Den 3. december blev der afsagt dødsformodningsdom over Joey Ravn ved Retten i Roskilde. Samme dag holdt man begravelse og mindehøjtidelighed for ham i Kirke Såby Kirke. Her kan du læse begravelsestalen, som blev holdt af sognepræst Poul Joachim Stender
Jeg er sikker på, at jeg har sagt til Joey og hans kammerater, da de var konfirmander, at de alle sammen var et fund. Når man er 13-14 år gammel, er der mange ting, som man bilder sig ind man skal finde. Man skal finde en kæreste og finde en uddannelse og finde en mening med livet og finde nogle fritidsinteresser og finde alle de ting man forlægger osv.
Der er et stort pres på en fra bl.a. skolen. Men jeg beroligede Joey og hans kammerater med, at de bare skulle slappe af og stille sig på en skammel ved Daglig Brugsen og råbe så højt de overhoved kunne råbe. ”Jeg er fund”! For I er, som jeg sagde til dem, fundet af Gud og fundet af jeres forældres og families kærlighed.
På det tidspunkt vidste ingen af os, at Joey skulle forsvinde få år efter i Nordsverige. Der blev sat flere redningsaktioner i gang efter ham. Der blev ledt over alt. Der er ikke grænser for, hvad der af kærlighed til Joey, er blevet mobiliseret for at få ham tilbage. Ikke mindst hans søsters kæreste, Casper har gjort en kæmpe indsats.
Men Joey blev ikke fundet.
Men da han var og er et fund, ikke kun for sin familie og venner og bekendtskabskreds, men også for Guds søn, Jesus Kristus, er der ingen tvivl om, at Vorherre har fundet ham. For Gud er intet umuligt. Der er nemlig nogle fortællinger i Det nye Testamente, der tegner et billede af en Gud, der leder indtil han finder.
På et tidspunkt sammenlignes Gud med en kvinde, der søger med lys og lygte efter en tabt mønt og finder den. På et andet tidspunkt sammenlignes Vorherre med en hyrde, der leder efter et forsvundet får og finder det.
Alt sammen billeder på, hvordan Jesus Kristus finder dem, som vi ikke kan finde eller os selv hvis vi føler os fortabt. Det er det billede vi i dag må have af Joey i vore hjerter. Ikke en forsvundet ung mand.
Men en fundet ung mand, der er fundet af Gud og som altid vil være fundet af den kærlighed, som hans forældre og søskende og bedsteforældre og familie elskede ham med. I sit alt for korte liv, tror jeg Joey erfarede, at der er er mange ting i livet, som man ikke finder.
Men som man bliver fundet af. Det gjaldt bl.a. hans lidenskab for naturen. Han greb ikke naturen. Naturen greb ham. Fra han var helt lille var han dybt fascineret af træer og busker og fisk og planter og vand og dyr. Han havde konstant hovedet nede i jorden og et skarpt blik for sten og fossiler og han kom hjem med planter fra skoven og dyr der skulle plejes og passes.
Og når det blev for mørkt til at være sammen med planterne, stoppede Joey ikke. Han gik ud i urtehaven med pandelampe. Og på samme måde havde han det med havet. Han fiskede, satte ruser ud sammen med sin far, fik speedbådscertikat, havde akvarium med fisk. Men havets overflade var heller ikke nok for Joey. Han blev en dygtig 3 stjernet dykker og dykkede mange steder i Danmark og i Egypten.
Det var som om der var en hemmelig forbindelse med Joey og vand og Joey og land. Den stærke, udholdende, høje dreng var grebet af den overvældende natur som han udforskede, elskede, beundrede og cyklede og vandrede i. Det var ikke underligt, at han ønskede at blive gartner for at trænge endnu dybere ind i naturen. Og han var godt på vej til det. Da han forsvandt havde han forinden fået tilsagn om, at kunne få en elevplads som gartner i intet mindre end Botanisk Have i København.
Joey døde formodentlig den 25. juli 2012. Og formodentlig døde han i Nordsverige 2000 km fra sit hjem i Kirke Saaby og den familie der elskede og elsker ham.
Men han døde ikke i fremmede omgivelser. Han døde i den natur, som betød uendelig meget for ham. Omgivet af planter og fjelde, klipper og sten, himmel, luft og vand. Og da tågen slog sammen om ham, var Guds søn i tågen og greb ham.
Men man kan spørge, om det kan trøste jer, der har mistet Joey og savner ham voldsomt? I har lyst til fortsat at råbe, som I har gjort millionvis af gange, hvorfor Joey skulle dø? Vi ved det ikke. Og vi bliver nødt til igen og igen at skrige hvorfor til Guds søn uden at få et svar. Vi må holde om hinanden og forsøge at dele den afmagt som vi føler dybt i vort hjerte og håbe, at vi en dag, ansigt til ansigt med Gud, får svar på vore mange hvorfor ‘er.
Men I må også råbe hvorfor i taknemmelighed til Gud. Hvorfor var I så heldige, at Joey blev en del af jeres tilværelse og hvorfor var I så privilegerede at I, i over 19 år havde denne hjælpesomme dreng, der aldrig gjorde nogen noget ondt, omkring jer.
Det var som om Joey ubevidst må have fornemmet, at hans liv skulle blive kort. Han nåede utroligt meget i sit korte liv og på en eller anden måde skal vi måle hans liv, ikke i længden, men i højden.
I hans forældres have, på en bålplads, et rundbed, står nogle roser ved navn Joeys Palace, der i blomstringstiden er en abrikosfarvet rose med duft af vildrose. Denne her vinter, hvor Joey officielt er blevet erklæret for død og alle kommende vintre og somre, skal roserne ikke kun stå der som duftende mindemærke over Joey. Men også som et håb, en tro, en forvisning om at Joey, som rosen skyder op af den frosne jord, er opstået fra døde. Fundet og værnet af Kristus. Og er Paradis så vidunderlig en have, som biblen beskriver, har Joey nu en natur, med planter og dyr, land og vand så skøn som han aldrig havde været i stand til at forestille sig.
Joey vil blive mindet med meget stor glæde. Må Guds fred være med ham og må Guds fred og trøst være med os alle.
Amen.