Formiddagsavisen Ekstra Bladets forside torsdag den 28. maj, dagen efter, at folketingsvalget 2015 blev udskrevet: Under billeder af statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) står der med store typer: Pest eller kolera.
En følsom sjæl kan tænke, at det er for meget. Det kan man ikke tillade sig at sige om andre mennesker. Nu er tilsviningen af politikerne gået over anstændighedens grænse og ind i afdelingen for spot og spe.
Men hvad mener den garvede tidligere politiker Ritt Bjerregaard om sådan en forside?
”Der er valg! Der køres på, at det ser ud til, at vælgerne ikke vil have nogen af dem som statsminister. Det er Ekstra Bladet. Og jeg tror ikke, at hverken Helle eller Lars har nogen kvababbelser over det,” siger socialdemokraten Ritt Bjerregaard, der efter 40 år i politik og med poster som minister, EU-kommissær og overborgmester i København blev pensioneret i 2010.
Spørgsmålet er, hvordan politikere, især toppolitikere, holder til et liv med evig kritik, mistænkeliggørelse af deres motiver, personsager, hvor deres intime forhold bliver hængt til tørre i offentligheden, trusler og chikane på de sociale medier, interne magtkampe i partierne på Christiansborg og en presse, der nok skal sørge for, at de ikke et øjeblik skal tro, at nu er der fred og ingen fare. Og som ud i satiren begår karaktermord som dagbladet Politikens ”Listen” fredag den 29. maj:
”Helle og Lars. Den blanke isdronning versus det insolvente fadølsanlæg. Folketingsvalget 2015 er en af de charmekonkurrencer, hvor alle deltagere allerede er udgået med en skade”.
Kort sagt: Hvilket stof er politikere gjort af?
”Man skal være gjort af noget særligt, især hvis vi taler om toppen af poppen i statsministerligaen. Man skal kunne tåle ufatteligt mange øretæver og have en evne til at ryste ufatteligt mange ting af sig,” siger politisk kommentator Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen (V), den ene af de to kommentatorer i TV 2 News' politiske program, ”Mogensen og Kristiansen”, og direktør i konsulentfirmaet Kristiansen + Partners.
Han opdeler politikere i tre typer: Den idealistiske, der er i politik, fordi han/hun for alt i verden vil gøre en forskel og brænder for at forandre nogle ting. Den magtorienterede, hvor det at have magt og indflydelse giver et særligt kick, som er svært at finde andre steder. Og den ekshibitionistiske type, der elsker at være på og blive set næsten uanset hvad.
”Det er svært at være politiker, hvis du ikke også er drevet af en form for ønske om magt. Og det, at du er på valg og skal vælges, betyder, at man må være en smule selvoptaget. Det kræver det. Det er ikke længere nok at være konservativ og advokat eller socialdemokrat og fagforeningsmand og så være sikker på, at et antal mennesker stemmer på dig. I dag handler det om din personlighed og evne til at fremstille dig selv,” siger Michael Kristiansen.
Han peger på, at erhvervsfolk til forskel fra politikere er ømskindede og ikke ville holde en halv time i politik.
”De er så pivsede, hvis der står et halvt komma forkert om dem i avisen. Set i det lys er Helle Thorning-Schmidt den vildeste. Det er altid gået ned ad bakke for hende, alligevel stiller hun op og ligner en million. Det kan godt være for meget nogle gange. Hun er næsten belagt med kryptonit.”
”Det er helt tydeligt, at for Helle Thorning-Schmidt er politik en karriere. Hun har evnen til at tage det sure med det søde og accepterer, at det følger med. Jeg håber næsten, at hun nogle gange kaster med ting, når hun kommer hjem og lukker døren bag sig. Lars Løkke Rasmussen har lidt sværere ved det. Han er tydeligt indigneret over den behandling, han får, og synes, det er for dårligt. Han er mere en arbejdsbi, en politisk tekniker, der elsker politik og at få ting til at ske,” siger Michael Kristiansen.
For ham er der ingen tvivl om, at begge de to statsministerkandidater er lidt ramponerede.
”Men i min optik er Lars Løkke Rasmussen mest ramt. Helle Thorning-Schmidts problem er, at danskerne ikke rigtig kan mærke hende. Lars Løkke Rasmussens problem er, at de næsten kan mærke ham for meget.”
Udefra set synes jobbet som politiker at være en hård omgang - eller?
”Hvis jeg må være fræk, så vil jeg gerne sige, at andre job også er hårde. Jord- og betonarbejdere, overlæger og universitetsansatte skal også forholde sig til mange ting i hverdagen, og ikke alt er lige sjovt,” siger Jens Hoff, der er professor på institut for statskundskab på Københavns Universitet og blandt andet forsker i politisk kommunikation.
”Men til forskel fra andre jobs må man som politiker være med på, at meget af ens person rykker ud i det offentlige rum. Jeg tror også, at nogle trives med det, i hvert fald agerer nogle bedre med det end andre. Politikere er godt klar over, at det er en del af gamet, at det også kan være ubehageligt, for eksempel når der bliver rusket op i dårlige sager. Men som ledende politiker skal man være klar hele døgnet til at blive vækket på grund af en eller anden historie.
Jeg synes ikke, at der er grund til at have ondt af de danske politikere. Selv om journalisterne er blevet mere nærgående og personfikserede, og der er kommet flere platforme på nettet, hvor der indimellem gås hårdt til politikerne, er vi langt fra den engelske presses metoder. Der er stadig en grænse for, hvor langt pressen vil gå i Danmark. Der er eksempler på, at der skrives om seksuel orientering og intime detaljer fra parforholdet, men generelt er grænsen strammere end i visse andre lande,” siger Jens Hoff.
Han opfatter de fleste politikere som mennesker, der er gået ind i politik, fordi de har konkrete mærkesager, som optager dem meget. Andre politikere har et stærkt ideologisk drive, der former hele deres tilgang til tilværelsen og til enkelte sager - og et stort ønske om at få indflydelse på samfundets udvikling.
”Men hvis man ser på magt strukturelt, er magt ikke noget, du får, men noget du får i relation til andre. Når du stiller op og bliver valgt, får du tilført noget viden, som er unik, fordi du taler med mange og har et embedsværk, der kan arbejde for dig. Du får tilført en masse ressourcer, som også kan være spændende at have. Det er privilegeret at arbejde i et rum, hvor der er adgang til alt det. Som personligt udviklingsprojekt er det sikkert rasende spændende, at du får den magt.
For mig er magt ikke noget forkert eller slemt. For mig er der tale om en konstituerende handlen, der har magt i sig, som det er beskrevet af den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault. Vi er alle underlagt magt i form af love og regler og kan aldrig slippe fri af magten. Vi er alle formet af de magtinstitutioner, der er, og optager magten i den adfærd, vi udviser.
Magten kan selvfølgelig misbruges. Lars Løkke Rasmussens bilagssag i forbindelse med hans post i organisationen GGGI kunne være en misbrugssag i forhold til magt. Men generelt er vi i Danmark ikke plaget af nepotisme og korruption. Det er ikke et træk ved vores system, fordi det politiske system er bygget på kontrolinstanser som ombudsmandsinstitutionen, Folketinget, der kontrollerer regeringen, og så videre, ” siger Jens Hoff.
De politiske magtkampe internt i partierne og udadtil mellem partierne ser han som endnu en del af spillet ved at være folketingspolitiker.
”Man vil jo som politiker gerne derhen, hvor indflydelsen er, og ikke bare sidde på et kontor og trille tommelfingre. Derfor kan der være en machiavellisk trang til at tænke strategier for at positionere sig i forhold til sit eget parti. Det er den del af gamet, som vi andre synes er mindre rar. Men det er også en del af politikeres personlighed at have en lille smule af Machiavellis personlighed i inderlommen,” siger Jens Hoff og hentyder til den italienske forfatter, der skrev den politiske lærebog ”Fyrsten”.
Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Bent Falbert, der i dag er tilknyttet avisen som klummeskribent, nærer ingen illusioner om menneskers motivation for at blive folketingspolitikere.
”Nogle er drevet af begærlighed, for de har her et job, hvor de undgår at bestille ret meget og får en løn, de ikke kan få andre steder. Andre elsker at bestemme. Men de, der har den reelle magt på Christiansborg, udgør en lille gruppe, omkring 20 i alt, der er nøglefigurer i folketingsgruppen eller i regeringen.
Det værste spørgsmål, man kan stille en politiker, er: 'Hvad vil du gerne huskes for?'. De færreste kan svare på det, medmindre de har været ministre. Hvis man ser på, hvad folketingsmedlemmer stiller af forslag på et år, er det virkelig få. Det er næsten altid ministre, der stiller dem. De fleste politikere er et lille tandhjul i en stor maskine. Og hvis de ellers kan holde tilsviningen ud, er det et morsomt arbejde, hvor man kan sidde og snakke og hygge sig.
Nogle synes, at magt er sjov. Det tilfredsstiller deres ambition om at bestemme og sidde til bords med de store drenge og piger. Når du så kommer hjem i valgkredsen, er du en vældig karl, selv om du inde i Folketinget kun er en lille del af tandhjulet, men når du er hjemme til mandagsmøde i kredsen, er du noget ved musikken,” siger Bent Falbert.
Han konstaterer, at forskellene på, hvad de enkelte partier ønsker sig, er opsigtsvækkende lille, fordi der er stor konsensus i Danmark om at have et humanistisk samfund med gratis sundhedsydelser, gratis uddannelse med mere.
”Politiske idealister var noget, vi havde i forrige århundrede, hvor man kæmpede for husmændenes og andres interesser. I dag tales der om, hvor meget der skal betales til dem, der ikke kan selv. Det var den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter, der sagde, at 'ideologier er noget bras'. Og det er også den almindelige indstilling hos danske politikere. De vil hellere snakke sig frem til et forlig.
Når der tales om politikerlede, er politikerne selv ude om det. Hvis du siger et og gør noget andet, bliver folk trætte af dig. Men jeg tror, at det med politikerlede er en floskel, der bliver fyret af i tide og utide. Der har altid været brodne kar. Men pressen går lidt hårdere til dem end tidligere. Dengang var man mere høflige end i dag, hvor kortene skal på bordet, og bilagene frem,” siger Bent Falbert.
Han er med på, at for at kunne tåle mosten, og særligt jo højere op på rangstigen politikerne kommer, må der et vist panser til.
”Politikere er gennemgående forholdsvis robuste. De skal finde sig i at blive skældt ud, men de er også selv gode til at skælde andre ud. De får ikke dårlige nerver af en forside på Ekstra Bladet, det er det mindste onde. Men der skal nok en vis afstumpethed til, for det dur ikke at være alt for følsom.”
Erik Kjærsgaard er speciallæge i psykiatri og almen medicin med klinik i Kolding, konsulent for arresthuse i det jyske og redaktør for netsiden Netpsych.dk, hvor han har skrevet flere artikler om magtens psykologi. Diagnosen at politikere generelt er en smule afstumpede vil han ikke skrive under på, men gerne, at det fordrer et særligt persontræk.
”Det kræver en personlighed at kunne rumme de mange tilsvinger, som for eksempel da Helle Thorning-Schmidt uge efter uge kunne læse i aviserne, at hendes mand var homoseksuel. Jeg fatter ikke, hvordan man holder til det. Eller at en mand som Lars Løkke Rasmussen, der har været igennem møgsager og beskyldninger om at drikke for mange fadbamser og ryge smøger på skatteydernes regning - at han kan holde til det og gider bliver ved, fatter jeg ikke,” siger Erik Kjærsgaard.
Han citerer Dansk Folkepartis stifter og tidligere leder, Pia Kjærsgaard, der på spørgsmålet om, om der ikke er koldt på toppen, svarede: ”Jo, men der er også en god udsigt.”
”Politikere nyder tilbedelsen, magten og at have indflydelse på, at samfundet kan blive bedre. Det ligger i det hele taget dybt i mange mennesker, at de gerne vil være med til at beslutte og køre med klatten - det være sig inden for politik, erhvervsliv eller fagforeninger.
Et skræmmende eksempel er Syriens præsident Bashar al-Assad, der begyndte som almindelig øjenlæge, men nu har haget sig så fast i magten, at han er parat til at acceptere 200.000 døde bare for at beholde den. Herhjemme kommer skandalerne med to-tre års mellemrum. Blandt dem er blandt andet den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) og Tamil-sagen samt byggematadoren Kurt Thorsen og it-svindleren Stein Bagger,” siger Erik Kjærsgaard.
Han kender kun få eksempler på, at magten ikke har korrumperet, og nævner tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) som en politiker, der var kendt for sin hæderlighed.
”Magten har en tendens til at korrumpere, fordi for at få magten må du opbygge en magtbase, og det kræver hjælpere. Der opstår et gensidigt afhængighedsforhold ud fra devisen 'du hjælper mig, jeg hjælper dig'. Og de, der er underst i hierarkiet, er kommet der i kraft af dem, der er i toppen.
Jeg kender ingen styreformer i verden, der fostrer brede, altfavnende politikere, der uselvisk arbejder hårdt og energisk for deres lands bedste, og som på et tidspunkt trækker sig stille og roligt tilbage for at andre kræfter kan tage over,” siger Erik Kjærsgaard og tilføjer om politik generelt:
”Kønt er det ikke, men det er underholdende.”
Spørger man Ritt Bjerregaard om, hvad det er for et stof, en politiker skal være gjort af, lyder svaret:
Man skal være glad for at omgås mennesker og være i stand til at lytte og forstå, hvad de siger. Man skal have det godt med sig selv og synes, at man laver et ordentligt og regulært arbejde. Dels fordi kritikerne gerne vil mistænkeliggøre en, og man kan blive hængt ud i medierne for noget, man ikke har sagt. Dels fordi hvis man lader det gå indad, går man hurtigt død.
Man skal desuden være klar over, at man får magt, og de beslutninger, der træffes, har konsekvenser for mange mennesker. Man skal have mod og sikkerhed til at gå op imod nogen, der mener noget andet. Og man skal kunne sætte sig ind i et stort og kompliceret stof.
”Man skal tro på, at det gør nytte, at man er der, for arbejdstiden er uden grænser. Det er der ikke mange, der er villige til at investere, hvis de ikke tror på, at det, de laver, er betydningsfuldt,” siger Ritt Bjerregaard.
Hun har som politiker også haft modvind, men er blevet stående.
”Noget af det, jeg har lagt vægt på i politik, er, at jeg har brugt tid, før jeg besluttede mig. I kriser, hvad enten det var, at de syntes, et hotel var for dyrt eller andet, har jeg gennemtænkt konsekvenserne, før jeg svarede eller handlede. Det, der har drevet mig, var, at jeg mente, jeg kunne bidrage til et andet og bedre samfund. Og når jeg ser tilbage på mit liv som politiker, synes jeg, at det har været fantastisk spændende og enestående at få lov til at spille på så mange områder,” siger Ritt Bjerregaard.
Politisk kommentator Michael Kristiansen køber ikke præmissen om, at politik er en beskidt affære. Han er tværtimod fuld af lovord over for politikerne.
”Det er da fantastisk, at der er mennesker, der gider bruge så meget tid på, at landet bliver regeret. Det er misundelsesværdigt. Udskældningen følger med. Men så er det ikke værre end, at når politikerne som i en valgkamp er ude blandt almindelige mennesker, er der stor interesse for dem,” siger Michael Kristiansen og tilføjer:
”Jeg synes ikke, at vi har en hadefuld politisk kultur.”
Herunder kan du se eksempler på, hvad statsministerkandidaterne gennem tiden har måttet stå model til.
