Enhver alder har sine velsignelser, men man narrer sig selv, hvis man tror, at man kan udsætte livets store øjeblikke, til man engang har fået betalt bilen og fået det rigtige job og hus.
Derfor irriterer det mig, når politikere tordner imod unges såkaldte fjumreår. For jeg ved selv, hvilken uvurderlig erfaring det kan give en. Selv vidste jeg ikke, hvad jeg skulle læse efter gymnasiet, hvor jeg heller ikke på nogen måde havde brilleret fagligt. Men jeg besluttede mig til at bruge min børneopsparing til at tage et års rygsæktur på egen hånd til Sydamerika.
Det var lidt tilfældigt, at jeg valgte Sydamerika, men jeg tror, at det tændte mit eventyrgen at læse om al den politiske uro på det kontinent. For det føltes, som om alle store politiske drømme blev født der. Det tiltrak mig, uden at jeg var specielt venstreorienteret. Men det var også en mere eksistentiel rejse for mig.
Allerede dengang var jeg også blevet optaget af den magiske realisme, der netop også kom fra Sydamerika. Og nu rejste jeg pludselig ind i de landskaber, der havde inspireret forfattere som Gabriel García Márquez og Jorge Luis Borges. Og at rejse i Sydamerika har også den fordel, at det hele tiden lægger kapitler til den samme bog. Det var kort sagt et stort, sanseligt eventyr.
Jeg kom fra en familie med tre større brødre og et hus, der altid var liv i, men nu skulle jeg vænne mig til at trives i mit eget selskab. Det var i sig selv en udfordring, der var større, end man skulle tro.
Det var i 1984, så det var længe før internettet. Når man skulle ringe hjem, måtte man gå hen til et telefonhus og få en anden til at ringe nummeret op. Det kostede en formue i minuttet, og det var også svært at få tilsendt en pakke eller et brev, når jeg hele tiden rejste fra sted til sted. For så skulle man i hvert fald vide, hvilket posthus den skulle sendes til, før man selv ankom.
Sådan var det et liv i en voldsommere isolation, end jeg havde forestillet mig. Og jeg oplevede faktisk at se andre i min situation, der knækkede af at rejse alene. Men langsomt lærte jeg at få en struktureret hverdag ud af den enorme frihed, jeg pludselig havde.
Jeg begyndte at læse meget, og jeg lærte at møde folk åbent og tage afsked med dem igen, mens jeg rejste fra gringo-hotel til gringo-hotel. Og undervejs sugede jeg hele tiden sanseindtryk til mig.
Når man lever med faste rutiner det samme sted, glemmer man jo hurtigt at sanse. Man glemmer at lægge mærke til bygninger og dufte, men gennem hele det år sugede jeg alting til mig, og jeg kan stadig blive hensat til den tid, når det for eksempel dufter brændt, så jeg mindes, hvordan indianerne lavede morgenmad.
Og der var hele tiden nye dufte og nye mennesker at forholde sig til. Sådan opdagede jeg også, hvilken enorm forskel der var på det høje tempo med salsa, samba og hurtigsnakkende folk i de lavlandede områder og de mere længelsfulde og langsomme sange, der blev sunget i højlandet i bjergene.
Det er heller ikke tilfældigt, at min nye bog hedder ”Manden fra lavlandet”. Titlen peger i retning af en hovedperson, der mangler udsyn - kommer fra lavlandet, men det er ikke en påstand om, at Danmark er et åndeligt lavland. Slet ikke. Men gennem min ungdomsrejse til Sydamerika fik jeg altså styrket mit eget udsyn. Og jeg vendte forandret hjem med en klar lyst til at læse filosofi.
Den idé fik jeg i øvrigt, mens jeg lå i en hængekøje på en flodbåd ned ad Amazonfloden og læste Robert M. Pirsigs ”Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel”, som jeg havde købt som paperback undervejs.
Det er med rette ikke en særlig anerkendt filosofibog, men for mig var den en åbenbaring at læse som 20-årig. For første gang vidste jeg, hvad jeg ville, fordi det føltes så rigtigt, og det var også rigtigt at læse filosofi. Og det var i det hele taget rigtigt at tage den tur på det tidspunkt.
Vi lever i en tid, hvor pensionister kan bruge 25 år af deres liv på at spille golf, så lad dog unge få deres erfaringer, når de har brug for dem, i stedet for at stresse dem gennem undervisningssystemet.
I dag ser jeg i hvert fald tilbage på min dannelsesrejse til Sydamerika som den vigtigste beslutning, jeg har taget i mit liv. Siden har jeg været der 12-15 gange. Men man kan jo aldrig bade i den samme flod to gange. Og den sten, man satte sig forundret på som 20-årig, føles måske bare hård, når man er 51 år.
Derfor skal man aldrig udsætte de store oplevelser. Det har jeg heller ikke gjort siden. Og jeg rejser meget med min kone og vores datter. Men for nogle år siden opdagede jeg, hvordan verden har ændret sig markant, siden dengang jeg rejste rundt alene i uforstyrret sanselighed.
For da jeg stod på toppen af et bjerg i Nepal og kiggede ud over en fantastisk bjergkæde, ringede min kones mobiltelefon pludselig. Det var tandlægen, der ville sige, at hun havde glemt at afbestille en tid. Og den slags forstyrrelser skal man jo i dag kæmpe hårdere for at undgå. Men eventyrene findes stadig derude, hvis man griber dem i tide.