Løb og kvindekamp

"Kvinder og mænd har langtfra altid løbet side om side", skriver dagens Krop & Sjæl skribent

Side om side: En blandet flok motionsløbere. Før i tiden bestod denne flok kun af mænd.
Side om side: En blandet flok motionsløbere. Før i tiden bestod denne flok kun af mænd. Foto: Terkel Broe Christensen.

Løbeglæde har ikke altid været noget for kvinder. I dag løber mænd og kvinder side om side. Sådan har det ikke altid været. Det skal vi huske, når vi nu nærmer os den 8. marts. Kvindernes kampdag.

Nej, vi skal ikke så langt tilbage i historien, før det at vise sig offentligt i joggesko og træningstøj var temmelig grænseoverskridende for halvdelen af befolkningen. Jeg husker da tydeligt, at vores unge nabokone dengang i midten af 1970'erne var genstand for mange kommentarer, da hun frejdigt og med sveddryppende krop viste sig på hovedgaden. Det var noget, man talte om. Mænd og heste måtte godt svede derude på landet, hvor vi boede. Kvinder måtte højst blusse klædeligt - og hvis nogen skulle dyrke kvindekroppen, så var det da manden! Sådan sagde man. Men så skete der noget.

Jogging er en gave til en selv. Det er en form for selvbekræftelse at sige, at det er tilladt - også for mig - at hengive mig til en time for mig selv. Alt for ofte gør vi ting, som vi skal. Ting, vi har ladet andre mennesker pådutte os - så mange forpligtelser, så meget ansvar. Så få valg.

Piger med idrætslige evner blev i 1950'erne og 1960'erne set på med en vis beundring. Hun er godt nok sej - selvom hun er pige. Men samtidig lå det mellem linjerne, at hun nok også var hormonforstyrret, lesbisk - i hvert fald ukvindelig - og hun ville sikkert aldrig blive gift og kunne i øvrigt næppe få børn!

Det gjorde det ikke bedre, at den medicinske viden på området byggede op under myten om det svage og spinkle køn.

Senere er det kommet frem, at megen forskning omkring mænd og kvinders fysiske formåen byggede på helt skæve præmisser. Således benyttede man unge, mandlige idrætsudøvere som den ene testgruppe, mens der for kvinderne ikke fandtes en tilsvarende trænet gruppe at undersøge! Man foretog derfor målinger på utrænede kvinder. Det medførte, at idrætsstuderende ved Københavns Universitet helt op til 1990 blev undervist efter litteratur med ”videnskabeligt” materiale helt tilbage fra 1963-1964.

Senere viste det sig, at utrænede kvinder faktisk havde en højere maksimal iltoptagelse end tilsvarende utrænede mænd. Et kvindeoprør på idrætsfronten var i gang.

Den tyske løbetræner og læge Ernst von Aaken (1910-1984) var kvindeløbets far i Europa og en vigtig forkæmper for lange løb, både for mænd, kvinder og børn. Han mente - i modsætning til Victoriatidens opfattelse - at kvindekroppen var bygget til udholdenhed. Den var lettere, havde større fedtreserver og en bedre varmeregulering. En holdning, som spredte sig til resten af idrætsverdenen i de kommende år, og som stadigvæk er gangbar viden på området.

Opfattelsen af maskuline og ufrugtbare idrætskvinder forduftede, efterhånden som man så feminine, smukke og veltrænede kvindeløbere. I 1960'erne fik langdistanceløb for kvinder sit første gennembrud, og ude i verden forsøgte flere og flere kvinder sig på maratondistancen.

Resten er historie. I dag har motionsløb udviklet sig fra at være en mandsdomineret idrætsgren til i dag at appellere til begge køn. Heldigvis.

De første kvindeløb har formentlig været de såkaldte smock races, (smock = forklæde) som var meget udbredt i England og Skotland fra 1600-tallet.

Navnet henviste til, at præmierne ofte var noget nyttigt, som kvinderne kunne bruge, for eksempel kitler og forklæder. Andre kvindeting stod også på præmiebordet - undertøj, hatte og tørret fårekød.

Løbene blev arrangeret i forbindelse med lokale festligheder og stod næppe tilbage for dagens moderne kvindeløb, hverken når det gjaldt stemning eller deltagerantal. De løbende kvinder hørte næsten altid til de lavere sociale klasser. De havde ikke så megen ærbarhed at tabe som borgerskabets døtre.

At deltagernes alder kunne variere, ser man af et af de kendte løb, som hed Old Wives Lees. Løbetøjet havde ikke just et kropsvenligt snit. De lange kjoler forhindrede en effektiv, terrængående stil, og det vakte naturligvis stor jubel blandt tilskuerne, da to af byens løse kvinder stillede op i mere løbevenligt undertøj!