Vi mennesker er fanget i travlhedens fælde

Folk bliver fremmede for hinanden. Stilheden er slidt bort. Sindsro er blevet et fremmedord. Vi mangler evne til at orientere os i mylderet af opgaver og aktiviteter. Folk søger anerkendelse hele tiden, skriver Asger Baunsbak-Jensen i sit nye erindringsessay "Fartens forbandelse". Modelfoto. Iris

Jeg går ind i min tid og ud af min tid og har overvundet angsten for stilhed. Stilhed er blevet min livsnødvendighed. Omstændighederne tvang mig.
Asger Baunsbak-Jensen

Tempoet er enormt og vokser hver dag. Verden er blevet kold og teknokratisk, mens livet tømmes for mening, skriver Asger Baunsbak-Jensen i sin nye bog "Fartens forbandelse". Læs et uddrag her

Den stærkeste magt er blevet farten. Den er altgennemtrængende, og man kan ikke stoppe den, for den siver ind i mennesket.

Hastigheden udøver et pres, som mennesker umærkeligt tvinges til at tilpasse sig. Udvikling er blevet et mål i sig selv og væves sammen med krav om omstilling, læring, innovation og forandring.

Tiden er rå, og mennesker tvinges på plads af stærke ydre krav, mens der vokser en tung byrde af skyld over ikke at leve op til forventningerne. Vi drukner i indtryk med e-mails, Facebook, Twitter og sms’er på arbejdet, hjemme og i toget.

I dag kan jeg møde ligeså mange på en time, som jeg som barn på landet mødte på et år. Indlevelsen forsvinder, og der bliver aldrig tid til at fortælle om det, man har oplevet, eller høre på den andens livshistorie eller beretning om personlige problemer.

Folk bliver fremmede for hinanden. Stilheden er slidt bort. Sindsro er blevet et fremmedord. Vi mangler evne til at orientere os i mylderet af opgaver og aktiviteter. Folk søger anerkendelse hele tiden.

I denne dynamiske verden med det enorme omfang af kontakter bliver oplevelsen af nuet trukket sammen til at være intet.
 
Verden er ikke stabil, for den ændrer folks oplevelse af identitet med kortere og kortere mellemrum. Hvem er jeg?

Tiden er et råstof, og den er knap. Den digitale revolution sætter hele tiden tempoet op, og hvem er den næste, der bryder sammen? Nutiden skrumper, og overblikket går tabt. Vi får aldrig tid. Det er en del af hurtighedens logik.

En time er dog stadig en time. En dag er stadig en dag; men den snittes i små stykker, mens vi tumler af sted mod mål, vi aldrig når. Jeg har måttet vælge at gå imod strømmen. Jeg trækker på dyrekøbte erfaringer, for jeg overhørte vigtige signaler.  
 
Tidligt fik jeg erfaring med sammenbrud, for jeg havde ikke tid og magtede ikke at prioritere det, jeg skulle nå. Disse erfaringer bringer jeg med mig hver dag, og i dette essay søger jeg at give dem videre til min læser.

Hvordan reagerede jeg? Hvad fandt jeg frem til? Kunne jeg finde fodfæste? Det er min historie, jeg fortæller, min vej tilbage til livet, jeg beretter om. 

Vi glemmer, hvad hastighedens magt egentlig er, mens vi med mobiltelefonen i hånden tvinges til en her og nu-tilfredsstillelse. Vi er tidsovermætte.
 
Tempoet er enormt og vokser hver dag. De sociale medier presser farten op, og tiden til refleksion forsvinder. Verden er blevet kold og teknokratisk, mens livet tømmes for mening.

Overfladiskheden har sejret. Erfaringer og fordybelse er væk; man har ikke tid til at gå i dybden. Vi er blevet døve over for hinanden. Sammenhængen går tabt, verden føles ligegyldig, mens ensomheden vokser i mylderet af indtryk. Hvornår får vi tid til at møde mennesker ansigt til ansigt?

Vi møder familien med ansigtet nede i skærmen, vi ser nyhedsværter på tv, medrejsende i toget, kunder i supermarkedet, pædagoger i børnehaven. Vi ved ikke, hvor vi er. Hvad sker der med mennesket lige nu? Er der åndeligt liv tilbage?

Det er sådanne spørgsmål, jeg forsøger at belyse. Har vi andre mål i livet end at tilfredsstille de behov, som andre har skabt i os, som markedets salgspsykologer påtvinger os?

Vor tids epidemier med udbrændthed, stress og depressioner kan kun overvindes, hvis vi tager fat på en dybtgående reformering af vort personlige liv.

Vi laver statistikker om psykiske lidelser, men bruger vi dem til at ændre samfundet? Hvor er de politiske ideer, der skal ændre kursen, når vi ser alle dem, der bryder sammen.

De tilbydes stress-håndtering, men det er symptombehandling, for samfundsdebatten er tømt for visioner om et andet liv, et nyt samfund. Uroen tager magten. Jeg oplevede mit sammenbrud som et nakkedrag, men jeg valgte min vej videre, og den vil jeg berette om her.

Det er nu mange år siden, jeg erfarede, at jeg havde en så stærk fart på, at den tog magten fra mig. En smertefuld erkendelse, som dette essay handler om. Men dermed viste det sig, at jeg kom på forkant med udviklingen.

I dag bliver selvet overbebyrdet hos mange, og de rammes som af et nakkedrag, når angsten hober sig op, og stress glider over i depression. Hvad gør man? Jeg har kun ét svar: Gå ned i fart, søg stilhed.

Nu står alle hjælperne klar med kurser i positiv tænkning og selvudvikling. Tag dig i agt, for hvad tilbyder de, når du skal finde ud af, hvad dit liv bygger på? Jeg gik en anden vej. Jeg går en anden vej.

Bliv nu ikke forskrækket, kære læser. Jeg søgte til det religiøse for at finde svar. Selv om du, min læser, ikke føler dig hjemme her, mener jeg, bogen har noget at fortælle også dig.

Religionen har tabt til pengemagt, vækstfilosofi og krav om forbrug, og vi taler om, at vi er havnet i et sekulariseret samfund. Jeg er ikke så sikker. Men vi er blevet et bytte for konkurrencestaten, som øger farten hver eneste dag for det enkelte menneske. Det er ikke til at holde ud.

Vi er havnet i en rodløshed, hvor de eksistentielle svar fortoner sig. Historieløsheden har bredt sig som en tågebanke, hvor folk ikke kan orientere sig, for den tradition, der ligger i kultur og religion, er løbet overende. Fællesskaberne er opløst.

Folk lærer sprog, matematik og IT, og de tvinges til at være omstillingsparate hver dag. Tidens fart betyder, at vi er optaget af nuet og tumler ind i fremtiden; fortiden optager os ikke. Vi skal være til stede nu, ellers kan vi ikke få succes. Der skal nyt til, siger man.

Vi kan ikke løse nutidens omfattende problemer med løsninger, der hører fortiden til. Vi må ikke holde fast i en forældet tankegang. Fortiden har ikke noget at sige os.

 Vi skal være konstruktive og innovative, men her er det, jeg siger: Vi kasserer klassiske værdier, som ikke kan undværes i fremtiden, for menneskesindet forandrer sig slet, slet ikke så hurtigt, som teknologien kræver.

Jeg ser historieløsheden, hvor fortiden fravælges, som årsag til rodløsheden. Jeg ved, hvor jeg kommer fra, det er indbygget i mit fundament.

Har man ikke viden om fortiden og dens traditioner, kan man ikke skabe nyt. Udelukker man alt det, der ikke kan måles og vejes, indsnævrer man synsfeltet og kommer ikke til at se dybden i tilværelsen.
 
Alle de kriser, der venter os i økonomi og vækst, vil sætte sig dybe spor med farlige overraskelser i den enkeltes liv. Verden kører af sporet i sit evindelige krav om vækst, hvor alle styrter af sted uden overblik, uden fordybelse, uden tid til at reflektere.
 
Man kan argumentere om viden, men ikke om tro. Tro har et andet udgangspunkt i en guddommelig verden, hvor fysisk bevisførelse eller økonomiske beregninger er sat ud af kraft.

Jeg går altså nye veje, fordi jeg ikke kan leve med mig selv som autoritet og ledestjerne; jeg søger uden for mig selv. Det er her, livsstilsvejlederne kommer til kort.

Jeg fastholder, at livsnydelsen findes, når jeg tager livet alvorligt. Eftertænksomhed henter sin næring i ro. Stilhed er livsnødvendig.  
 
Fremtidens luksus bliver stilhed. Vi står ved en ny begyndelse, hvor det eksistentielle og åndelige kommer til at udfolde sig. Mennesker leder efter svar.

Jeg går ind i min tid og ud af min tid og har overvundet angsten for stilhed. Stilhed er blevet min livsnødvendighed. Omstændighederne tvang mig. Voldsomme ting hændte. Jeg magtede ikke tilværelsen.

Jeg måtte bryde op og finde den ordløse stilhed. Eller gå til. Det var ikke en ny vej, jeg betrådte, jeg havde valgt den før, men jeg havde overhørt faresignalerne, frydet mig over opgaverne, glædet mig over anerkendelse men var blevet tonedøv over for det, der skete i min psyke.

Jeg så ikke faren. Eller jeg så den for sent.

Det tog magten fra mig. Tidspresset. Jeg have prøvet det før, og det havde gjort mig syg. Jeg havde skiftet spor i forventning om at have fundet det rigtige. Jeg havde fundet det rigtige, men jeg havde ikke ændret livsstil. Jeg ville for meget.
 
Få år før havde jeg fået præsteembede. Jeg havde valgt en anden vej end politikerens eller embedsmandens. Men jeg var ikke holdt op med at være arbejdsnarkoman. Jeg har villet mere, end jeg kan.
 
Prædikener, dåb, vielser, begravelser, sjælesorgssamtaler, 100 konfirmander, besøgsvennetjeneste, menighedsrådsmøder. Dertil tillidshverv og 40 foredrag årligt ud over landet.

Det er nu over 25 år siden, jeg kom til at se ind i den virkelighed, der i dag omfatter størstedelen af befolkningen. Jeg så ind i en fremtid, hvor arbejdets krav er brutale og truer folk med sammenbrud.

Jeg mener at kende min tid. Det psykiske arbejdspres går som en uendelig strøm gennem mennesker. De skal være innovative og kreative, og de nyder det, mens de slides ned. Skærmen er en magnet, som fortryller med stadige forandringer.
 
Folk tror, de kan klare sig med løbetræning, tennis og  fitness. Det er hele tiden fysikken, det drejer sig om. Det, der er umuligt at måle i psykiske behov, der er umulige at måle, overhøres.

Mennesker er fanget i travlhedens fælde. Har man ikke travlt, er man ikke til. Er det selvbekræftelseskraften? Er det narcissismen,
selvpejlingen, der har sat sig fast? Var jeg selv narcissist?

Det, jeg skriver her, rummer en selverkendelse; for først da udkørtheden var total, blev jeg tvunget til side.

Jeg magtede at vælge stilheden. Deri lå min styrke. Jeg bad menighedsrådet om to måneders orlov og fik det – uden løn. Jeg skjulte mig med mit sammenbrud. Ville stadig ses som stærk.  
 
De to måneder blev de vigtigste måneder i mit liv. Jeg lever på de erfaringer hver dag. Jeg blev et andet menneske. Derfor vil jeg dele mine erfaringer med min læser: Hvis jeg ikke lægger stilhedspunkter ind i min ugerytme, ja gør det til en daglig proces, kommer uroen tilbage med tungsind.

Jeg accepterer, at vi i dag lever i en tid med fantastisk – fanatisk – tidspres. Jeg kæmper ikke imod den teknologiske udvikling med forbindelser på sociale medier, for alt dette har en positiv side. Jeg ville heller ikke undvære min iPad.

Men jeg har lært at etablere de stilhedspunkter, som er livsnødvendige for mit sind. Jeg skriver på disse erfaringer i håb om, at den stressramte vil blive inspireret til at samle sig om at finde ind til en ro i sin livsrytme og dermed turde være sig selv midt i mængden af de frygtelige krav om større og større
hurtighed. Mennesker skal befries fra fartens fangenskab.

Jeg vil ikke leve uden arbejdsopgaver; men jeg finder min egen vej til sundhed. Jeg går mine fire kilometer hver dag, for der finder jeg stilheden som inspirationskilde. Men mobiltelefonen skal blive derhjemme. Ingen afbrydelser, ingen opkald, kun stilhed. Eller jeg arbejder i min have.

Tempoet i samfundet vil blive ved med at øges. Vi er kun ved begyndelsen af en revolution af arbejde og samfund. Jeg blev et offer for denne acceleration. Det, der følger nu, er fortællingen om vejen, jeg har fulgt, om en indsigt i noget, der går dybere og langt videre end det, travlheden gjorde muligt.

Langsomt stod det mig klart, at der måtte træffes en beslutning, før handlingslammelsen ville erobre mig helt.

Det værste er, hvis mennesket forsvinder for sig selv, og ensomheden tager magten. Der skal findes en anden vej frem. Stilhed er en livsbetingelse,
som jeg søgte ind til. Ledetråden i denne bog er stilhed.

Jeg kender folks indvending: Jeg har ikke tid, arbejdet kræver mig, jeg skal have tid til mine børn, tid til motion. Jeg har ikke mere tid. Jeg er ikke enig. Farten skal have et modspil. 

Alle kan, hvis de vil, bare finde nogle minutters stilhed hver dag ved at trække sig tilbage, være alene og lukke for computer og mobiltelefon. Og det er hver dag, det er en viljeshandling at finde indre ro. Derefter bliver det til et behov, som vil vise sig at bringe sundhed med sig.