Kåre Gade: Hvis jeg har lyst til at slå fruen ihjel, gør jeg det

“Måske skal det være mit nytårsforsæt at holde op med at kalde dig for fruen,” siger jeg. Fruen fnyser. “Det kan du jo ikke holde,” siger hun. “Skal vi vædde?” siger jeg.

Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad
Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad. Foto: ANDREW ATKINSON .

Vi sidder i køkkenet og drikker sjatter, mens vi gør status over 2014 - det første år uden hjemmeboende børn siden 1986. Det føles ikke, som om de har været væk, hvilket muligvis skyldes, at de og deres kærester på anden uge er tilbage for at fejre jul, sove til frokost, smide våde håndklæder på gulvet og skændes om fjernbetjeningen, mens rodet breder sig til husets fjerneste kroge.

“Men de har også fyldt dit liv i løbet af året. Alle dine julekort handlede om drengene. Det er meget rørende,” siger fruen.

“Der er da også sket andre ting i mit liv,” siger jeg.

“Nævn et eksempel,” siger fruen.

“Jeg fik udgivet en kogebog,” siger jeg.

“Som handlede om drengene,” siger hun.

“Og, ikke at forglemme, om dig,” siger jeg.

“Verdens mindst anmeldte kogebog,” siger hun.

“Vejle Amts Folkeblad anmeldte den,” siger jeg.

“Lunkent. Fordi anmelderen ikke brød sig om, at du kalder mig for fruen,” siger fruen.

Jeg kommer i tanker om, at 2014 også var året, hvor fruen og jeg en sommerdag befandt os på første revle i Kattegat, da en gruppe pensionister svømmede forbi os.

“Vi glæder os til at læse avisen på fredag,” sagde en af dem.

“Og det er så fruen, formoder jeg,” sagde en anden. Hvis han havde haft hat på, ville han have lettet på den.

“Folk, jeg aldrig har mødt, kalder mig for fruen. Jeg vil ud af din klumme,” sagde fruen, da vi kom op på stranden.

“Baby, jeg har gjort dig berømt. Du behøver ikke sige tak,” sagde jeg.

Nu, i nytårsmørket et halvt år senere, kommer jeg pludselig i tvivl om, hvorfor jeg overhovedet fandt på noget så åndsvagt som at kalde fruen for fruen.

“Er det begyndt at være en smule irriterende, at jeg kalder dig for fruen?”

“Det har altid været irriterende,” siger fruen.

“Jeg tænkte på læserne. Er det ikke lidt corny? Tror du, det ville være bedre, hvis du bare var min kone?” spørger jeg.

“Jeg har altid hellere villet være din kone,” siger fruen.

“Det var sødt sagt,” siger jeg.

“Der var også engang, hvor du begyndte at kalde mig din hustru,” siger fruen.

“Nej? Hvornår?” spørger jeg.

“Da vi var nygifte. Vi stod hos bageren, og du sagde: Jeg skal lige spørge min hustru, hvor mange birkes vi skal have',” siger hun.

“Det var bare for at prøve, hvordan det lød.”

“Du var 24. Det lød, som om vi var mennonitter.”

“Måske skal det være mit nytårsforsæt at holde op med at kalde dig for fruen,” siger jeg.

Fruen fnyser.

“Det kan du jo ikke holde,” siger hun.“Skal vi vædde? I dine øjne er jeg ikke nogen mægtig mand, men i min klumme er jeg Universets Hersker. Jeg er omnipotent,” siger jeg.

“Er du ikke nødt til at spørge redaktøren?” siger hun.

“Ingen skal bestemme, hvad jeg kalder min kone. Hvis jeg har lyst til at slå fruen ihjel, gør jeg det,” siger jeg.

“Nu bliver jeg helt bange,” siger fruen.

“Du har intet at frygte. Hvordan vil du gerne slås ihjel?” spørger jeg.