Vandet var lunkent på den behagelige måde, og det dampede i luften, da jeg friede til Elisabeth. Det var i slutningen af maj i 2004, og vi befandt os i Den Blå Lagune på Island - ikke så langt fra Reykjavik. Elisabeth og jeg var taget derop på ferie.
Faktisk havde vi vundet rejsen. Jeg havde været der flere gange for at arbejde og optræde sammen med Poul Dissing, og nu ville jeg gerne vise hende øen, som jeg holder meget af. Vi havde taget badetøj på og sad der i lagunens vand. Fordi det endnu ikke var blevet sommer, var luften kølig, og vi lagde os på knæ i det lune vand for at holde varmen.
Mens jeg sad der, kom jeg til at tænke på den der gamle vittighed med ”er der ikke noget, jeg kan foretage mig, når jeg nu er hernede”. Og så spurgte jeg, om hun ville gifte sig med mig. Hun sagde ufortrødent ”ja, det vil jeg gerne”, og vi var naturligvis begge meget glade. Det var nok ikke udelukkende af kærlighed, at luften dampede, men dampede, det gjorde den.
Om aftenen spiste vi på Restaurant Perlan i Reykjavik. Jeg tror, vi fik noget fisk og vin for at fejre det. Hun fik ikke nogen ring. Jeg har aldrig kunnet fordrage at gå med ring. Mit frieri var spontant, men jeg var godt klar over, at vores forhold ikke bare var forbigående. Vi blev faktisk bare mere og mere forelskede i hinanden. Så derfor gav det mening at fri.
Vi havde kendt hinanden i godt et år, da jeg friede. Da vi mødte hinanden, boede Elisabeth i Vejle og arbejdede som jurist i Odense. Hun havde det sådan, at hvis vi skulle flytte sammen, skulle vi også gifte os. Hvis hun skulle flytte over til mig i Virum og sige sit gode job op, ville hun ikke bare være Benny Andersens kæreste. Vi blev gift på Rådhuset i Lyngby den 27. august. Det var kun os to. Når det ikke er første gang, man bliver gift, og når man har en vis alder, gør man ikke noget stort nummer ud af det. Elisabeth kan huske, at jeg havde et lyst jakkesæt på, og hun var i en hvid kjole fra Ivan Grundahl. Hun er min påklæderske. Bagefter spiste vi en god frokost.
Vi har begge været gift før, jeg to gange, og hun én gang. Vi tænker nok over, at vi ikke skal gøre de samme fejltagelser som tidligere. Og så er vi gode til både at overraske hinanden, rejse sammen og kede os sammen. Nu har vi haft 10-årsbryllupsdag, og så er vi vel kommet gennem de værste kriser. Vi har meget forskellige temperamenter, men vi beder altid om godt vejr, når vi har været oppe at toppes. Vi er ikke flegmatikere. Det skaber også lidt mere spænding, at vi ikke er ens.
Vi har ikke været på Island, siden jeg friede. Men hvert år på vores bryllupsdag får vi noget godt at spise. Og champagne.