke kreativt over, hvordan vi giver kirkens 2000-årige budskab videre i konkret handling i mødet med hinanden.

Vi er overbeviste om, at der findes sårede mennesker rundt omkring, som er blevet skuffede ved at møde kirken. Og som måske efter kortere eller længere tids bekendtskab med menigheden har besluttet at blive passive medlemmer. Det problem kan ikke bagatelliseres, så længe kirkens budskab handler om nåde, næstekærlighed og fællesskab.

Samtidig er det vigtigt at respektere fornemmelsen for, at mennesker kan søge kirken af mange forskellige grunde. Mens nogle måske har brug for at lære nye mennesker at kende, har andre måske brug for at være stille og indadvendte og blot sidde på bænken, synge, lytte og gå igen uden at skulle forholde sig til så mange på det sociale område.

Mange danskere kan i vores kultur opleve sig overstimulerede med kontakt både i den virkelige verden og i den virtuelle, så en times fred alene på kirkebænken kan opleves som et helle. Det er derfor en stor udfordring at finde ud af, hvem der har brug for hvad. Men alle har brug for venlighed, imødekommenhed og et godt blik.

Mange hilsener

Anette og Jørgen