Mit livs øjeblik: Farens død lærte Michael Birkkjær om smerte

Mikael Birkkjær har efter sin fars tidlige død haft let adgang til sine følelser og aldrig været bange ...

Mikael Birkkjær har efter sin fars tidlige død haft let adgang til sine følelser og aldrig været bange for de mørke af dem. Det har hjulpet ham som skuespiller og far. Foto: Scanpix

Jeg er nødt til mærke hele virkelighedens tyngde og værne om livets udsving, og jeg tror, at den tilgang til livet også bunder i en insisteren på, at mit sind aldrig må stoppe med at tage hånd om min fars død.
Michael Birkkjær

Mikael Birkkjær var kun en dreng, da hans far døde. Tiden efter var forfærdelig, men åbnede en dør til hans inderste følelser

Min far var, som mange fædre er for en 13-årig søn: Mit forbillede.

Han var enormt god til at spille fodbold, fantastisk til at fortælle historier, og han kyssede min mor, mens vi så på det.

Men nok vigtigst af alt, så interesserede han sig for mig. Han så mig og var altid opmærksom.

Så det var et chok, da jeg en nat vågnede, gik gennem stuen og ind til hans seng.

Jeg husker ikke, hvorfor jeg gjorde det, men jeg kan stadig se for mig, hvordan han sad der på sengekanten og holdt sig på maven.

Vi vidste godt, at han fejlede et eller andet, men de fleste troede, at det mest var psykisk, fordi min mor havde forladt os kort tid forinden.

Nu så jeg ham med en bule på maven så stor som en voksen mands knytnæve. Da lægerne åbnede ham, var meldingen, at det var umuligt at operere kræften væk, og der gik ikke længe, før han døde.

Min mor flyttede tilbage til os, og vi forsøgte at få livet til at gå videre, men det var en hård tid. En rigtig hård tid.

Jeg kæmpede både med sorgen og med ansvaret for min tre år yngre søster, der knyttede sig meget tæt til mig.

Jeg blev hendes anker, tror jeg, og det har påvirket vores forhold lige siden - på godt og ondt.

Min egen identitet og livsbane blev i høj grad også påvirket af min fars død. I tiden efter fandt jeg ud af, at jeg ikke var bange for mine inderste følelser.

Mange andre trak sig tilbage og gjorde meget for ikke at tale om min far, mens jeg levede i en verden af smerte, sorg, vrede og en følelse af at være forladt.

Jeg græd, var aggressiv og havde det generelt forfærdeligt, men det var samtidig, som om der blev åbnet en dør til alle mine dybeste følelser, og på en måde dyrkede jeg dem.

Op gennem min ungdom fortalte jeg alle nye venner, kærester og bekendte om min far og mine følelser for ham, selvom jeg ofte begyndte at ryste, mens jeg gjorde det.

Historien var som en fysisk del af mig, jeg var nødt til at dele med andre.

Måske for at holde fast i ham, huske ham og ære ham.

Det er nok for meget sagt, at jeg blev skuespiller for at kunne udleve alle de mange følelser i mig, men jeg er sikker på, at den direkte adgang til dem har været stærkt medvirkende til, at jeg har fået en karriere.

Og at den i høj grad har været brolagt med roller, hvor jeg har skullet søge ind i stærke og ofte mørke følelser.

Der var blandt andet engang, hvor jeg skulle spille en soldat, der blev negligeret og degraderet.

Det oplagte ville være at give følelserne et fysisk udtryk ved at græde, blive tavs eller vred, men jeg søgte tilbage til det land af smerte, jeg levede i som barn, og i stedet fandt jeg et bevægelsesmønster, jeg vandrede rundt i, indtil benene segnede, og jeg sank sammen.

Det var den mest ægte følelse, jeg kunne finde.

I det hele taget har jeg gennem mit liv været meget optaget af, at mine følelser skulle være så ægte som muligt. De må ikke være noget, der gemmes væk.

Jeg er nødt til mærke hele virkelighedens tyngde og værne om livets udsving, og jeg tror, at den tilgang til livet også bunder i en insisteren på, at mit sind aldrig må stoppe med at tage hånd om min fars død.

Den skal være en accepteret del af mit liv og være lige så vigtig som glæde, fordi smerten er lige så sand for mig som alt det gode, der sker.

Den indstilling har samtidig påvirket min rolle som far, for den har gjort, at jeg altid har været åben omkring mine følelser.

Samtidig har jeg nok været særligt opmærksom på at være en god far, for siden jeg fyldte 35 år - som er den alder, min far havde, da han døde - har jeg tænkt:

Hvad nu, hvis mine børn skal opleve det samme, som jeg gjorde?

Og da jeg ikke døde, tænkte jeg: Okay, hvordan er man en god far, når man er ældre end 35?

På den måde har jeg nok forsøgt at gøre mig særligt umage, og jeg har hørt, at min store dreng, som er 25 år nu, har fortalt sine venner, at vi har et helt særligt far-søn forhold.

Det er dejligt.

Og det kan jeg på en måde takke min egen far for.