Max var godt begavet, både i skolen og musikalsk. Hans forældre gav ham det, han pegede på, men de overdængede ham samtidig med abstrakte forventninger til hans fremtidige succes. Han er jo så talentfuld, så hvorfor sætte grænser for ham, tænkte forældrene, der heller ikke just holdt sig tilbage med at vise hans succes frem.
Som årene gik, blev Max mere og mere urolig i skolen. Han blev selvdestruktiv og vendte sig som ung mand til sidst mod sine ellers kærlige og hårdtarbejdende forældre, da de krævede, at han selv måtte yde for sit livs ophold, hvis han ville forsøge sig som professionel musiker i stedet for at studere.
”Max er bare ét eksempel på en meget påtrængende tendens i tiden,” fortæller Martina Leibovici-Mühlberger, østrigsk psykologiprofessor og psykoterapeut, der har udgivet den stærkt omdiskuterede bog ”Når tyranbørnene bliver voksne – hvorfor vi ikke kan regne med den næste generation” (ikke oversat til dansk), som Max optræder i.
”Max følte, at faderen afpressede ham med akademiske krav i stedet for bare at støtte hans musik. Egentlig foretager Max en typisk, men også infantil og krænket reaktion fra et narcissistisk ungt menneske. Han er altid er blevet rost og ophøjet og overbebyrdes nu af livets normale modstand – her er kort mellem det barnlige tyranni og en martyrisk offerposition.”
Man kan høre på Martina Leibovici-Mühlbergers stemmeføring, at hun er mere end vant til at tale om emnet. Hendes nyeste bog om narcissisme har været så omtalt og debatteret i de tysksprogede medier, at hun midlertidigt har måttet ansætte en assistent til at organisere foredrag og besvare henvendelser fra læsere.
I bogen optræder ikke bare Max, men også selvskadende teenagere, voldelige drenge og anorektiske piger, prostituerede 8. klasse-elever og stærkt internetafhængige 15-årige. Men når Martina Leibovici-Mühlberger stempler den unge generation af i dag som selvoptaget og narcissistisk forstyrret, så skyldes det ikke et professionelt tunnelsyn fra hendes psykologipraksis, hævder hun.
”I min hverdag ser jeg selvfølgelig de ekstreme tilfælde. Men jeg har også talt med et hav af forældre og rådgivere, som bekræfter det generelle billede. Desuden påviser studier og meningsmålinger blandt unge, at dyder som troskab, pålidelighed og forbindtlighed tager kraftigt af. De unge ser mere utilitaristisk på verden: Hvis det giver mig nytte, så er jeg trofast, pålidelig og forbindtlig. Hvis det ikke giver mig en nytte, så er jeg bare dum, hvis jeg går op i disse dyder,” siger Leibovici-Mühlberger.
”Det har været en stærkt tiltagende tendens de seneste 25 år. Blandt de 35-årige har vi i dag tre gange så mange narcissistiske personlighedsforstyrrelser, der har relevans for psykopatologien. Det er selvsagt ikke børnenes og de unges skyld. Problemet ligger i generationerne over dem og vores angst for at opdrage.”
Et af hovedproblemerne i nutidens børnesyn er ifølge den østrigske mor til fire, at den moderne familie altid har barnet i centrum. I en repræsentativ undersøgelse mener hele 90 procent, at udviklingen af barnets selvbevidsthed og selvtillid er det vigtigste i deres opdragelse, mens under halvdelen mener, at indordning og tilpasning overhovedet er et mål.
”Det afspejler nutidens frihedsideal, som dikterer alle at udfolde sig maksimalt og få det maksimale ud af livet. Med denne doktrin formidler forældre, at hvis du altid er fri, følger dit hjerte og gør det, du gerne vil, så bliver det hele godt. Derfor famler forældrene rundt mellem alle mulige tilbud for at finde de talenter, der skal udfoldes, hvormed de åbenlyst forsømmer at lære børnene dyder som udholdenhed, koncentration og social tilpasning,” siger Leibovici-Mühlberger.
Netop her opstår hovedproblemet, idet forventningerne til børnenes potentiale samtidig er tårnhøje.
”Med denne kombination lammer vi barnet narcissistisk i stedet for at forme det socialt. Vi producerer ensomme narcissister, som højst har brug for andre til at spejle sig i og overgå, og som senere i livet har meget svært ved at forstå, at årsagen til deres manglende succes på det ene eller andet område faktisk kunne ligge hos dem selv.”
For Martina Leibovici-Mühlberger er de moderne forældres manglende mod til at opdrage her en selvforstærkende tendens. I dag er stadig flere forældre kommet ud på et skråplan, hvor de higer efter anerkendelse og ros af deres børn. De vil med andre ord være venner med deres børn frem for at være opdragende forbilleder for dem.
”Dermed overlades børn endnu mere til deres egen selvregulering. De udvikler ingen selvbegrænsning og udholdenhed. Det er i mine øjne de voksnes selvbedrag, en opdragelsesløgn, som senest vil åbenbare sig, når barnet bliver voksent, og der stilles krav, som det unge menneske slet ikke kan finde ud af at honorere. Alt imens forældrene undrer sig over, at de unge mennesker i stigende grad vender sig bort fra dem eller holder forbindelsen lige præcis så varm, at det stadig kan regne med materielle gaver fra oven. Det er børnenes svar på det postmoderne forbrugersamfund, som har bedraget dem,” siger den østrigske psykolog og fortsætter uden tænkepause:
”Vi må i stedet skabe et reelt socialt miljø i overskuelige enheder for vores børn. Også selvom vi dermed sætter nogle grænser for dem og det potentiale, vi forældre drømmer om. Min oplevelse er, at de tyranniske og adfærdsvanskelige børn skriger på at blive opdraget. Derfor er min bog også en appel til forældrene om, at de må se at blive voksne og finde deres egne grænser og værdier.”
Ifølge den polemiske østriger kan konsekvenserne af narcissismens kultur blive et reelt problem for den vestlige kultur. Ikke mindst fordi vi forsømmer at forberede vores børn på noget så banalt som en almindelig arbejdshverdag.
”Vi skal ikke stå model til alt. Men vores børn kommer uforberedte ud i et samfund med stærk konkurrence på næsten alle hylder. Det er katastrofalt både på et nationaløkonomisk og samfundsmæssigt plan. Men det værste er, at de lider på et individualpsykologisk plan. Vi skaber groft sagt ulykkelige mennesker, der ikke har de fornødne grænser at møde verden med.”
Trods sine bastante udsagn benægter Martina Leibovici-Mühlberger, at hun mere eller mindre direkte plæderer for en autoritær opdragelse.
”Autoritær opdragelse producerer bogstaveligt talt undersåtter, som heller ikke har mange chancer i verden af i dag. Fremtidens verden og arbejdsmarked har brug for refleksive og samarbejdende personligheder, der både kan lede og afgive ansvar, når de skal det. Socialt er den autoritære personlighed heller ikke just ønskværdig,” mener hun.
”Forældre skal på en kærlig måde tage føringen i opdragelsen. De skal vise og bruge deres erfaringsforspring over for deres børn. De skal ikke opfylde deres børns umiddelbare ønsker, men deres behov for orientering, nærhed, accept og kærlig ledsagelse,” siger Martina Leibovici-Mühlberger.
”Her har mange stolte og ambitiøse – og ofte selvoptagede – forældre glemt, at man ikke kan købe sig til et forhold til et barn. Det kan kun udvikle sig i tusindvis af små og store øjeblikke og oplevelser sammen. Det kræver tid og omtanke at opdrage. Men også en hel del mod til at gå imod tidens selvoptagede ånd.”