Kære Brevkasse
Jeg har med stor interesse læst brevkassen i mange år, og de allerfleste gange har jeg følt mig vældig opløftet derved. Men for tre uger siden gav I dog et svar, som jeg føler mig foranlediget til at føje nogle kritiske bemærkninger til. Selv er jeg sidst i 80'erne, og for fire år siden fik jeg konstateret prostatakræft, der også havde bredt sig til knoglerne. Jeg gik nærmest som en selvfølgelighed i gang med den anbefalede behandling, men hen ad vejen fik jeg alligevel skrupler.
Jeg havde ikke problemer med behandlingen, og den virkede tilsyneladende også efter hensigten. Men hvad der faldt mig for brystet var den nærmest samlebåndsagtige, sterile og udeltagende måde, hvorpå det hele foregik.
Jeg blev informeret om, at behandlingen kunne have visse utilsigtede bivirkninger, som man ikke på forhånd kunne vide noget om, men sådan var det bare - hvilket godt nok var noget, som jeg vidste i forvejen.
Jeg havde hørt mange tilfælde hos nogle, jeg kendte, og andre, som jeg havde hørt om, havde haft det forfærdeligt med diverse kræftbehandlinger, inden de til sidst slap fri. Og dette sammenholdt med min fremskredne alder gjorde, at jeg afbrød behandlingen og begyndte mere grundigt at overveje, hvad jeg spiste. Det allervigtigste i denne sag var, at min 15 år yngre kone bakkede mig fuldt og helt op.
Jeg tænker på jeres svar. Det må bero på uvidenhed, at I kan knytte et større håb til sundhedsvæsenets behandling end til en målbevidst alternativ behandling. Og når I fremhæver, at behandling ikke tilbydes, hvis den er udsigtsløs, så mener jeg, at det er direkte forkert, ligesom jeres udsagn om, at cannabis ikke kan helbrede, ikke kan være andet end en trossag.
Siden fik vi rent tilfældigt øje på en bog af Andreas Moritz: ”Kræft er ingen sygdom, men en overlevelsesmekanisme” med forord af Carsten Vagn Hansen, som er kendt som radiodoktoren. Og den gav os et ganske andet billede af kræften, end det vi ellers havde haft, og derigennem fik vi ligesom en struktur på nogle alternative muligheder, herunder også de forbudte, som jeg nu i mere end to år og med godt resultat har holdt mig til.
Jeg kan her tilføje, at jeg på intet som helst tidspunkt igennem de snart fire år, der er gået, siden jeg fik diagnosen, har haft ondt nogetsteds i kroppen. Jeg kan i dag sige, at jeg har det rigtig godt. Om jeg er blevet rask, ved jeg ikke, og det interesserer mig heller ikke.
For mig er humlen i polemikken omkring alternativ kontra officiel behandling en strid om kejserens skæg, som holdes gående af kapitalinteresser, og fordi der nu engang ikke kan tages patent på naturprodukter, har disse ikke kapitalens interesse.
Det, som for mig er det væsentligste i denne henvendelse, er at gøre opmærksom på, at når et selvstændigt tænkende menneske drager den slutning, at en kræftbehandling er imod dets inderste ønske, så er det ikke andre menneskers sag at begynde at rokke ved den. For der er jo nu engang alligevel ingen, der kender hverken sandheden eller morgendagen. Jeg synes derfor ikke, at jeres respons til tanten om at påvirke og stille spørgsmålstegn til sin kræftramte nieces beslutning om ophør af behandling er det rigtige svar, når niecen ikke selv har udbedt sig en samtale med hende om det. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være gået mig, hvis min kone ikke fuldt og helt havde bakket mig op.
Venlig hilsen
Vilhelm
Kære Vilhelm
Tak for dit brev, som vi har forkortet lidt. Vi er glade for at høre, at du gennem mange år har haft glæde af brevkassen. Når det drejer sig om så vigtige emner, som vi beskæftiger os med, vil det nok være mærkeligt, om der ikke skulle komme nogle gange, hvor du også er helt uenig med os, især når dine egne erfaringer måske kolliderer med det, vi skriver om.
Det er trist at høre, at du har oplevet hospitalet lidt samlebåndsagtigt. Og det er du desværre nok ikke den eneste, der har erfaret, selvom der heldigvis også er mange, som har haft gode oplevelser med respektfuldt og kompetent personale. Der er rigtig mange millioner kontakter, arbejdsgange og konsultationer mellem patienter og personale på vores sygehuse hvert år, og nogle af dem går af forskellige årsager desværre ikke så godt.
Vi kan kun glæde os over at høre, at du på mange måder har det godt og ikke mærker noget til kræften, som ramte dig for fire år siden, især når man tænker på, at der var spredning til knoglerne. Vi kan selvfølgelig ikke give en forklaring på, hvorfor det er gået så godt for dig, men måske er det en kombination af mange ting, som i forskellig grad og tilsammen har bidraget til det. Du har fået den primære behandling for din prostatakræft i sundhedsvæsenets regi. Det tror vi, har været grundlæggende vigtigt.
Og statistikken siger, at over 80 procent med prostatakræft lever efter fem år. Det kan måske også have betydning, at kræft ikke altid vokser så hurtigt, når man er oppe i årene, ligesom der altid statistisk set vil være nogle procent af alle ramte, der klarer sig rigtig godt, selvom en hel del flere mennesker med samme sygdom måske rammes hårdere. Vi tror også, at din hustrus støtte til livsmod og håb både nu og tidligere har været meget vigtig.
Vi mener bestemt, at en balanceret kost og en sund livsstil kan have vigtig betydning både forebyggende og behandlingsmæssigt for mange sygdomme, inklusive kræft. Men ikke alene. Og når du nævner Andreas Moritz som en kilde til indsigt, kan vi ikke andet end være helt uenige. Moritz døde for et par år siden som 58-årig. Han er ikke læge eller forsker, men han kommer alligevel med mange påstande, som er hans egne private og helt udokumenterede synspunkter. At den tidligere radiodoktor skriver forord i den bog, er svært at forstå. Det værste er egentlig, at nogle mennesker via hans bøger kan føle sig foranlediget til at vælge relevant og dokumenteret behandling helt fra - eller komme for sent i gang med den.
Vi er ikke imod alternativ behandling, hvis den bruges som en supplerende behandling, og hvis den ikke lover mere, end den kan holde. Og vi er overbeviste om, at alle ting, som fremmer livsmod, tro, håb og kærlighed er vigtige og stærke kræfter mod sygdom af både fysisk og psykisk art. Men ikke i modsætning til det, som er fremdraget af viden ved møjsommelig og kritisk forskning. Det er den møjsommelighed, der for eksempel står bag ved lægevidenskabens helbredelse af den ene store folkesygdom efter den anden i de sidste hundrede år. Og det er den viden, som gjorde, at en af os overlevede lymfekræft for en del år siden.
Og så understreger du, at man skal respektere et kræftramt menneskes behandlingsvalg. Det kan vi følge dig i et stykke ad vejen. Men det fordrer, at valget har mulighed for at blive taget på et oplyst grundlag, hvor de forskellige muligheder og risici er fremlagt på saglig og god vis. Problemet er, at når et menneske får en kræftdiagnose, er det menneske ofte samtidig i stor krise og kan let blive ensom inde i sig selv. Og da kan valget nogle gange blive irrationelt og ugennemtænkt, hvis man ikke har pårørende og professionelle, som både tænker klart og har mod til at spørge, støtte og udfordre - med respekt.
Mange hilsener