Charlotte mødte Jesus: Nu er folk vilde med hendes fortælling

Interessen for at tale om tro er kommet bag på journalist og forfatter Charlotte Rørth, der har måttet sige nej til 40 foredrag i det nye år. Foto: Henning Bagger / Scanpix / Scanpix Denmark

Jeg vil ikke blande mig i, hvad folk tror på, men jeg vil blande mig i, om vi kan tale om det på en ordentlig måde.
Charlotte Rørth, forfatter og journalist

Journalist Charlotte Rørth siger, at hun har mødt Jesus. Interessen for hendes bog og foredragene har været overvældende. Vi tog med hende til Aarhus, hvor 50 mennesker måtte afvises ved kirkedøren

De tre første kvinder står helt oppe ved døren til Sct. Pauls Kirke i Aarhus, da klokken er 18.30. De er kommet i god tid for at være sikre på at få en god plads, når journalist og forfatter Charlotte Rørth om en time skal holde foredrag.

Snart får de tre selskab af andre. Blandt de ventende har flere læst Charlotte Rørths bog ”Jeg mødte Jesus”, der udkom for et lille år siden, mens andre har fået bogen genfortalt, og nogle har bestilt den på biblioteket. Fælles for den trippende skare synes at være et ønske om at fordybe sig i de erfaringer, Charlotte Rørth beskriver i bogen.

De ventende er tilsyneladende blevet rørt af Rørth.

Da kirkens tunge, grønne dør åbnes klokken 19, bevæger en større gruppe af unge og ældre sig ind og tager plads på de pladser, som der den følgende halve time bliver rift om. Der må være 550 mennesker i kirken, og denne aften sidder mange så tæt, at tallet når op på den ulovlige side af 550, og omkring 50 mennesker bliver afvist i kirkedøren på grund af pladsmangel.

Sognepræst Flemming Baatz Kristensen byder velkommen til de fremmødte, og han tager fat, hvor samtalen på kirkens trappesten slap:

”Kan det have sin rigtighed? Kan det virkelig ske, at et menneske møder Jesus? Som kristen og præst vil jeg sige: 'Ja. Ja, selvfølgelig'. Det sker ikke hele tiden og så igen, men det sker. Hvorfor? Fordi Kristus lever og er opstanden. Det er jo kirkens tro. Det tror vi på. Jesu normale fremgangsmåde er, at han kommer til os gennem ordet og sakramenterne. Vil du være sikker på at møde Jesus, så skal du gå til alters, hvor ordene og sakramenterne møder dig. Men Guds veje ved siden af det er uransagelige. Der er muslimer, som aldrig har hørt et ord om Jesus, men som drømmer om ham om natten, og nogen bliver kristne på den baggrund,” siger Flemming Baatz Kristensen til den fyldte kirke.

Men hvad skal man mene om en kvinde, som siger, at hun har mødt Jesus? Flemming Baatz Kristensen henleder opmærksomheden på et sted i Bibelen, hvor Jesus siger til disciplene: ”Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus. Se dér! Så tro det ikke; for der skal fremstå falske Kristus'er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild.”

”Hun kan sagtens have mødt Jesus, alligevel er det jo interessant, at Jesus aldrig selv falder på halen for den slags,” siger han og giver ordet til Charlotte Rørth, som afdæmpet fortæller om de erfaringer, hun har gjort sig og beskrevet i bogen. Her er ingen store armbevægelser, men en rolig fortælling om noget, som synes ganske utroligt.

Dagen efter åbner Charlotte Rørth, 53 år, døren i hjemmet i Aalborg. Vi skal ikke beskæftige os med de syn, hun har skrevet om i bogen og givet flere interviews om, men vi skal tale om et år, som har været ganske usædvanligt. Hendes bog udkom den 30. januar. Udgivelsesdagen var en fredag, og allerede mandag var det første oplag på 1200 eksemplarer solgt.

En af de boghandler, som har solgt bogen i stort antal, er WHSmith i afgangshallen i Københavns Lufthavn, hvor især kvinder har taget bogen med på rejsen. Ifølge indkøber Suzanne Bach Marklund har interessen for bogen været stor, fordi den tydeligt præsenterer indholdet: ”Jeg mødte Jesus”. Bogen er nu solgt i 19.000 eksemplarer i Danmark, og den er blevet solgt til Spanien, Polen og Norge og forlag i flere andre lande har vist interesse.

Nogle uger efter udgivelsen fik Charlotte Rørth de første forespørgsler om foredrag. Inden året er omme, vil hun have holdt 44 foredrag for mere end 8000 tilhørere. I 2016 har hun sagt ja til 80 foredrag og nej til 40.

”Jeg kan ikke sige ja til flere. Sammen med min mand har jeg besluttet, at vi afventer, hvad der skal ske i 2017. Med så mange foredrag bliver vores liv jo helt skemalagt,” siger hun.

Charlotte Rørth måtte banke på døren hos flere forlag, inden hun fandt et forlag, som ville udgive bogen om mødet med Jesus. Hun ser bogen som et publicistisk projekt, hvor hun har ønsket at bidrage til at nedbryde det tabu, som hersker omkring at tale om tro.

Her et lille år efter udgivelsen oplever hun, at hun har været med til at nedbryde et tabu. Oppe på hendes arbejdsværelse er lænestolen flankeret af to overfyldte kurve med hilsner fra læsere. Hun får dagligt mellem 3 og 10 breve, og så er der de mange, som skriver til hende på Facebook eller sender en mail. Typisk skriver folk for at sige tak, men en del ønsker også at åbne op for åndelige erfaringer, som tilsyneladende er i slægt med dem, Charlotte Rørth har beskrevet i bogen.

”Mange har skrevet til mig om oplevelser, som kan minde om mine, men som de ikke har talt med nogen om, fordi de har været bange for at blive latterliggjort. En kvindelig psykiater har tiet i årtier, fordi hun var bange for, at hun ville blive betragtet som skør. En ældre mand fortæller, at han nu har taget sig sammen til at tale med sin kone om det.”

”Jeg vil ikke blande mig i, hvad folk tror på, men jeg vil blande mig i, om vi kan tale om det på en ordentlig måde. Det er ikke min opgave at få folk til at tro. Jeg fortæller, hvad jeg har set, og hvad folk tror, er ikke min business.”

Forfatter og journalist Charlotte Rørth,

Det er bevægende, at folk bryder årtiers tavshed og skriver til mig, og det er tankevækkende, at de har troet, at de ville blive trynet, siger forfatter og journalist Charlotte Rørth, der taler åbent om sit møde med Jesus.

Rækken af henvendelser tæller også præster, som har beskrevet oplevelser, som minder om Charlotte Rørths, men som de ikke har delt. Alle får svar på deres breve, og har man haft en erfaring, så råder hun til, at man enten taler med sin partner eller banker på hos en præst.

”Det er bevægende, at folk bryder årtiers tavshed og skriver til mig, og det er tankevækkende, at de har troet, at de ville blive trynet. Men der findes heldigvis sammenhænge, hvor man kan tale anstændigt om tro og tvivl.”

Men i hvilken grad er hendes liv blevet forandret, efter synene? Flere kredsede om spørgsmålet i Sct. Pauls Kirke, da foredraget blev fulgt op af debat. Charlotte Rørth siger, at hun har fået tilsvarende spørgsmål i forbindelse med de fleste af foredragene.

”Mit grundlag for at være i livet er et helt andet, fordi jeg ved, at Jesus eksisterer, fordi jeg ved, at livet er en gave, fordiyt jeg ved, at vi er elsket hver især, og fordi jeg ved, at jeg ikke er et hak bedre, men det er også okay. Jeg er ikke blevet et perfekt menneske. Mit arbejde er at gøre det så godt, som jeg kan, og jeg ved, at jeg er elsket og kan være tryg i, at det er ok, at jeg lever. I virkeligheden er det godt nok, hvis mit liv ikke er vildt forandret, for det er jo et tegn på, at Jesus accepterede mig, som jeg var. Havde han vist mig, at jeg skulle forandre mit liv helt, så havde jeg også gjort det, for der er ikke andet at gøre end at gøre det, han viser.”

De seneste måneder har mange henvendt sig, fordi de ønsker at tale med hende. Nogle ser en fremtid for hende som missionær, præst eller retræteleder. Hun takker nej til det hele.

”Så ville jeg gå ud over den, jeg er. Jeg er et almindeligt menneske, som der er sket noget særligt for, men jeg er samtidig journalist af den gamle skole, som kun vil udtale mig om det, jeg ved noget om, og jeg er også journalist i det her,” siger hun.

I sin velkomst til Charlotte Rørth spurgte sognepræst Flemming Baatz Kristensen til, hvilket forhold hun mon havde til kirke og kristendom i dag. Og da det var blevet tid til spørgsmål, var der også andre, som ville vide, hvor man går hen, når man siger, at man har mødt Jesus. Charlotte Rørths forældre var politisk aktive på venstrefløjen. Hun blev døbt, men hun blev ikke konfirmeret, for hun gik på friskolen Bernadotteskolen i Hellerup, hvor der ikke var kutyme for konfirmation.

Da hun selv stiftede familie i sidste halvdel af 1980'erne, var det vigtigt for hende med en kirkelig vielse og barnedåb. I mange år har hun betragtet sig selv som en kulturkristen fra det bedre borgerskab, som ikke var antireligiøs. Som journalist på Nordjyske skriver hun om kultur og tendenser og også om tro. Hun har skrevet artikler om religiøsitet, men det har været arbejde og ikke noget, som hun kunne forbinde med sit personlige liv.

”Efter jeg var kommet hjem fra Spanien, ringede jeg til en præst, som jeg havde talt med i forbindelse med et interview. Hun var meget imødekommende, og jeg fik siden kontakt med en anden præst - som er blevet min åndelige vejleder - som har en faglig viden, der kan rumme mine erfaringer og samtidig holde mig fast på, hvad min rolle er og holde mig fast på Bibelen,” siger hun.

Hun følger Bibelselskabets læseplan og læser de fleste dage en kort tekst fra Bibelen, men der gik lang tid fra hendes erfaringer i Spanien, til hun kunne læse i Bibelen. Den første lange tid løb tårerne, når hun læste navnet ”Jesus”, og hun var nervøs for, hvad der ville ske, når hun begyndte at læse i Bibelen.

”Jeg har gjort mine oplevelser mindre for at kunne rumme dem i den her 164 centimeter krop, men når jeg læser i Bibelen, får oplevelserne den størrelse, de har, som er så kolossalt stor, at jeg stadig ikke kan forstå dem. Og der er ikke rum til dem inde i mig, selv om jeg godt kender den Jesus, jeg møder i Bibelen.”

Det år, Charlotte Rørth snart kan se tilbage på, har været kontrastfuldt. For omkring et år siden døde hendes yngste søn Frederik. Han tog sit eget liv. Familien fik beskeden om hans død dagen før bogens trykstart. De var ikke i tvivl om, at Charlotte Rørths bog skulle trykkes, for midt i alt det meningsløse var her noget, som gav mening. Bogen er dedikeret til Frederik. Flere har spurgt hende, hvordan hun har kunnet håndtere foredragene samtidig med sorgen.

”Kontrasten er så enorm, og kontrasten har svært ved at være inde i mig. Det er jo ikke bare en sorg, hvor man er ked af det, men en sorg, som gør fysisk ondt. Mange taler om at gå ind og ud af sorgen. Det gør jeg ikke. Jeg har både glæden og sorgen ledsaget af smerten på samme tid. Der er en glæde over mine drenge, min mand og muligheden for at medvirke til at nedbryde tabuer, men smerten, sorgen og skyldfølelsen er der også hele tiden,” siger hun.

Den første tid efter sønnens død var hun sygemeldt oven på en rygoperation, og siden var hun tilbage på halv tid. Nu arbejder hun på fuld tid, men en del feriedage er i årets løb blevet brugt til at trække stikket og ligge på sofaen, fordi sorgen fylder og trætter.

”Men ligegyldigt hvor ondt det gør, så ender vi ved, at vi er i live, og vi må gøre det, så godt vi kan. Accept er blevet et vigtigt ord i mit liv. Jeg har måttet acceptere mine oplevelser, og jeg må acceptere, at Frederik ikke er her”.

I haven bag huset er der gravet ud til, hvad der med tiden skal blive til en slags skrivehytte. En opfølgning på bogen er ved at tage form. Hun forestiller sig, at hun journalistisk vil fordybe sig i nogle af de erfaringer, andre har haft og tiet om. Hun er sikker på, at hun mødte Jesus, og de mange breve i kurvene viser, at hun ikke er alene i den tro.

I Aarhus ser sognepræst Flemming Baatz Kristensen tilbage på foredraget med tilfredshed. Det var ikke hans idé at invitere Charlotte Rørth. Den lokale afdeling af Kristeligt Forbund for Studerende havde kontaktet hende i foråret og foreslog et samarbejde med præsten i Sct. Pauls Kirke om arrangementet. Inden foredraget havde sognepræsten været skeptisk og tænkt, om det var sværmeri eller forførelse, han åbnede kirkedørene op til.

”Hendes ydmyghed var overordentlig tiltalende, og hendes oplæg var ægte og troværdigt. De fleste, som kom, var mennesker, jeg ikke kendte. Mange går rundt med åndelige erfaringer, som de ikke ved, hvad er, men med Charlotte Rørth har de mødt et menneske, som på elegant vis sætter ord på. Hun har brudt noget og gjort kirke og kristendom en tjeneste, selv om det ikke var det, hun havde for øje, da hun skrev bogen,” siger Flemming Baatz Kristensen.

I lyset af de mange, som er blevet rørt af Rørth, er han kommet til at tænke på ord fra Gamaliel i Apostlenes Gerninger. Han slår op i Bibelen og læser langsomt: ”Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud.”