”Der var så dejligt ude på landet...” Sådan lyder de første velkendte linjer i et af den fynske eventyrdigter H.C. Andersens mest berømte eventyr, ”Den grimme ælling”.
Og dejligt er også lige præcis, hvad der er denne formiddag på frilandsmuseet Den Fynske Landsby, der ligger placeret få kilometer uden for Odense Centrum. Et levendegjort historisk museum, som årligt besøges af omkring 100.000. Her kan man kan gå på oplevelse i en landsby, som den kunne have set ud på netop H.C. Andersens tid.
Alle husene har deres oprindelse på Fyn eller de omkringliggende øer og er blevet flyttet og genopført i Den Fynske Landsby for at give et realistisk billede af, hvordan livet så ud på landet i 1800-tallet.
Cirka 100 formidlere - godt 20 lønnede og resten frivillige - sørger på skift for, at et besøg i Den Fynske Landsby bliver lærerigt.
Det ligger i stedets ånd, at de besøgende gerne må gå lidt klogere hjem, end da de kom, samt at de får muligheden for ikke blot at være betragtere, men selv deltagende i det, som man på stedet kalder ”levende historie”.
”Hvis ikke vi gjorde andet end blot at stille bygningerne med inventar til rådighed, ville vi hurtigt bare blive en kulisse. Det er ikke nok. I dag vil folk ikke nøjes med at kigge - de vil også være med,” siger Benedikte Jeppesen, der til daglig er formidlingsleder i Den Fynske Landsby, en del af Odense Bys Museer, og i dagens anledning guider Kristeligt Dagblad rundt i landsbyen.
At formidlingen til gæsterne fylder meget og mere end for blot få år siden, bekræftes af en af landsbyens fastansatte tømrere, Nikolaj Halck Krause, der denne formiddag holder til uden for landsbyens store aktivitetsgård, Torupgården. Han er udlært tømrer og har arbejdet i Den Fynske Landsby i 12 år.
I dag står han og arbejder med nogle lange egetræsstammer, der skal bruges til reparation af noget bindingsværk på et af husene i landsbyen. Han har økse og sav fremme, og svedperlerne i ansigtet vidner om, at det ikke er det bare ingenting at lave hårdt tømrerarbejde i middagssolen.
”Vi bruger mere og mere tid på formidling, og folk er generelt meget nysgerrige og vil gerne lytte. Men vi står jo også med hænderne nede i materien og har fat ved roden af håndværket. I dag er tømrerfaget oftest noget helt andet, og det, jeg står og laver, er ikke noget, man lærer meget af på teknisk skole i dag,” siger Nikolaj Halck Krause og tørrer panden i ærmet på sin hvide hørskjorte. Som alle andre formidlere bærer Nikolaj Halck Krause tøj, som det så ud i 1800-tallet.
Timo, en tysk dreng på ferie hos en dansk familie, lægger vejen forbi Nikolaj Halck Krause og vil gerne prøve kræfter med sav og egetræsstamme.
Alle kræfter lægges i, og med lidt hjælp står den niårige dreng få minutter senere med en skive friskduftende, lyst træ i hånden. Den skal naturligvis med hjem til Tyskland som et ferieminde.
Der er dukket mange børn op i landsbyen, efterhånden som alle værkstederne i Den Fynske Landsby er åbnet. Nogle kommer med far og mor ved hånden, mens andre er med bedsteforældrene på tur.
I følge formidlingsleder Benedikte Jeppesen har man et stort fokus på børn på museet. Børn er ofte medbestemmende, hvis ikke afgørende for, hvilke attraktioner familien Danmark tager ud og besøger, og så skal der helst være valuta for pengene.
Går man efter duften af mad, havner man inde i køkkenet, hvor madmor Nanna Takatomi byder på fedtemadder. Sigtebrødet er naturligvis hjemmebagt, og fedtet ovenpå har hun fremstillet på et brændekomfur af flommen fra en landsbyens egne grise.
Selv i disse fedtforskrækkede tider tør folk godt smage på en af datidens gode spiser.
I den anden ende af gårdlængen sidder Anne-Grethe Jepsen og spinder uld, som er fra landsbyens får og lam. I gamle dage var det børnenes opgave at karte ulden, når de kom hjem fra skole, derfor kan børn og andre med lyst få lov at prøve det gamle håndværk her i den lille stue.
Overalt i Den Fynske Landsby er det et gennemgående træk, at man ikke ”laver historie udelukkende for sjov”. Når der vaskes på vaskebrættet, er det, fordi formidlernes dragter trænger, når der saves hos tømreren, er det, fordi træværket skal bruges til reparationer et sted, og når der hamres i smedjen, er det, fordi der skal laves redskaber og smådele til vedligeholdelse af de gamle huse.
I dag skyldes røgen, der stiger op fra den lille smedjes skorsten for eksempel, at smeden er ved at fremstille stabler - små metaldele, der skal bruges til vinduernes lukkefunktion.
Når man bevæger sig ind i den mørke stue, hvor knipledamerne holder til, sænker man automatisk stemmen, som gik man ind i en kirke. Her står tiden stille. Det modsatte gør hænderne på de to frivillige, Ellen Jensen og Jytte Bjørk Olsen.
Med akkuratesse og overblik flytter de rundt på kniplenåle og tråd i et tempo, som for den ukyndige betragter ikke kan afstedkomme andet end respekt.
Ni-årige Nikolaj er dog ikke bange for at prøve kræfter med det gamle håndarbejde, og under kyndig vejledning fra Jytte Bjørk Olsen finder den fingreferme dreng hurtigt ud af systemet.
Alle børn, der prøver, får et lille stykke kniplearbejde med hjem, men de skal dog ikke regne med, at det bliver netop det stykke, de selv måtte have lavet. Ellen Jensen fortæller, at hun på de fem timer, hun sidder og knipler i dag, formentlig vil nå at kniple cirka fem centimeter.
Udenfor i solen har mange familier samlet sig ved de borde-bænke-sæt, som er sat op rundt omkring i landsbyen. Madpakkerne bliver fundet frem, og parallelt hermed dukker de fritgående høns op ved de besøgendes fødder for at samle smuler.
Et af de mest populære tiltag i landsbyen er hestevognskørsel. Med to fjordheste spændt for hestevognen, er det i dag Bjarne Jørgensen, der gør det ud for kaperkører. Han er pensionist og deler gavmildt ud af sin viden om landsbyen på køreturen.
”Den gård dér var på kvinders hænder i næsten 100 år,” siger han og peger.
”Det var usædvanligt for den tid. Men først overtog konen og senere blev den testamenteret til datteren, selvom der var et par sønner også. Men der kan der jo være grunde til, at det blev sådan - måske har de siddet lidt for meget på kroen,” siger han med et skævt smil.
Ud over en masse faktuel viden om landsbyen kender Bjarne Jørgensen også et par anekdoter, som kan trække smilerynkerne frem. Ingen kan være i tvivl om, at han er godt tilfreds med sin pensionisttilværelse som kaperkører.
”Det har altid været en drøm, og det er jo en hobby for mig og ikke et arbejde. Jeg er også født og opvokset på en gård, så alt det her er ikke fremmed for mig,” fortæller han.
”Vi siger nogle gange for sjov, at vi ikke behøver andet end kaperkørsel og kattekillinger, så er succesen hjemme,” siger Benedikte Jeppesen.
Men hun har for længst afsløret, at ambitionerne er højere end som så. Derfor kan de godt 100.000 besøgende, som landsbyen årligt byder indenfor, opleve så meget andet.
Man går op i at følge årets gang i de syv måneder, attraktionen har åbent. Derfor bliver roerne, som allerede selv er ved at kravle op af mulden på en af landsbyens marker, gravet op i det tidlige efterår, som de bør, og omdannes herefter af børn og barnlige sjæle til roelygter i efterårsferien, præcis som kornet på marken høstes og laves til mel, der kan bruges til bollebagning i det tidlige efterår.