Man skal kunne regne med mig

Al træning er bedre end ingen træning, mener tidligere eliteløber Rikke Rønholt, 39 år, som er projektleder hos nyhedskampagnen ”Verdens bedste nyheder”

Tidligere eliteløber Rikke Rønholt kunne leve af Matadormix, hvis det var forsvarligt. -
Tidligere eliteløber Rikke Rønholt kunne leve af Matadormix, hvis det var forsvarligt. - . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det gode liv for dig?

Det gode liv er et liv, hvor jeg vågner om morgenen og har lyst til at gå i gang med dagen. Hvor jeg laver noget, som føles meningsfyldt, sammen med mennesker, jeg respekterer og holder af, og hvor jeg er tæt på mine nærmeste og har overskud til at give dem masser af kærlighed.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har det bedst med mig selv, når jeg føler, man kan regne med mig. Og når jeg er dybt engageret i det, jeg laver.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg har et mål om at træne fem gange om ugen. Det er ikke altid, det lykkes, og nogle gange er det bare lige 20 minutters cirkeltræning i kælderen. Men mit motto er: Al træning er bedre end slet ingen træning.

Hvad er afslapning for dig?

Afslapning er at sidde på terrassen med et glas rødvin og snakke med min familie eller venner eller at flyde i sofaen med en god serie.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Hmm, der er næsten altid mælk.

Hvad er din største last?

Slik. Jeg kunne leve af Matadormix, hvis det på nogen måde var forsvarligt. I stedet køber jeg kun saltbomber, fordi der en grænse for, hvor mange jeg kan spise af dem.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Spis kun én portion.