Jeg får munden fuld af syre, forklarede han, inden han havde fået sat sig ned. Han havde travlt, og det har han altid, så det er udmærket, at han går lige til biddet.
”Jeg lægger mig til at sove, og så kan det godt være, jeg falder i søvn, men jeg vågner efter en times tid, med munden fuld af syre.”
Han har nok altid kendt til at have lidt ”sur mave”. Fornemmelsen af, at det svier og brænder i maven, efter at han har spist et eller andet, han godt ved provokerer som en god julefrokost eller hans mors mad og godt med øl og snaps. Og han er vant til at tage toppen af det med en syreneutraliserende tyggetablet, og så kører det lidt igen.
Han synes godt nok, at det er blevet værre gennem årene. Han er også blevet en noget større herre nu, og godt nok er han meget aktiv, men han får ikke rørt sig nok. På ingen måde nok.
Det er mere den der med, at ”jeg sidder jo aldrig stille”, men det giver ikke nær nok til, hvad han havde brug for, hvis han vil undgå at blive alt for mægtig. Han véd også godt, at fed mad, alkohol og for meget af det hele forværrer hans gener, men han har både ”en sød og en fed tand”, som han siger.
Men nu er det jul, og han har overstået de første julefrokoster, og nu er det gået fuldstændig grassat, og nu holder det ham også vågen om natten, så nu skal der gøres noget.
”Jeg ved godt, hvad du vil sige nu,” siger han. ”Hvad vil jeg sige?”, spørger jeg. Og så gennemgår han samtlige kost- og motionsråd, jeg selv kunne have fremlagt for ham, og siger, at det ved han godt, så jeg må komme op med noget andet.
Jeg kan i hvert fald forklare ham, hvorfor det typisk er værst om natten, for når han står op, vil tyngdekraften sørge for, at mavesyren bliver nede i mavesækken, for den ligger meget længere nede mod jorden i stående eller siddende stilling.
Når han lægger sig ned, ligger mavesæk, spiserør og mund pludselig i samme højde, og hvis den lukkemuskel, der skulle sørge for, at mavesyren bliver i mavesækken, ikke virker så godt længere, så kan mavesyren lige så stille sive op fra mavesækken, op gennem spiserøret og ende oppe i munden.
Så vi skal nok lige have kigget på den lukkemuskel (mavemunden), for det er ret typisk, at den virker lidt dårligere med årene og med øget vægt, så det kunne måske godt passe på ham her.
Og når både ”den søde og den fede tand” skal tilgodeses, så vil det kræve masser af mavesyre for at nedbryde al den tunge mad.
Jeg kan give ham nogle andre betydeligt mere effektive piller mod mavesyren, der stopper de pumper, der sidder nede i mavesækken og pumper mavesyre ud, så mængden af mavesyre kan blive minimeret, og mavesækken i højere grad kan hele igen, og så mængden af mavesyre, der sendes af sted op i munden, når han ligger ned, bliver noget mindre.
Det kan godt være, at kan blive nødt til at tage de piller, før han skal ud og ”svine” sig til fremover, så han kan undgå at skulle forholde sig til sin mave dagen og natten derpå, men lad os nu lige se.
Han har også haft ondt i ryggen gennem et stykke tid, så han har spist en del Ipren, og de er meget slemme til at give problemer med mavesækken, så dem skal han fjerne med det samme.
Og han har været en del gange i Indien, og nogle gange skyldes mavesymptomerne, at der er en bakterie i maven, som man kan få overalt, men bestemt også i Indien, så den kan vi også undersøge ham for.
Men det vil han bare ikke. Han vil under ingen omstændigheder have en kikkert op gennem næsen og ned i maven, for han er sikker på, at han bliver kvalt, hvis vi gør det.
Han kan gå med til en pusteprøve for bakterierne, og han kan gå med til at forsøge med de nye piller, der mindsker syredannelsen, og vi aftaler, at han tager dem den næste måned, så hele julen og nytåret er dækket ind.
Så synes jeg, han skal holde en pause og se, hvordan det så går, men kommer det tilbage, så har jeg sagt til ham, at så synes jeg altså, at vi lige skal få en mave-tarm-kirurg til at kigge ned i maven, og jeg kender tilfældigvis én, der er verdensmester til at give ro, så selv min travle herre kan få det klaret. Men det vil han nu lige tænke en ekstra gang over.