Det store, blodrøde skilt var ikke til at overse. ”Vend om! Dit liv er i fare!” stod der på otte forskellige sprog med markante hvide bogstaver, da den jødiske oboist Henrik Goldschmidt i sommer kørte ind i det palæstinensisk styrede område på Vestbredden for at spille Beethovens 7. symfoni i Nablus sammen med et usædvanligt symfoniorkester fra Ramallah.
”Jeg har spillet med Berliner Philharmonikerne foran verdens mest eksklusive publikum i jordens måske bedste koncertsal. Det var selvfølgelig en glæde, fordi det rent teknisk og musikalsk var guddommeligt smukt. Men det kan ikke måle sig med glæden ved at spille med Ramallah Symfoniorkester i sommer sammen med unge palæstinensere, der stolte spillede gratis koncerter, så de fattige også kunne få chancen for at høre Beethoven. For det gav mening på en helt anden måde,” siger Henrik Gold- schmidt i medarbejderkantinen på Operaen på Holmen i København, hvor han fra sin sikre plads i Det Kongelige Kapel spiller ”La Bohème” i øjeblikket.
Henrik Goldschmidt har været solooboist i Det Kongelige Kapel siden 1985, ligesom han er blevet hentet til at spille i mange andre fine orkestre verden over gennem sin karriere. Og det er som regel ham, som alle de andre i symfoniorkestrene stemmer deres instrumenter efter, når han sætter kammertonen inden de store verdensklassekoncerter over hele kloden. For man kan næsten høre engle synge, når Henrik Goldschmidt blæser i sin obo. Alene hans smukke version af nummeret ”Gabriels obo” er med god grund blevet vist næsten tre millioner gange på YouTube.
Men det er for sit fredsskabende arbejde som stifter og kunstnerisk leder af Middle East Peace Orchestra og som stifter af og leder for musikskolen Goldschmidts Musik-akademi, der bringer børn sammen på tværs af regioner og religioner, at han på mandag modtager Kristeligt Dagblads Pris for at være en ildsjæl ud over det sædvanlige. For Henrik Goldschmidt vil ikke kun spille for det fine publikum, der ”kører ind til Det Kongelige Teater i deres store Volvoer for at høre musik”, som han siger.
Det er også derfor, at han brugte sin sommerferie på at rejse til Vestbredden – for egen regning – for at være en del af Ramallah Symfoniorkester, der dels bestod af idealistiske professionelle musikere fra hele verden og dels unge palæstinensiske musikere, der gerne ville vise, at de også kunne spille med på den smukkeste musik, der nogensinde er skabt.
”Jeg var allerede dengang en del af et jødisk miljø, der kun ønsker fred. Og i Israel findes der også mange jøder, der bruger musik til at føre israelere og palæstinensere sammen. Det har pianisten og dirigenten Daniel Barenboim for eksempel længe gjort. Men mange af mine venner syntes alligevel, at det virkede for farligt at spille musik på Vestbredden.”
Henrik Goldschmidt var blevet inviteret med på turnéen af sin ven, den palæstinensiske musikskoleleder Aburedwan Ramzi, som Henrik Goldschmidt lærte at kende, da han under en personlige krise for 12 år siden boede et år i Israel og hørte om en musikskole i Ramallah, der gav fattige børn værdighed ved at lære dem at spille musik.
Det var i de år, den israelske regering begyndte at bygge høje mure omkring Jerusalem af frygt for terror. Historier om israelere, der fik knive i maven af det palæstinensiske halvbroderfolk, var allerede dengang hverdagskost i de israelske aviser. Men mod flere af sine israelske venners råd besluttede Henrik Goldschmidt at besøge musikskolen på Vestbredden for at hjælpe med at undervise børn i musik. Det tilbud tog Ramzi imod – selvom Goldschmidt er jøde. Og det endte med, at den danske oboist drog mange gange ind i jødernes ”fjendeland” for at spille musik for og med børn på den anden side af muren.
”På det tidspunkt var der problemer i mit liv. Jeg havde været i en færdselsulykke, der havde givet mig lammelse i det ene ben, og mine smerter havde gjort mig ude af stand til at leve, som jeg plejede derhjemme. Jeg var derfor rejst alene til Jerusalem for at søge lægehjælp på Jerusalem Medical Center og samtidig opleve at leve i et land med en jødisk hverdag. Jeg havde haft meget ondt af mig selv, men arbejdet med de fattige børn i landsbyerne på Vestbredden fyldte pludselig mit liv med mening. Sådan fik jeg glæde tilbage. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg holdt af mit liv og min familie og mine kære, og jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne hjælpe andre med min musik på en dybere måde, end jeg før havde gjort.”
Sådan begyndte Henrik Goldschmidt selv at drømme om at etablere en musikskole i Danmark, der kunne bringe børn sammen på tværs af deres religiøse baggrund. Det har han siden gjort som stifter af den gratis musikskole Goldschmidts Musikakademi, ligesom han længe har bragt musikere sammen på tværs af religion og etnicitet i sit Middle East Peace Orchestra, der efterhånden har spillet mange steder i verden. For det er ikke kun en trafikulykke og den palæstinensiske musikskole, der inspirerede ham til at bruge musik til at bringe mennesker sammen.
Selv fremhæver han ofte et udtryk fra den jødiske tradition. ”Tikkun Olam” hedder det, og det betyder ”at reparere verden”.
”Det var dog min farmor, der først lærte mig, at man skal reparere verden. Hun kom til Danmark som flygtning med min farfar og fire børn og mente, at det talent, man har, er en gave, som man netop skal bruge til at gøre verden bedre. Min gave er at kunne spille musik, og det fik jeg allerede dengang at vide var både en gave og en forpligtelse,” siger Henrik Goldschmidt og tilføjer:
”Min farmor betød meget for mig. Hun var meget støttende og hende, der for alvor satte mig i gang med at spille musik. Hun opmuntrede mig til at øve mig, og hun gjorde mig opmærksom på, at det gav mening at spille musik, fordi musikken faktisk kan lindre mennesker. Da jeg var ung, var jeg selv ikke klar over, hvad musikken skulle lindre. Først som voksen er det blevet mig bevidst,” siger Henrik Goldschmidt, der nu også holder foredrag om Bibelens musik.
”I jødisk tradition læser man ikke Bibelen – man synger den, og bønnerne har gamle, smukke melodier. Og Bibelen er fuld af musik. Det var for eksempel en lang tone fra et horn, der fik Jerikos mure til at falde, David lindrede sin fjende Sauls depression med sit harpespil, og indvielsen af Salomons tempel foregik ifølge Bibelen med verdenshistoriens måske største koncert med flere tusinde musikere, der spillede på én gang. Men for mig selv kom det med at reparere verden med musik først for alvor til at betyde noget, da jeg allerede var blevet en del af Det Kongelige Kapel.”
Det var farmoderen, der satte Goldschmidt i gang med at spille musik, men det var overrabbiner Bent Melchior, der med en prædiken i begyndelsen af 1990’erne for alvor satte Henrik Goldschmidt i gang med at bruge sin musik til mere end at skabe gode oplevelser for eliten. For Bent Melchior revsede sin menighed for, at der ikke var flere jøder, der rakte hånden ud mod de flygtninge, der dengang netop begyndte at strømme til Danmark fra borgerkrigen i det daværende Jugoslavien:
”Jeg kan tydeligt huske, hvordan Bent Melchior kiggede ud over forsamlingen i synagogen og sagde: ’For ikke længe siden var det os, der var på flugt. Nu findes her i landet igen folk, der er flygtet for livet, mennesker, der har måttet efterlade alt for at slippe for at leve i krig. De har brug for hjælp, og vi jøder må gå forrest for at hjælpe dem, netop fordi vi næsten alle sammen kommer fra familier, der ved, hvad det vil sige at være flygtning.’ Det ramte mig. For min egen far kom hertil fra Tyskland i 1937 som flygtning, og han var stadig kun et barn, da han i 1943 måtte flygte til Sverige i en fiskekutter, der må have lugtet af fisk, tjære og frygt, mens de sejlede mod sikkerhed i Sverige,” siger Henrik Gold- schmidt og lader lungerne med luft, inden han fortsætter sin sætningssolo:
”Sådan sad jeg i synagogen og blev flov over ikke at hjælpe, når min egen slægt kendte til flugt. Min farmor inspirerede mig nu igen. Hun måtte flygte flere gange i løbet af sit liv. Og jeg kan se på hendes dagbøger, at hun har været tæt på at opgive håbet, da hun stod med fire børn og skulle flygte. Hun måtte opgive, forlade og efterlade mange ting for at flygte. Men hun holdt fast i, at man er rig, hvis man har historien og musikken med sig. Og det lærte hun også mig. Man kan miste mange ting i livet. Men den, der har musik og fortællinger, er rig. For det er det, der betyder noget. Hun fortalte os derfor ofte historier. Hun lærte os tyske børnerim og spillede musik med os, ligesom hun hev mig med i teateret fra jeg var helt lille. Jeg var i Det Kongelige Teater, da jeg var fire år, hvor vi så ’Nøddeknækkeren’, og det husker jeg stadig. Sådan lærte hun mig glæden ved alt det, der ikke er materielt.”
Alt det huskede Henrik Goldschmidt pludselig den dag i synagogen. Og på stedet besluttede han sig til at bruge sit talent til at hjælpe og lindre andre, så han tog sin obo med ud på det lokale flygtningecenter og begyndte at spille musik for de bosniske flygtninge der.
”Dér opdagede jeg for første gang, hvad det vil sige, at musik kan lindre mennesker og bringe dem sammen. For det var ligegyldigt, at flygtningene og jeg ikke kunne samme sprog. For musikken var et mødested, hvor vi lynhurtigt fandt sammen. Og gennem mit møde med først bosniske og siden irakiske flygtninge fandt jeg ud af, at den jødiske og arabiske musiktradition faktisk minder meget om hinanden, så vi forstod hinanden i musikken.”
Mens musikken brød muren ned i Jeriko på Bibelens tid, oplevede Henrik Goldschmidt på den måde, hvordan musik stadig kan nedbryde mentale mure mellem mennesker. Bent Melchior var glad for, at hans prædiken var blevet hørt, så han lagde hus til møder mellem flygtningene og Henrik Goldschmidt .
”Det var en god start. Og jeg tænkte: ’Wow, det virker!’. Tikkun Olam er et meget stærkt begreb. At reparere verden betyder, at man skal efterlade den lidt bedre, end da man kom. Det er en meget smuk tanke. Og hvis bare alle mennesker tænkte sådan, ville verden også blive et bedre sted,” siger Henrik Gold- schmidt, der derfor både stiftede Middle East Peace Orcestra og senere også Goldschmidts Musikakademi.
Idéen om at etablere en gratis musikskole som et socialt projekt for børn på tværs af religiøse og kulturelle skel tog for alvor fart i 2010, da regeringen indførte et ”melodigrandprix-agtigt pointsystem” for, hvem der måtte komme ind i landet.
”Det syntes jeg var grotesk. Jeg samlede derfor en masse kunstnere, der gerne ville spille for at vise, at alle mennesker er lige meget værd. Blandt andre Benny Andersen, Niels Hausgaard, Povl Dissing og Suzanne Brøgger meldte sig straks klar. Bent Melchior havde skrevet en kronik om emnet, og igen var han en stærkt medvirkende faktor også i dette projekt. Og vi lavede derfor en støttekoncert i Christians Kirke i København med deltagelse af en præst, en imam og en rabbiner, og så spillede vi 75.000 kroner ind på én aften. Da vi skulle finde ud af, hvad pengene skulle gå til, sagde jeg, at det da ville være dejligt, hvis pengene kunne gå til en musikskole, der bragte børn sammen på tværs af deres baggrund. Og så gik vi i gang med det forholdsvis lille beløb.”
I begyndelsen startede Goldschmidts Musikakademi med at lave et kor med børn, der førte jødiske børn fra Carolineskolen i København sammen med muslimske og kristne børn fra Nørrebro. Senere fik skolen støtte fra Trygfonden, så kunne der også komme instrumenter på. Og efter tre år kom en stor bevilling fra Den Obelske Familiefond på 3,6 millioner kroner, så skolen for alvor kunne blive til noget.
”Jeg oplever børn, der kommer til at blomstre gennem skolen. De føler sig frie og trygge, fordi de finder et sammenhold i musikken i stedet for at overtage indlærte fordomme. På skolen oplever vi helt naturligt opståede venskaber mellem muslimske, jødiske, kristne og mange andre børn. Det viser, at skolen giver børnene mod til at finde sig selv og hermed få mod til nye venskaber på tværs af religion og kultur,” siger han og tilføjer:
”Min daglige bekymring er, om vi kan overleve i længden. For vi er meget afhængige af sponsorer. Jeg vil selvfølgelig aldrig holde op med at arbejde med børnene, men jeg kan jo ikke alene undervise 190 børn i musik. Det er vi nu, og der er over 50 børn på venteliste.”
Alligevel får Henrik Goldschmidt tid til at hjælpe med sin musik, hvor han kan. Det var også derfor, at han brugte sin sommerferie på at tage tilbage ind i ”fjendeland” i 14 dage, med sin obo og en tro på, at alle mennesker dybest set er skabt til samklang.
Da han ankom til Ramallah, vidste ingen, at han var jøde. Og første dag i byen var en uhyggelig påmindelse om, at ikke alle ønsker fred, da han så ”Mein Kampf” på arabisk være til salg.
”Hvad står der i den bog?”, spurgte Henrik Goldschmidt åbent boghandleren.
”Det er en bog om, hvordan jøder er, og hvad man skal gøre ved dem,” forklarede boghandleren smilende, inden Henrik Goldschmidt gik hurtigt videre. Hvid i hovedet. Men samme eftermiddag sad han allerede og lærte palæstinensiske børn at spille bedre på deres instrumenter. Det var de mildt sagt glade for. Og derfor var han heller ikke bange for at krydse grænsen til det farligste område af Vestbredden, hvor han aldrig havde været før, selvom de fleste palæstinensere i orkestret allerede havde fundet ud af, at han var jøde – og derfor i sagens natur sagtens kunne afsløre ham. Men nu havde han allerede modbevist boghandlerens fordomme om jøder. Nu var det slet ikke vigtigt, at han var jøde, for nu var han også blevet deres ven.
En palæstinensisk dreng sammenlignede oven i købet Henrik Goldschmidt og de andre udenlandske musikere, der brugte deres sommerferie på at lære Vestbreddens musikalske talenter at spille klassisk musik, med engle.
”De flyver hertil og giver os håb, inden de tager af sted igen. Så de er engle,” forklarede den 16-årige violinist Fadi med et stort smil, inden bussen mod Nablus blev fyldt med fjollede sange, som om ingen så det røde advarselsskilt i den støvede vejkant.
Og det var også kun kyllinger, der døde den dag. For fire timer senere spillede Henrik Goldschmidt roligt den lange kammertone før koncerten under åben himmel i gården til et smukt, ældgammelt kulturhus, der ligger klos op ad et halalslagteri. Og andenviolinisterne knækkede sammen af grin, da den franske dirigent baskende dirigerede med armene som en kylling i takt til Beethovens partitur – uden at vide, at den bageste del af orkestret samtidig kunne høre lyden af dødsdømte kyllinger skratte i baggrunden. Og hele vejen tilbage mod musiklejren i Ramallah, sad de unge mennesker sammen med Henrik Goldschmidt og sang arabiske reklamesange for kyllingeretter.
”Den slags oplevelser får man ikke, hvis man lever sit liv i frygt,” siger Henrik Goldschmidt og griner, inden han tilføjer:
”Min farmor havde ret. Den, der har musik og fortællinger, er rig. Måske kan man ikke reparere alle verdens problemer med musik, men jeg har selv set, hvordan musik mellem mennesker kan fjerne mentale mure og give nyt håb. For mig er målet jo ikke, at vi alle sammen skal blive eller lyde ens, men at vi kan spille sammen med hver vores toner i samklang. Derfor er jeg også lykkelig for at få Kristeligt Dagblads Pris, selvom jeg ikke er kristen, men jøde. For det betyder meget for mig at blive anerkendt fra en avis, der tror på noget. Jeg er i det hele taget tryg mellem folk, der tror. Derfor trives jeg også mellem både muslimer, kristne og jøder. For jeg synes, at det er vigtigt for mennesker at tro på noget, så længe ens egen tro kan rumme folk, der tror på en anden måde. For vi er alle sammen mennesker, der er skabt til samklang.”
