Vi møder dem ofte i hverdagen. Løgnene. Og mange af os gør det også indimellem selv. Lyver.
Om det er en lille løgn, om at kagen er hjemmebagt, når posen er fra bageren, eller det er en politiker, der fejer noget ind under gulvtæppet, gælder det for begge dele, at det er usandt.
Ifølge en nyere undersøgelse, som den britiske avis Daily Mail har beskrevet, indrømmer fire ud af fem kvinder, at de lyver hver dag, mens mændene siger, at de taler usandt to ud af fem dage. Spørgsmålet er så, om alle deltagerne i undersøgelsen talte sandt.
For at afdække den store forskel har man blandt andet spurgt kvinderne om, hvorfor de lyver. Hertil svarede 55 procent, at de gør det for at skåne andres følelser eller for at få dem til at få det bedre.
Desuden viste det sig, at 32 procent af løgnene var ”for ikke at få ballade”. Andre hyppige grunde til at lyve var ”for at bevise en pointe”, ”for at undgå at tabe ansigt” og ”fordi livet er kompliceret”.
Men hvorfor er tendensen til at lyve tilsyneladende blevet en del af vores psykologi, og hvad gør det ved os, når vi lyver? Det er fuldstændig afhængigt af vores incitament til at lyve, mener Henrik Høgh-Olesen, der er professor ved psykologisk institut på Aarhus Universitet.
Overordnet set kan løgne inddeles i to grupper. Der er den egoistiske løgn, vi fyrer af udelukkende for egen vindings skyld, og den altruistiske løgn, bedre kendt som den hvide løgn. Sidstnævnte stikker vi ofte for at skåne hinanden, omend man selvfølgelig kan diskutere, hvornår det egentlig er hensigtsmæssigt.
”Når man forsøger at vise omsorg for en anden ved at komme med en hvid løgn, er det, fordi man forsøger at være nænsom og kærlig. Det giver fornemmelsen af at være et godt menneske, og hjernen belønner den form for adfærd, sådan så vi føler os godt tilpas bagefter,” siger Henrik Høgh-Olesen.
Når det kommer til den egoistiske løgn, har vi derimod helt andre grunde til at fremsige de falske ord. Her handler det ifølge Henrik Høgh-Olesen om at stå bedre i den sociale kamp:
”At gøre sig bedre end man er for derved at sikre, at andre vil arbejde sammen med én, parre sig med én og dele livet med én, kan føles som en nødvendighed for mange af os. Derfor smykker vi os med lånte fjer, så vi får en bedre status hos andre mennesker.”
Og netop vores ønske om at gøre et godt indtryk på andre er altafgørende for vores tendens til at tale usandt, mener Michael Sjøberg, der er kandidat i statskundskab og ekspert i at aflæse kropssprog og opdage løgne. Han peger på, at mennesker er flokdyr, hvorfor det er centralt for os at have et godt forhold til dem, vi er i flok med.
Kommer vi ud i problemer, der kan sætte os i fare for at blive udstødt, har vi en tendens til at lyve for at beholde vores plads. Det er imidlertid ikke uden omkostninger for vores helbred, når vi taler usandt.
”Vores stresssystem er stort set det samme, som dengang vi var hulemennesker, så når vi kommer med en lodret løgn, og der virkelig er noget på spil, får vi stresshormoner som adrenalin og kortisol i blodet, som mødte vi en stor brun bjørn i Canada. Godt nok har hjernens frontallapper, som vi bruger til at lyve med, udviklet sig, men vores overlevelsesmekanismer er de samme,” siger han.
Og at løgne sætter vores system på prøve, har da også vist sig i tidligere undersøgelser. Blandt andet fremlagde en psykologiprofessor fra University of Florida på American Psychological Associations årlige kongres i Orlando, Florida, USA i 2012 resultater, der viste, at færre usandheder kan lede til bedre helse. Professorens forskning viste, at en reduktion af bevidste løgne forbedrer sundheden.
Undersøgelsen omfattede 110 personer mellem 18 og 71 år. Halvdelen fik at vide, de skulle holde op med at lyve i en periode på to en halv måned, mens den anden halvdel ikke skulle ændre på noget.
En gang om ugen skulle begge grupper besvare spørgsmål om deres egen sundhed og relationer. Her viste det sig, at den halvdel, der gik efter ikke at lyve, rapporterede om at være mindre anspændte og nedtrykte, og de havde færre fysiske plager som hovedpine og ondt i halsen. Deres svar blev tjekket med en løgnedetektor, og det kommer ikke bag på Michael Sjøberg, at vi får det bedre af at skrue ned for usandhederne:
”Hvis vi lyver meget over længere tid, får vi et forhøjet niveau af stresshormoner, og det er rædselsfuldt. Det holder os vågne og er generelt bare nedslidende for krop og sind.”
Han forklarer desuden, at det først og fremmest er de store løgne, der sætter tilhørsforholdet til familie og venner på spil, som aktiverer vores overlevelsesmekanismer og dermed holder kroppen i en konstant stresstilstand. Han mener, at diskussioner om løgn og sandheder ofte kommer til at handle om etik og moral, mens vi glemmer, at det også har en fysisk pris.