Jeg var hos mine forældre i deres hjem i Danmark, da de første tv-billeder kom fra Syrien. Det var marts 2011, og vi følte alle en vild eufori, for der var ikke blot tale om en blodig revolution. Assad skulle forblive på magten, men der skulle ske et grundlæggende opgør med korruptionen, og vi var overbeviste om, at nu kom forandringen. Der var omsider en reel chance for at opnå demokrati.
Da demonstranter og folk fra oppositionen de følgende dage begyndte at blive dræbt, fængslet og tortureret, gik der chokbølger igennem mig. Og da det udviklede sig til en reel massakre på civilbefolkningen, bristede mine illusioner om mit hjemland.
Jeg elsker Syrien, og mine lykkeligste stunder er derfra. Det er et meget smukt land med en stærk energi af noget oprindeligt, som man ikke oplever andre steder, og jeg havde længe haft en længsel efter at vende tilbage til det land, min far kommer fra, og hvor meget af min familie stadig bor.
Nu var den drøm med ét gjort uopnåelig. I hvert fald foreløbig.
Revolutionens udbrud var samtidig skelsættende for mig, for jeg følte, at jeg havde en stærk stemme i Danmark som debattør, og at jeg havde pligt til at udnytte den. Men min far forlangte, at jeg var stille. Jeg forstod godt, at han var bange for vores families liv i Syrien. Der var mange pro Assad-folk i Danmark, som rapporterede hjem til styret, så hvis jeg udtalte mig kritisk, kunne det få alvorlige konsekvenser. Men der brændte en dårlig samvittighed i mig. Jeg kunne stadig leve mit liv som altid, mens min familie måtte kæmpe for deres.
Jeg kunne ikke sove, jeg havde det forfærdeligt - også fordi jeg oplevede en manglende forståelse fra mange danskeres side. Det var, som Jeppe Aakjær beskriver i en sang: ”Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.”
Særligt mange politikere og debattører forstod ikke, at vi var del af et større skæbnefællesskab med syrerne, og det skabte en skuffelse, som sidder i mig endnu. Vi lever i et dejligt, idyllisk land, som jeg elsker, men at solidariteten ikke rakte længere gjorde, at jeg følte mig fremmedgjort.
Også derfor besluttede jeg mig for at trodse min far og bruge min stemme, og jeg var med til at starte den syriske opposition i Danmark.
Vi skrev artikler, afholdt konferencer og demonstrationer. Jeg råbte så højt, jeg kunne, men prisen var, at min far ikke længere ville tale med mig.
Han mente ikke, at jeg gjorde nogen forskel, jeg satte kun min familie i fare. Men den risiko var jeg villig til at tage. Og sagen var jo, at min familie var i fare uanset hvad. Mange tusinde uskyldige syrere var jo blevet dræbt siden revolutionens begyndelse, millioner var på flugt, og kun halvdelen af landets børn gik i skole. Jeg var nødt til at forsøge at gøre noget.
I dag siger mange, at der intet godt kom ud af revolutionen. Og at det var bedre, at den aldrig var sket. Men når jeg hører det, skriger alt i min krop, for det er altid værd at gå imod et diktatur. Intet menneske har ret til at dominere et andet - og forandringen skal nok komme. Men det er selvfølgelig let nok at sige på afstand.
Jeg er under alle omstændigheder glad for, at jeg gjorde noget. Og jeg er gode venner med min far igen. Men min nok lidt romatiske tilgang til Syrien er død for altid. Den smerte lever i mig, og på den måde vil der altid være et før og et efter den syriske revolution for mig.