Det gode liv: Livets positive kaos skal omfavnes

Trine Hahnemann holder af det enkle liv, når hun en gang om året tager på vandreferie med en veninde. -

Trine Hahnemann holder af det enkle liv, når hun en gang om året tager på vandreferie med en veninde. Foto: Gyldendal.dk

Trine Hahnemann, 50 år, ejer af firmaet Hahnemanns Køkken og kogebogsforfatter, deriblandt til den seneste i rækken, ”Brød og kager. Kærlighed til hjemmebag”, har sloganet: At bage er at tage tiden tilbage

Hvad er det gode liv for dig?

For mig handler det om at omfavne mangfoldigheden i det store og det små. At man kan være i livet, selvom det nogle gange er vildt og vanvittigt. Og være til stede i stedet for hele tiden at tænke, at man skulle noget andet eller være en anden. Livet er positivt kaos, og jo bedre du er til at omfavne det, jo bedre er livet.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Når jeg er sammen med min familie, min mand og to børn, så kan roen sænke sig over mig på en helt særlig måde. Jeg kan glemme tiden og nuet og bare være til stede. I dag er mine børn voksne og flyttet hjemmefra, og den ene bor i London, så vi ses ikke så tit. Men når vi er sammen, er jeg i en tilstand, hvor jeg virkelig kan være mig selv.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg powerwalker, går til pilates, spiller tennis og tager på vandreferier. Jeg elsker at være ude i naturen, mens jeg hader træningscentre. At røre sig er vigtigt, for jeg har et hårdt fysisk arbejde. Jeg har arbejdet i et køkken i mange år og har mange skavanker. Jeg elsker også at gå tur, for når man er ude i naturen, kan man følge årstiderne, og der er højt til loftet. Jeg arbejder meget og har meget knald på, så jeg har brug for at komme ud i skoven og være i noget, der er større end mig selv. Jeg har en vandreveninde, og vi tager på vandreferie en gang om året. Vi har blandt andet vandret i Italien, Frankrig og Skotland. Næste gang skal vi til Harzen i Tyskland. Det er hårdt at gå 20 kilometer om dagen, og nogle gange er det så hårdt, at man ikke kan tænke på andet end at nå frem og få en øl, noget mad og at sove. Det er meget enkelt: Jeg skal op over et bjerg, ned igen og ordne mine vabler - det er til at overskue. Og der er ikke nogen, der kommer og henter en, hvis man er udmattet.

Hvad er afslapning for dig?

Det er at bage brød og kager og lave mad, selvom det også er mit arbejde, og at læse bøger og aviser. Hvis man er småstresset og gerne vil falde ned, er det rigtig godt at bage. At bage er at få tiden tilbage, for du er nødt til at koncentrere dig, ellers går det i vasken. Da mine børn var små, var der en grænse for, hvor meget jeg kunne arbejde. Nu er det sværere at få en balance mellem arbejde og fritid, for der er ingen, der sætter den for en.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Hvor meget plads har du i avisen? Jeg lider af forsyningsangst, så derfor er indholdet i køleskabet altid meget velassorteret. Men helt fast er der parmesanost, for så kan man altid lave en pastaret, og der er smør, æg, gær og surdej. Alle, der kommer her, synes, at det er skønt med sådan et stort walk-in-køleskab. Man skal bare åbne køleskabet, så er der allerede en fest.

Hvad er din største last?

Vingummi! Og jeg kan bedst lide Haribos. Jeg har hele tiden et væddemål kørende med nogen om ikke at spise vingummi, for så lader jeg være. Vingummier er fulde af farvestoffer og sukker, så jeg kan ikke forestille mig, at de er godt for noget. Og jeg får altid ondt i maven af dem.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

At der aldrig er et entydigt svar på, hvad der er sundt. Nogle spiser glutenfrit, palæo-kost eller dyrker motion hele tiden. Men de fix, folk gerne vil have, findes ikke. Der er så mange faktorer, der har betydning for, om du har det godt: stress, kærlighed, gener, og hvad du spiser. Noget passer til nogen, noget til andre. For mig handler det om spise varieret god kost, der smager godt. Og så synes jeg, at det er vigtigt, især for kvinder, at acceptere, hvordan de ser ud - her er mangfoldigheden igen.