Peter Tudvad: Der er en perfekt harmoni mellem at skrive lange bøger og løbe langt

For bare en generation siden var maraton kun noget for olympiske løbere og ekstreme sportstosser. I dag er det blevet en folkesport, der giver åndelige oplevelser og fysisk velvære. Kristeligt Dagblad er løbet en tur med filosof, forfatter og maratonløber Peter Tudvad

På søndag slutter OL i Rio, når mændene løber maraton, men disciplinen er for længst blevet folkesport. En af de ivrige amatører er filosof Peter Tudvad, der jævnligt løber langt i Berlin, hvor han bor. –
På søndag slutter OL i Rio, når mændene løber maraton, men disciplinen er for længst blevet folkesport. En af de ivrige amatører er filosof Peter Tudvad, der jævnligt løber langt i Berlin, hvor han bor. – . Foto: Mathias Irminger Sonne.

Løbetøjet er allerede på, da han åbner, så han er næsten ikke til at styre. Han ved det godt selv, siger han. Han tripper rundt i entréen, spejder flygtigt ud ad vinduet og laver spontane knæbøjninger foran Søren Kierkegaard, der fylder adskillige meter af stuens uendelige reoler.

Han er Peter Tudvad, og de bugnende bogreoler befinder sig i den berlinske bydel Kreuzberg, hvor den danske filosof og forfatter til bøger som ”Sygeplejerske i Det Tredje Rige” og Bonhoeffer-biografien ”I krig og kristendom” har boet siden 2006.

Han er ikke bare glad for at tænke. Allerede som teenager var Tudvad også god til at løbe – især mellemdistancerne.

”Desværre lavede jeg en klassisk Peter Tudvad,” siger den 50-årige filosof.

”Jeg gav den alt for meget gas, og jeg glemte i rusen helt at mærke efter. Så jeg pådrog mig et træthedsbrud på skinnebenet,” siger han og peger på et cirka 10 centimeter langt ar på siden af skinnebenet.

Tudvad ruller med øjnene og griner. Også selvom han efter operationen måtte opgive at løbe på samme niveau. Da han var i 20’erne og 30’erne, arbejdede han med egne ord derimod som ”en besat galning” på sin karriere som filosof og forfatter. Men da han var i begyndelsen af 40’erne, gik han en tænksom tur i Kreuzberg.

”Jeg tænkte. Tilbage på løbet dengang. På hvor meget man kan nå i løb, på glæden. Hvor tæt du kommer på din krop. Nå ja, og så var jeg blevet lidt smælder. Så jeg begyndte at løbe igen. Det hjalp ikke på vægten, men derimod på alt det andet. Så jeg sagde til mig selv: Jeg vil løbe et maraton her i byernes by – Berlin Marathon. Det gjorde jeg så i 2011, og nu er jeg hooked.”

”Det meste af min tid bruger jeg på at læse og skrive, så løberiet giver luft til lungerne og hjernen," siger Peter Tudvad.
”Det meste af min tid bruger jeg på at læse og skrive, så løberiet giver luft til lungerne og hjernen," siger Peter Tudvad. Foto: Mathias Irminger Sonne

Siden da har Peter Tudvad løbet mellem 10 og 30 kilometer tre til fire gange om ugen – og taget maraton-kampen op i en række europæiske byer.

”Det meste af min tid bruger jeg på at læse og skrive, så løberiet giver luft til lungerne og hjernen. Hvis jeg sidder med noget, der ikke fungerer i et manuskript, så er det bare ud og løbe en tur. Så kommer det for det meste af sig selv. Der er en perfekt harmoni mellem at skrive lange bøger og løbe langt.”

Tudvad tripper utålmodigt ned ad trapperne og ud på det ujævne fortov. Hans løbestil er unægtelig mere friseret end hans påklædning: en gammel t-shirt og et par slidte shorts.

”Jeg løber i anything. Jeg kan ikke løbe i bare tæer, så sko er det eneste, jeg bruger penge på. Jeg har intet ur, ingen smartphone, ingen apps. Jeg er stenaldermanden i løb. Jeg vil være fri. Jeg vil være i min krop, mærke, hvordan den har det.”

Det lyder som en ideologisk beslutning – en maratonløber, der i 2016 slet ikke tager tid?

”Hvad er tid?”, lyder spørgesvaret prompte uden åndenød.

”Vi har nogle enheder, og det er praktisk nok i mange sammenhænge. Men hvorfor skulle jeg måle mig, når jeg løber for velværens skyld. Det der fokus på et jævnt løb, og hvordan den foregående kilometer forløb, og hvad jeg skal nå den næste kilometer – det er dybt fremmedgørende. Så slapper man jo netop ikke af i hovedet og overlader kroppen til egen rytme og glæde.”

Peter Tudvad drejer om et hjørne og ind i Görlitzer Park, hvor tre pushere hepper på den løbende filosof med en cyklende journalist ved sin side.

”Løbe-uret er det første skridt på vejen til fitnesscenteret. Vi har fået et alt for teknisk forhold til vores krop. Når man går i fitnesscenter, går man på værksted. Man vil repareres effektivt, uden andet ubehag end den modstand eller varighed, man selv putter ind. Den moderne mand med maskintrænede muskler og vikinge-tatoveringer, men som ellers ikke er meget for at tage fat, giver jeg ikke så meget for.”

I forbifarten smiler Peter Tudvad til fire nybagte mødre med barnevogne, der laver yoga i Treptower Park.

”Allerhelst løber jeg på landet, for eksempel i min ny residens nede ved Meissen i Sachsen. Men Berlin er det næstbedste, fordi her er så meget grønt. Og så er det en lise for sjælen at komme ud og tage et menneskebad, som Kierkegaard formulerede det, når han flanerede i København.”

Hænger sjæl og legeme sammen, når du løber?

”Når det kører, bliver kroppen selvstændig. Men at kroppen nærmest trancemæssigt bevæger sig af sig selv, mens tankerne er et helt andet sted, betyder jo ikke, at man distancerer sig fra sin krop. Den er der på en anden måde. Lige pludselig kan smerten jo sætte ind, og så bliver kroppen igen ekstremt præsent. Krops-fortroligheden bryder sammen, og hvert et skridt skal pludselig overvejes bevidst. På den måde sætter løb helt klart de grundlæggende spørgsmål om sjæl og legeme i spil.”

Peter Tudvad når at nævne navnet Heidegger, før han må løbe uden om en flok ældre cyklister. Da Kristeligt Dagblad atter indhenter ham, er han allerede videre i tankerne.

”Der er mange, der brokker sig over, at folk ikke bare kan løbe et maraton uden at prale med det. Men det er da stort at løbe et maraton, det er faktisk ikke nemt. Så selvfølgelig skal det postes på Facebook. Desuden er det jo heller ikke helt ufarligt,” siger han og nævner de berømte billeder af Gabriela Andersen-Schiess, der ved det første OL-maraton for kvinder i Los Angeles i 1984 vaklede ind på stadion et sted mellem liv og død.

"Der er mange, der brokker sig over, at folk ikke bare kan løbe et maraton uden at prale med det. Men det er da stort at løbe et maraton, det er faktisk ikke nemt. Så selvfølgelig skal det postes på Facebook," mener Peter Tudvad.
"Der er mange, der brokker sig over, at folk ikke bare kan løbe et maraton uden at prale med det. Men det er da stort at løbe et maraton, det er faktisk ikke nemt. Så selvfølgelig skal det postes på Facebook," mener Peter Tudvad. Foto: Mathias Irminger Sonne

”Selvovervindelse. Jeg tror, det har et element af masochisme for alle. Tilfredsheden ved at udholde smerten. Her mangler der noget i vores kultur i dag, de iscenesatte ritualer som manddomsprøver eller kvinddomsprøver for den sags skyld, hvor der sættes noget eksistentielt på spil. For en generation siden var det vanvid at løbe maraton – i dag er det blevet folkesport. Det er stort, synes jeg. I forhold til maraton kan jeg ikke forstå de her dommedagsprofetier om, at vi radbrækker os i selvoptimeringens mølle. Ja, det kræver viljestyrke og nogle fysiske forudsætninger, som ikke alle har, men det er en fantastisk og stadig forholdsvist harmløs udfordring.”

Peter Tudvad vifter en flue væk fra sin svedige nakke, hvor hestehalen sejler rundt for hvert afsæt. For første gang skal han have rytme i vejrtrækningen, før han snakker videre.

”Ved hvert maraton løber man ind i en årtusindlang historie, helt tilbage til urmyten om Phidippedes, der løb fra Marathon til Athen med budskabet om, at den græske hær allerede havde sejret over perserne. Da han ankom, faldt han i øvrigt død om,” siger Peter Tudvad.

Som han løber her alene som en opdateret stenaldermand, er det svært at forestille sig Peter Tudvad med startnummer, chip og tusindvis af mennesker omkring sig ved Berlin Marathon. Selvom over 6000 af de cirka 40.000 startende løbere er danskere, som dermed er den suverænt største udenlandske gruppe i berlinerløbet.

”Ak ja,” sukker Peter Tudvad om danskerne, der gerne markerer deres nationalitet med rød-hvide trøjer og flag.

”Det er et mærkeligt ekskluderende fællesskab. Mange danskere ikke har fattet, at Berlin er en multikulturel metropol med en historie, der gør det vigtigt ikke at pleje det nationale. Mit navn og nummer står på brystet som alle andre. Så er der folk fra Tyskland eller Italien eller Argentina, der råber mit navn og hepper på mig og alle mulige andre. ”You can do it, Peter.” Det er et fantastisk fællesskab. Og så er der danskerne, der står langs ruten og ser nogle løbere med den rød-hvide bluse og råber ”kom så Danmark” og ”vi sejler op ad åen”. Jeg kan slet ikke have det. Det er jo ikke en national konkurrence som en fodboldkamp. I et maraton kæmper man mod sig selv, og samtidig er alle fælles om oplevelsen.”

Tudvad sætter tempoet op og snakker videre. Sit hidtil bedste, nej hurtigste, maraton løb han i Hamborg i 2014 i tiden 3:18:58, fortæller han.

”Jeg spurtede de sidste 400 meter med kræfter, som jeg ikke havde. Da jeg kom over målstregen, eksploderede jeg af glæde. Så jeg bragte mig i endnu bedre form og skulle virkelige fyre den af ved næste maraton i Frankfurt. Men her gik alt galt, og jeg blev endda skadet. Så i dag ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til at løbe bedre end dengang. Det er en væsentlig erkendelse: Du kan ikke træne din krop 10 eller 20 år yngre, end den er. Du kan ikke optimere dig selv i al evighed.”

Foto: Mathias Irminger Sonne

Så du prøver ikke at løbe fra din alder?

”Nej. Der findes mænd nok i 40’erne, der begynder at løbe maraton, og som tror, de kan bedrive en slags krops-konservering. Det hjælper måske marginalt, men for mig handler det mere om at mærke min krop inklusive at mærke, hvordan den ældes og forfalder. Det skal jeg jo leve med – forhåbentlig – nogle årtier endnu.”

Du er på trapperne med en vampyr-roman, der foregår i reformationstiden, du elsker Kierkegaard, og i det tempo, du løber lige nu, ligner du en, der prøver at løbe fra døden. Gør du det?

”Jeg har altid døden i hælene. Eller baghovedet. Det er ligegyldigt, om jeg sidder, går eller løber. Selvom vi efterhånden har fortrængt døden som en del af vores liv, så spekulerer jeg meget over døden og dens faktum. I den refleksion har så meget af tænkningen sin kilde. Rationelt ved jeg godt, at jeg selvfølgelig ikke kan løbe fra døden. Men alligevel driver den – og tanken om den – måske også.”

Parken er blevet til skov, og stien bliver mere smal et sted i udkanten af Østberlin.

”Jeg kom engang til at løbe et maraton på bagkanten af en influenza. Da jeg kom hjem, havde jeg en temperatur på 38,5 og var hamrende lykkelig trods en elendig tid. Her lærte jeg at nyde løbet i sig selv, bare at gennemføre. Ved et maraton i Hamborg har jeg siden mødt en stærkt fascinerende kvinde på 69 år, som har løbet næsten 300 maratonløb, siden hun løb sit første som 50-årig. Lidt manisk, men hun var efterhånden ligeglad med tiden og ville bare igennem og nyde det – en meget moden tilgang.”

Du sagde for et par kilometer siden, at du nok aldrig kommer til at slå din bedste tid, at man må acceptere sin alder. Mente du det ikke?

”Ja ja, men nu er jeg varm. Nu vil jeg slå den. Det er noget hø at blive ældre. For filosoffer er det ok. Men for maratonløbere kan der ikke siges meget pænt om det.”

Skoven bliver til industrikvarter, park og by.

Peter Tudvad snakker om politik, litteratur og OL-løbere, der bevæger sig som gazeller og kan hamle op med ballettens skønhed. Pludselig står han atter i Kreuzberg. Uden at ane, hvor langt han er løbet, og uden at ane hvor længe.

”Halvanden time måske. Nok til at jeg har det fantastisk,” smiler han, mens han strækker ud på en af broerne over Landwehrkanal.

Hovedet er renset og døden kommet lidt på afstand. Oppe i lejligheden venter skrivebordet, og i efteråret venter nye maratonløb. Næsten kun for nydelsens skyld.