Marias lange rejse mod at finde mening

”Fra min far har jeg har arvet en meget social og udadvendt side, men jeg har også min mors dybe og ...

”Fra min far har jeg har arvet en meget social og udadvendt side, men jeg har også min mors dybe og selvkritiske tilgang til mig selv,” siger Maria Lindhardt, der er datter af skuespilleren Lone Hertz og den afdøde forretningsmand Sven Lindhardt. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvor jeg hørte til, men altid haft lyst til at være der, hvor tingene skete.

Maria Lindhardt, der er regionsleder for Danmission, kæmpede i mange år med spørgsmålet om, hvor hun hørte til. Mødet med politisk engagerede unge gav hende en retning, som hun nu bruger til at arbejde med trosdialog i Mellemøsten og Nordafrika

Hun husker salmerne og den søde smag af portvin fra de morgener, hvor hun selv gik i kirke. Hun var bare syv år, da hun første gang selv fandt vej til kirken på Gunderslevholm Gods ved Næstved. Hendes faster boede på godset, så vejen til kirke var både kort og tryg, men samtidig lidt af et eventyr. Og den slags har 36-årige Maria Lindhardt tidligt haft sans for.

Tidligere på foråret overtog hun posten som regionsleder for Danmission i Mellemøsten og Nordafrika. Med base i Libanons hovedstad, Beirut, skal hun varetage den overordnede koordination af missionsselskabets aktiviteter i regionen, som spænder fra trosdialog og interreligiøse aktiviteter til formidling af nødhjælp gennem lokale partnere.

Jobskiftet er anledning til besøget i Danmark denne regnvåde forårsdag. Når man læser hendes curriculum vitae, er hun oplagt til jobbet med en dobbelt kandidatgrad i religionsvidenskab og socialvidenskab og en fortid som seniorrådgiver på ambassaden i Beirut, men Maria Lindhardt kæmpede i mange år for at finde retningen i sit liv.

”Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvor jeg hørte til, men altid haft lyst til at være der, hvor tingene skete” siger hun.

Maria Lindhardt er datter af skuespilleren Lone Hertz og forretningsmanden Sven Lindhardt.

Hun har tre ældre søskende på sin mors side, men der er 10 år mellem Maria Lindhardt og den næste søskende i rækken, Micala Strøbye, så hun voksede op med skiftende hjemmeboende søskende. Sine tidligste minder har hun fra huset i Ny Vestergade lige ved Nationalmuseet i det indre København. Hun kom på privatskole i indre by, men i 3. klasse sang hun sig til en plads på Skt. Annæ Gymnasium, som har til huse i et kvarter, som er en kontrast til Ny Vestergades mondæne præg. I skolen var der fokus på sang og musik, men omkring skolen var der et miljø, hvor man ikke just gik op i at skole sin sangstemme.

”Jeg var meget glad for min klasse på Skt. Annæ, men jeg var ikke et særligt disciplineret barn. Når der var fester og sociale arrangementer på skolen, kom andre børn fra kvarteret på skolen, og vi var nogle, som blev tiltrukket af de børn. Jeg så op til dem, som havde en anden etnisk baggrund end dansk, og lærte at sige 'wallah' uden på det tidspunkt egentlig at vide, hvad det betød,” siger hun.

Fra Maria Lindhardt var 11 år, var hun en del af et bandemiljø omkring Sjælør Boulevard i København.

”Vi var en gruppe drenge og piger, som havde et stærkt fællesskab og lyttede til amerikansk rapmusik. Når vi gik på Strøget eller var sammen til en klubfest, så var vi ret stærke og opførte os også på måder, hvor vi var intimiderende, og vi var også involveret i slåskampe. Det var følelsen af, at man kunne gøre, hvad man ville, og der var ikke nogen, som kunne stå i vejen for det. Jeg var aldrig i kontakt med politiet, men det var en tid med pjækkerier og smårapserier fra butikker. Vi var en gruppe, som mange nok ikke ville ønske at komme i nærheden af,” siger hun.

Det stærke fællesskab var ikke noget, hun talte med forældrene om. De blev skilt, da hun var ni år, og hjemmet i det indre København blev senere til to privilegerede hjem nord for København.

”Jeg levede et dobbeltliv. Når jeg kom hjem, tog jeg mine sorte hiphopbukser af, og så tog jeg et par jeans og en skjorte på, så jeg kunne mødes med mine veninder ved Charlottenlund Fort. I København var det rapmusikken, som vi dyrkede, men når jeg var sammen med veninderne, lyttede jeg til Prince og Madonna,” siger hun.

Men en dag i slutningen af syvende klasse blev presset for stort for Maria Lindhardt, og hun valgte at indvie forældrene i situationen.

”De havde godt bemærket, at jeg altid skiftede tøj, når jeg kom hjem fra skole, men de havde ingen idé om, at jeg var en del af et bandelignende miljø. En uge efter at jeg havde betroet mig til mine forældre, skiftede jeg skole. Jeg vidste, at det ikke var velset at forsvinde fra den ene dag til den anden uden at give en grund, og der fulgte en tid, hvor jeg var bange for at tage ind til København,” siger hun.

Maria Lindhardt havde fortsat svært ved at finde retning i tilværelsen, selvom hiphop-bukserne og bandelivet var fortid. Hun blev elev på privatskolen Kildegård Gymnasium (siden 2006 Kildegård Privatskole) og forsøgte at finde sig til rette i en meget materialistisk livsstil.

”Fra min far har jeg har arvet en meget social og udadvendt side, men jeg har også min mors dybe og selvkritiske tilgang til mig selv. Jeg stræbte efter at være en del af den overklasseprægede livsstil, som var fremherskende på min nye skole og siden på Øregaard Gymnasium. Der var fokus på det materialistiske, og hver weekend gik vi i byen, for det gjaldt om at komme ind og blive set de rigtige steder. Men det var også et miljø med meget høje standarder for, hvordan en piges krop og udseende skulle være. De standarder havde jeg det svært med. Min far mistede meget af sin formue, da jeg var teenager, så selv-om jeg var privilegeret, havde jeg heller ikke penge nok til rigtigt at være en del af overklasselivet. Selvom det var nogle sjove år, så lagde jeg også et stort pres på mig selv og udviklede en depression i 2. g,” siger hun.

Det høje sygefravær i gymnasiet betød, at hun måtte op i fuldt pensum i 2. g, så da hun havde fået studenterhuen på hovedet, var hun skoletræt og sikker på, at hun ikke skulle læse videre. Hun tilbragte et år i Spanien, var skibums i Østrig og blev til sin egen overraskelse ansat hos en it-distributør, hvor hun avancerede, men uden helt at vide, hvilken retning hendes liv skulle have. Retningen fandt hun i 2001, hvor hun som 23-årig meldte sig ind i Radikal Ungdom.

”Her mødte jeg en gruppe dybt engagerede, idealistiske mennesker og blev en del af et fællesskab, hvor jeg fandt mig hjemme i en grad, som jeg aldrig havde fundet mig hjemme tidligere. Jeg kendte til overklasselivet, men mine år på Skt. Annæ havde også givet mig et indblik i en virkelighed, som kaldte på et socialt engagement, som jeg ikke have fundet rum for tidligere,” siger hun.

Det var inspirationen fra det politiske engagement, som gav hende lyst til at læse igen, og i 2004 begyndte hun på RUC og kalder studieårene for den bedste tid i sit liv.

”Integration, identitet og religionens rolle i samfundet var de samfundsmæssige spørgsmål, som jeg var mest optaget af, og jeg valgte studier, hvor jeg kunne fordybe mig i de aspekter,” siger hun.

Gennem sit politiske engagement blev hun en del af Dansk Ungdoms Fællesråd, og i 2005 var hun en del af en gruppe, som rejste rundt i Mellemøsten og mødtes med potentielle samarbejdspartnere som en del af Det Arabiske Initiativ.

”Det var en kæmpe gave at rejse rundt i Mellemøsten og møde unge græsrødder, som var optaget af at udvikle deres samfund på tværs af religiøse skel,” siger hun.

Maria Lindhardt nåede at blive opstillet som kandidat for Radikale Venstre, men hun konkluderede også, at hun hellere vil arbejde på et organisatorisk niveau for en verden, hvor man kan leve bedre sammen trods sociale og religiøse forskelligheder. I 2009 så hun et stillingsopslag fra den danske ambassade i Beirut. Hun havde ikke afsluttet sine studier, men sendte ambassaden et brev, hvor hun skrev, at hun ville være meget interesseret i et job som det opslåede, når hun havde afsluttet studierne. De opfordrede hende til at søge, og hun fik jobbet og afsluttede studierne fra Libanon.

Det er seks år siden, hun flyttede til Libanon. Hun havde forestillet sig at bo der højst et par år, men tre måneder efter at hun var flyttet til Beirut, mødte hun en ung mand over et stort glas arak på en venstreorienteret bar. Det var den tre år yngre libanesiske finansrådgiver Wissam, som har levet 11 år af sit liv som flygtning i USA.

Parret blev gift på Gentofte Rådhus i 2012, og en måned senere blev Liam født på Rigshospitalet i København. Når man ser bort fra, at Wissam dyrker karate på et højt plan og underviser fem af syv af ugens aftener, lever de et familieliv, som kan sammenlignes med et dansk småbørnsfamilieliv. Liam har gået i vuggestue, siden han var seks måneder. Her lærer han både fransk, engelsk og arabisk. Dansk får han med fra sin mor.

”At jeg skulle slå mig ned i Libanon, var slet ikke en del af mine planer, da jeg flyttede dertil i 2009, men jeg har lært utrolig meget i mine år på ambassaden, og med min nye stilling i Danmission er jeg så heldig, at jeg kan fordybe mig i et af de emner, jeg er allermest optaget af: arbejdet for at styrke forståelsen mellem mennesker på tværs af religiøse skel. Dialogen gør fremskridt flere steder i Mellemøsten i disse år, fordi folk uanset religiøst ståsted er så trætte af krig og mest af alt ønsker fred,” siger hun.

Om parrets fremtid også på sigt skal være i Libanon, er et åbent spørgsmål. Liam skal være storebror til august, og efter et halvt års barsel vil Maria Lindhardt være tilbage på Danmissions kontor i Beirut.

”Jeg har fundet en vej, hvor jeg kan bruge alt det jeg har lært, og jeg håber på sigt, at jeg også kan bidrage ind i en dansk kontekst,” siger hun.