Man kan godt være både dansk og muslim

Jurastuderende Natasha Al-Hariri, som er aktiv i flere organisationer med fokus på integration, mener, at vi skal blive bedre til at invitere hinanden indenfor på tværs af religioner. Foto: Leif Tuxen

De læser Koranen, som fanden læser Bibelen. Som helt almindelig muslim er det svært at skulle forsvare sit valg, sin religion og sin bog på grund af nogle få idioter
Natasha Al-Hariri om Islamisk Stat

Hver gang terroren rammer, må jurastuderende og muslim Natasha Al-Hariri forsvare sin tro og sit tørklæde. Grundlæggende fordi danskere og nydanskere ikke kender hinanden, mener hun

Fredag aften for en uge siden sad 26-årige Natasha Al-Hariri om bord på et fly fra München til København. Flyet lettede klokken 22. Da hun landede i København klokken 23.45 og tændte sin telefon, begyndte beskederne én efter én at tikke ind. Terroren havde ramt igen.

Da blev hun alvorligt ked af det. München var sidste stop på en rundrejse, som også talte Lesbos og Serbien. Sammen med et tv-hold fra DR rejste Natasha Al-Hariri rundt til de tre destinationer for at møde syrere på flugt. Det skal blive til en tv-dokumentar, som bliver sendt i december.

”Jeg var fyldt til randen af al den elendighed, vi havde oplevet og de mennesker, vi havde mødt. Det er jo netop den islamiske terror, de flygter fra. Den weekend blev jeg hjemme i lejligheden. Jeg kunne ikke kapere eventuelle kommentarer og blikke, jeg kunne blive mødt med på grund af mit tørklæde. Men søndag aften tog vi ind til den franske ambassade for at vise vores medfølelse. Det er vigtigt at stå der og se folk i øjnene og vise, at man er ked af det,” siger hun.

Og de allerfleste dage færdes Natasha Al-Hariri med rank ryg i København, hvor hun både skriver speciale i jura og arbejder. Og i Høje-Taastrup, hvor hun bor i en lille lejlighed med sin mand Niddal El-Jabri, der er selvstændig, og deres toårige søn Gabriel. Hun er også bestyrelsesmedlem i organisationen ”Refugees Welcome”, der yder juridisk rådgivning til flygtninge og medlem af Rådet for Etniske Minoriteter.

Hun er muslim, går med tørklæde og har besluttet sig for, at hun ikke vil lade sig mærke med de fordømmende blikke, hun nogle gange får. For tiden bærer hun sit tørklæde som en turban i Karen Blixen-stil, men det er udelukkende fordi det er fashion, som hun siger.

”Men forleden mødte jeg en muslimsk kvinde i toget, som også var begyndt at binde sit som en turban, fordi hun var bange for folks onde blikke. Det er åbenbart mere spiseligt, når vi har tørklædet sådan her. Islamofobien trives.”

Vi sidder i stuen i lejligheden i Høje-Taastrup og drikker te af musselmalede krus og spiser brunkager til. Over sofaen hænger grafiske kort over Aarhus og København - parrets to hjembyer. På tv'et kører børneprogrammet Ramasjang på lav styrke. Gabriel tuller rundt og leger med sin togbane og spiser den aftensmad, som hans far kommer med. Situationen ligner den, man kender, fra tusindvis af andre danske familier på en hverdagsaften ved 18-tiden.

Natasha Al-Hariri kommer fra ”en brun familie”, som hun selv kalder det. Hun blev født i 1989 i Holland under forældrenes flugt fra Libanon til Danmark. Da hun var fem måneder, kom familien til Sandholmlejren. Efterfølgende blev de tildelt en lejebolig i Hellerup, hvor hun voksede op med sine forældre og tre brødre.

Og det har nok været familiens held, mener hun selv. Hun gik på Tranegårdsskolen i Hellerup, hvor Kronprinsens børn går i skole i dag. Hun var den eneste muslim i klassen, så klasselæreren inviterede Natashas mor ind i klassen for at fortælle om islam. Sin studentereksamen fik Natasha på Øregaard Gymnasium.

”Dengang talte man slet ikke om forskellighed som i dag. Det var ikke et tema. Jeg var egentlig lidt glad for at skille mig ud. Derhjemme har vi altid værnet om den arabiske baggrund, mens vi var meget danske alle andre steder. Mine forældre tog det danske ind og var indstillet på, at det skulle fungere. De gav os nogle åbne rammer, og jeg kunne invitere veninder med hjem for at opleve ramadan og eid,” siger hun.

Fra Libanon var forældrene vant til et multikulturelt samfund, hvor en stor del af deres naboer var kristne. Så for dem var det ikke nyt at skulle leve side om side med folk med en anden tro.

Og derfor var det i orden, at Natasha Al-Hariri sammen med sin storebror begyndte at gå til KFUM-spejder. I 3.-4. klasse gik hun også til minikonfirmand. Da hun kom hjem med en børnebibel, sagde hendes mor, at datteren måtte sige til, hvis hun var i tvivl om noget, men at ikke alt i Bibelen stemte overens med islam.

Hendes mor har altid båret sit tørklæde med stolthed, og det inspirerede Natasha Al-Hariri. For hende er islam grundlaget for den person, hun er. Det er der, hun finder tryghed, og den måde, hun behandler andre mennesker på, udspringer af islams etik og moral. Derfor var tørklædet vigtigt for hende.

”Når vi besøgte familien i Libanon, havde jeg altid tørklæde på. Og jeg var grædefærdig, når mine forældre sagde, at jeg skulle tage det af, når vi kom til Danmark. De var bange for, at jeg ikke var moden eller stærk nok til at klare de kommentarer, det kunne medføre. Da jeg var 13, fik jeg endelig lov. Mine danske veninder var lidt forundrede, men da jeg forsikrede dem om, at jeg stadig var den samme person, var de bare sådan 'nå o.k.'.”

I dag er forskelligheden i den grad blevet et tema. Flygtninge strømmer til Europa, samtidig med at de europæiske lande er i højt alarmberedskab på grund at terrortruslen. Det bekymrer Natasha Al-Hadiri.

Artiklen fortsætter under billedet  

”Dengang talte man slet ikke om forskellighed som i dag. Det var ikke et tema," siger Natasha al-Hariri om sin opvækst i Hellerup. Foto: Leif Tuxen

”Det er en frygtelig tid, vi befinder os i lige nu. Det er hårdt at acceptere, at Europa er under angreb. Og det er noget, der kan ramme os alle sammen. Det er jo ikke sådan, at man, fordi man er muslim, har en beskyttelseshinde på mod terror. Angrebet i Paris viste jo netop, at det kan ramme alle.”

”Udviklingen i Danmark lige nu skræmmer mig. Stramninger på integrationsområdet og den retorik, der bliver brugt om flygtninge. Heldigvis er vores søn dansk, så det rammer ikke ham på den måde. Men jeg håber sådan, at vi kan finde et fælles ståsted for danskerne. Jeg ønsker mig et samfund, hvor man ikke taler om, hvor min søn kommer fra. Min mands far kom her til i 1964. Det er en menneskealder siden. Hvor længe efter skal vi blive spurgt om, hvor vi kommer fra, og hvor vi hører til? Jeg er skam stolt af min baggrund, og jeg mener også, at den har givet Danmark noget. Men der ligger en kæmpe opgave i at ændre på den 'dem og os-retorik', som i den grad præger debatten.”

Hun mener, der skal gøres noget for både gammeldanskere og nydanskere, når det kommer til integration.

”Der er store udfordringer på integrationsområdet, og det er da et problem, at de brune danskere er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken, og at mange af de unge mænd med muslimsk baggrund ikke klarer sig godt. Jeg mener, det er manges ansvar, at det er sådan. Moskéerne må være opmærksomme på radikalisering og skole de unge i, at det at være muslim ikke er lig med at være kriger i Syrien eller terrorist i Frankrig. Forældrene har også et stort ansvar, men mange krigsflygtninge har ikke magtet opgaven. Men de fik måske heller ikke værktøjerne. Samlet set er alle for dårlige til at gribe ind over for problemerne. Vi lader det stå på for længe. Det nytter ikke at tage fat i en 18-årig radikaliseret mand. Der er det alt for sent. Den regering, vi har lige nu, vil desværre heller ikke alle det bedste.”

Man hører ofte den fordom, at nogle flygtninge og indvandrere sidder på overførselsindkomst og lader sig opvarte af samfundet. Og ifølge Natasha Al-Hariri er der noget om snakken.

”Krævementaliteten er ikke bare en fordom. Den eksisterer desværre. Mine forældre siger nogle gange, at de simpelthen fik det for nemt, da de kom til Danmark. De fik økonomisk hjælp og hjælp til bolig, men de blev ikke pacet til at blive omskolet eller tage en uddannelse. Der var for få krav. Til gengæld mener jeg, at vi nu er endt i den anden grøft.”

Til trods for den trygge opvækst i Hellerup havde to af hendes egne tre brødre det selv svært i skolesystemet. I en periode var de sådan nogle vrede unge mænd, der stod med skuldrene oppe og skulede ondt, husker hun.

”Jeg tror, det var en forsvarsmekanisme, fordi de ikke følte sig gode nok og ikke magtede flere negative kommentarer. Min storebror var den første, der tog turen gennem skolesystemet, og det var et frygteligt forløb for ham. Selvom mine forældre ville gøre alt for, at det skulle gå godt, så havde de ikke nogen brugsanvisning til den danske folkeskole. I Libanon, hvor de selv havde arbejdet som lærere, havde skolen en langt mere opdragende rolle. Det tog tid at finde ud af, hvordan det var i Danmark. De stolede blindt på, hvad kommunen sagde, for de havde ikke egne erfaringer at trække på. Det betød, at min storebror oplevede at blive parkeret i systemet.”

I dag klarer alle hendes brødre sig godt. Efter hendes vurdering fordi hendes forældre aldrig gav op.

”De lænede sig aldrig tilbage og sagde, at de ikke kunne styre dem. Det er ofte problemet, at forældrene simpelthen giver op. De blev ved med at stille krav til dem, men gjorde det også klart for dem, at vores hjem var et trygt sted, hvor de kunne læsse af. De har haft mennesker omkring sig, som kunne rumme dem. Men de har også selv truffet valget om, at de ville have et bedre liv.”

Når en del indvandrerdrenge halter bagefter i skolen og på arbejdsmarkedet, skyldes det formentlig, at de oplever en voldsommere stigmatisering end piger med tilsvarende baggrund, mener Natasha Al-Hariri.

”En stigmatisering, der foregår på gaden, i skolerne og på arbejdspladserne. Det er svært at hedde Abdul og stå der med brede skuldre og tidlig skægvækst. Det bliver let en selvopfyldende profeti, hvor de får følelsen af, at de ikke dur til noget. Og så tænker nogen måske, at de ligeså godt kan melde sig ud af samfundet, og at kriminalitet er en vej at gå.”

Natasha Al-Hariri er shiamuslim, mens hendes mand Nidal har palæstinensisk baggrund og er sunni. De kommer ikke i nogen moské.

”Der er meget få imamer i Danmark, jeg kan relatere til, og som vil kunne forstå mine udfordringer og spørgsmål om, hvordan det er at være dansk muslim. Det primære problem er, at de fleste imamer kommer udefra. De har ingen forståelse for, hvad der sker i Danmark og hvilke daglige udfordringer, der er.”

Det bliver i medier og offentlighed diskuteret, om der findes noget i islam, der ansporer til vold.

”Det er et faktum, at salafisterne er fjendtlige over for alle. Og det er den gren af islam, som Daesh (Islamisk Stat), Taleban og Al Qaeda udspringer af. Men deres tolkning af islam og deres terrorhandlinger er en afvigelse af islam. Det er en minoritet, der læser Koranen, som de gør. De læser Koranen, som Fanden læser Bibelen. Som helt almindelig muslim er det svært at skulle forsvare sit valg, sin religion og sin bog på grund af nogle få idioter. Jeg tror, vi er nødt til at give Daesh så lidt anerkendelse som muligt. Men jeg sidder ikke med løsningen på problemet, desværre.”

Skal det danske samfund så gøre mere for at tilpasse sig islam? Det synes Natasha Al-Hariri ikke.

”Jeg ønsker ikke særbehandling, fordi jeg er muslim. Da jeg var barn, kørte min mor selv ned til vuggestuen med halalpølser. Hun forventede ikke, at det var noget, den stod for. Jeg har det på samme måde, når folk inviterer mig på middag. De behøver ikke tage hensyn. Der skal nok være noget salat, brød og kartofler, jeg kan spise. Det skal ikke være en modsætning at være dansk og muslim. Vi mangler en erkendelse af, at man sagtens kan være begge dele.”

Hun vil elske, hvis hendes egen søn vokser op og bliver praktiserende muslim med en tryghed i den form for islam, hun selv kender. Men han skal gøre sig sine egne erfaringer. Selvom hun ikke selv drikker alkohol, og selvom hun synes, at den danske ungdom drikker meget - og også meget tidligt, så forventer hun, at hendes søn nok kommer til at prøve at drikke.

”Det er frihed under ansvar. Jeg vil meget hellere have, at min søn ringer hjem fra en fest og siger, at vi skal hente ham, fordi han er fuld. Fremfor at han ikke tør komme hjem.”

Efter terroranslaget i Danmark i februar, tog Natasha Al-Hariris mand Niddal El-Jabri initiativ til fredsringen om synagogen. For dem blev det et klart bevis på, at det bedste våben mod ufred er at lære hinanden at kende.

”Det jødiske samfund tog imod os med åbne arme. Det var, som om de havde ventet på, at en muslim ville række hånden ud til dem. Og det har vist sig, at vi har enormt meget til fælles.”

Hendes råd til alle danskere uanset religion er derfor enkelt:

”Invitér hinanden indenfor og lær hinanden at kende. Det er det, der har virket for mine egne forældre. Invitér med hjem til jul eller eid. Det er på den måde, der bliver skabt relationer. Vi må gøre vores børn bedre til at omfavne forskellighed, og det tror jeg også, de bliver.”