Måske ser vi helt forkert på kærligheden

Kærlighed, parforhold, kærester,

Tegning: Morten Voigt Iris

Kærlighed behøver ikke være den evige forelskelse, kulturhistorien har opdraget os til at lede efter. I stedet kan den opstå spontant, når man smiler til et andet menneske, siger forsker

Det moderne menneske hungrer efter kærlighed. Nettet bugner af datingsider, der faciliterer muligheden for at møde kærligheden ud fra mere og mere specifikke kriterier. Og også i lommen kan man fra telefonen måske finde den store kærlighed.

Alligevel har danskerne svært ved kærligheden. Sidste år blev der sat rekord i antallet af skilsmisser, og 1,5 millioner danskere lever alene.

Det samme scenarie gør sig gældende i resten af verden, og i USA udkom i sommer bogen ”Modern Romance” skrevet af komikeren Aziz Ansari og sociologen Eric Klinenberg. Her forsøger de at finde ud af, hvorfor så mange har svært ved at finde kærligheden, i en tid hvor vi har alverdens teknologiske hjælpemidler til det.

En af deres forklaringer er forventningerne til kærligheden.

”Vi vil have en bedste ven og en betroet og passioneret elsker, og oven i det lever vi dobbelt så lang tid. Vi beder altså en enkelt person om at være alt det, en hel landsby før gav os: tilhørskraft, identitet og kontinuitet, men også eventyr, mystik, originalitet, genkendelighed, forudsigelighed og overraskelse,” skriver de i bogen.

Deres synspunkt bakkes op af Katrine Frøkjær Baunvig, der er postdoc ved Grundtvig Centeret i Aarhus og forsker i kærlighedens kulturhistorie.

”Vi forventer at blive væltet fuldstændigt omkuld. At blive voldforelsket i én, som matcher os økonomisk, intellektuelt, socialt, fysisk og så videre. Det kræver altså en del research,” siger hun.

Hun fortæller, at den romantiske kærlighed som ideal fødtes i 1200-tallets troubadourlitteratur som fortællingen om Tristan og Isolde. Deres kærlighed var stor og skæbnebestemt, og følelserne var så voldsomme, at kærligheden ikke kunne leve i virkeligheden, så de elskende måtte dø. Den kærlighed, de stod for, blev skabt som en ideel modsætning til ægteskabet, der dengang ofte blev arrangeret ud fra fornuftshensyn. Efterhånden som historiske omstændigheder som stigende velstand og ligestilling ændrede samfundet, blev den romantiske forestilling om kærlighed til selve forudsætningen for ægteskabet. Og det er altså den forestilling, vi søger efter, når vi i dag leder efter den store kærlighed.

Samtidig har samfundet ændret sig, og vi er blevet mere dynamiske mennesker, der flytter rundt efter karrieren og plejer interesser, der kan skifte igennem livet. Det gør det også svært at fastholde kærligheden til den samme partner, siger Casper Høeg Radil, der er sociolog og gæsteforsker ved institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet.

”Tidligere blev man måske sammen, fordi det var den eneste mulighed på grund af økonomi, men i dag har man i højere grad mulighed for at finde en ny partner, som passer bedre til det menneske, man er lige nu og her,” siger han.

Men måske ser vi i virkeligheden helt forkert på kærligheden.

For nylig sad forfatter Lars AP på Blågårds Plads i København og stirrede en vildt fremmed kvinde ind i øjnene, efter at de havde besvaret 15 personlige spørgsmål. Han forelskede sig en lille smule i kvinden. Mikroforelskelsen skete til et arrangement, han selv stod bag. Som stifter af bevægelsen Fucking Flink, der siden 2010 gennem bøger, arrangementer og en populær Facebook-side har forsøgt at gøre danskerne mere flinke, havde han inviteret forbipasserende københavnere til at fejre det magiske møde mellem fremmede.

Idéen tog udgangspunkt i et amerikansk eksperiment kaldet The Love Experiment - kærlighedseksperimentet - som psykologen Arthur Aron stod bag i 1997. Her fik han to fremmede mennesker til at forelske sig i hinanden, efter at de havde besvaret 36 personlige spørgsmål og stirret hinanden ind i øjnene i fire minutter.

Lars AP og Fucking Flink havde ikke til formål at få fremmede mennesker til at forelske sig, men derimod bare at mødes. For i en hverdag, der foregår mere og mere på internettet, ville Lars AP gerne bringe det magiske møde tilbage i den fysiske verden. Selv er han lykkeligt gift og har ingen planer om at få et forhold til den fremmede kvinde, han stirrede ind i øjnene.

”Jeg har en oplevelse af, at nu, hvor en stigende del af vores liv leves på internettet, og man ikke engang behøver at bevæge sig ned i supermarkedet for at få dagligvarer, står vi med en mangel. Som mennesker har vi et primitivt behov for hinanden, og det behov dækkes ikke via nettet. Vi bliver nødt til at se hinanden fysisk en gang imellem,” siger han.

Kærlighed er nemlig ikke den store, brusende følelse, vi kender fra nyforelskelsen. I stedet er den det øjeblik, der opstår mellem to mennesker, der får øjenkontakt. Det mener den amerikanske psykolog og forsker Barbara Fredrickson, der i 2013 udgav bogen ”Kærlighed 2.0”.

Her forklarer hun, at kærlighed i stedet er et ”mikroøjeblik”, en forbindelse mellem to mennesker karakteriseret ved et væld af positive følelser. Mikroforelskelsen kan deles mellem et kærestepar, en mor og hendes barn - eller to vildt fremmede mennesker, der får øjenkontakt på gaden eller deler et smil i bussen.

Ifølge Fredricksons teori kan en sådan forbindelse mellem to mennesker ikke medieres gennem en skærm. Når man mikroforelsker sig, sker det nemlig blandt andet, fordi hormonet oxytocin, der også går under navnet ”kærlighedshormonet”, udskilles, når man er tæt på et andet menneske. Det udskilles især under sex, men også ved smil og øjenkontakt, og det er det stof, der får to mennesker til at føle, at de hører sammen.

Men selvom det for de kærlighedshungrende moderne singler kan lyde skuffende at skulle neddrosle forventningen til kærligheden, kalder Barbara Fredrickson selv mikroforelskelsen en mere realistisk og opnåelig version af kærligheden.

”Jeg kan godt lide idéen om, at mikroforelskelsen sænker barren for kærlighed. Hvis du ikke har en udkåren, betyder det ikke nødvendigvis, at du ikke har kærlighed i dit liv. Det gør kærligheden mere opnåelig i hverdagen, uanset om man er i et forhold eller ej,” har hun udtalt til det amerikanske magasin The Atlantic.

Så måske findes kærligheden bag den næste profil, man forbindes med på en datinghjemmeside. Eller måske opstår den momentant, næste gang man står i køen i Brugsen og får øjenkontakt med en anden kunde.