Travl mor til to: Børn burde gøre oprør mod stressede forældre

Det, der som forælder kan være så skræmmende, er, at jeg ikke i hverdagen oplever, at børnene efterspørger noget andet. De lærer bare lige så stille, at sådan er livet; ud ad døren, hen i skole, hjem igen, igennem de praktiske opgaver og så i seng. De lærer at leve med det tempo, siger Suzette Frovin. Modelfoto. Foto: luxorphoto / Scanpix

Suzette Frovin føler sjældent, hun viser sine børn tilstrækkeligt med nærvær, og de vænner sig lige så stille til et alt for hektisk liv. Godt, at forældre er blevet mere opmærksomme på deres børn, men problemet skal ikke overdrives, mener forsker

41-årige Suzette Frovin ved det godt. Hun har kun Carla på ni år og Halfdan på otte til låns.

Tiden går hurtigt, selvom man prøver at holde på den, og før eller siden flytter de hjemmefra. Det er nu, det gælder. Nu, de skal være sammen. Hver dag er skemalagt ned til mindste detalje, så hun og hendes mand, der er historieforsker, kan få livet i Nyborg med børn og fuldtidsarbejde til at hænge sammen.

Som selvstændig kommunikationskonsulent råder hun over sin egen tid, men alligevel slår timerne sjældent til. Det giver en konstant følelse af at gå for tidligt fra arbejdet og komme alt for sent hjem, fortæller hun.

Derfor har familien i år valgt at bytte pakkekalender, kalenderlys og julegaver ud med fire ugers rejse hen over jul og nytår. Fire uger som er helliget familien, og hvor der er timer nok at tage af.

”Det kompenserer i hvert fald lidt for den tid, vi ikke har sammen i hverdagen,” siger hun.

Det er tredje gang, familien tager på en længere rejse sammen, og børnene har accepteret, at der ikke er gaver til jul i år. Suzette Frovin ved godt, det er et privilegium at have mulighed for at rejse væk sammen, men allerhelst så hun, at der var mulighed for at skabe mere ro omkring familien i hverdagen.

”Det, der som forælder kan være så skræmmende, er, at jeg ikke i hverdagen oplever, at børnene efterspørger noget andet. De lærer bare lige så stille, at sådan er livet; ud ad døren, hen i skole, hjem igen, igennem de praktiske opgaver og så i seng. De lærer at leve med det tempo, og på en måde er det er trist, at børnene ikke gør oprør.”

Suzette Frovin og hendes familie er ikke nogen undtagelse. Flere undersøgelser peger på, at børnefamilier føler sig stressede. Ligeledes er en af hovedkonklusionerne i en rapport fra Børnerådet, som offentliggøres i denne måned, at mange børn og unge efterlyser mere tid med deres forældre.

Betydningen af samvær mellem børn og voksne kan da heller ikke overvurderes, mener seniorforsker ved Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI) Mogens Nygaard Christoffersen, der blandt andet forsker i børn og familieliv.

”Vi ved, at det, der har størst betydning for barnet, er, når den voksne har tid til at lytte og til at forstå barnets lege,” siger han.

Når en dansk familie som Suzanne Frovins i dag bekymrer sig så meget om børnenes trivsel, hænger det sammen med, at det generelle fokus på børns oplevelse af familielivet formentlig aldrig har fyldt så meget, som det gør i dag. Forskere begyndte i 1980erne at betragte børns udsagn som troværdige og relevante, og siden er forskningen gradvist taget til, fortæller Ning de Coninck-Smith, barndomshistoriker og professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

For eksempel udbydes der i dag kurser for børn og voksne, som skal lære dem at være nærværende, og der udgives utallige bøger om familieliv.

”Jeg tænker, at det er blevet et pædagogisk projekt at få børn til at italesætte etiske værdier i hverdagen. Mit eget barnebarn har skullet udfylde en ønskeliste i skolen, og det var alt fra dyre gaver til ’bløde pakker’, som havde med familien at gøre,” siger Ning de Coninck-Smith og fortsætter:

”Det hænger sammen med, at vi har fået blik for, at det er vigtigt at lytte efter, hvad børn siger. Da jeg var barn tilbage i 1950’erne, opfattede man ikke børn som troværdige, men den tanke er passé.”

Selvom det er godt med fokus på børnenes trivsel, advarer Ning de Coninck-Smith mod at overdrive problemerne, for vilkårene er gennemgående bedre end nogensinde før.

”Vi må lige trække i nødbremsen, for på mange måder har børnefamilierne fået det bedre. Går vi 30 år tilbage, var det, vi i dag kalder for fuldtidsarbejde, deltidsarbejde. Kvinderne i den brede befolkning har altid arbejdet på gårdene, på fabrik eller med rengøring. Men problemet er, at vi har en kreativ klasse, som lever et liv, hvor arbejdstiden flyder ud over alt, og det er én af grundene til, at vi har en masse børnefamilier, der føler sig stressede.”

Grethe Kragh-Müller, lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, er inde på noget af det samme. 

”Enhver tidsalder har sine fordele og ulemper. Børn i dag får en masse godt, mere ligeværdige relationer, der bliver lyttet mere til dem, og de bliver generelt behandlet bedre. Omvendt er det stressende for mange småbørnsfamilier, når begge forældre arbejder fuldtid. Vi ved, at børn vil være sammen med voksne, som er glade og ikke stressede, for når man er stresset, skælder man ud.”  

Spørger man Grethe Kragh-Müller, ligger en stor del af løsningen i, at forældre i højere grad får lov til at arbejde deltid, og at vi opruster frem for at skære ned på antallet af pædagoger i daginstitutionerne. Modsat mener andre, at forældrene og ikke systemet står med hovedansvaret for at være mere til stede for børnene.

Tilbage i Nyborg mener Suzette Frovin, at der er brug for at skabe nogle andre rammer om familierne. Hun ser gerne, at antallet af hænder i daginstitutionerne bliver langt flere end i dag, og at forældre får ret til flere barnets sygedage og mulighed for mere fleksible arbejdstider, så tempoet i hverdagen kan skrues ned. Langt fra alle har som hendes familie tiden eller pengene til at hive fire uger ud af kalenderen, erkender hun, og det er også i hverdagen, at presset er størst.

Samtidig er der brug for at skrue ned for de forventninger, der i dag er til forældre.

”Mine egne forældre mødte op til ét årligt arrangement på skolen, hvor de sad og drak kaffe med de andre forældre, til vi skulle hjem igen. I dag er der – på godt og ondt – en forventning om, at vi som forældre skal være til stede og bidrage i alle mulige sammenhænge,” siger Suzette Frovin.

”Man kan godt sige, at man ikke vil være en del af det ræs. Min erfaring er bare, at det for de fleste af os er vanskeligt at melde sig ud af fællesskabet og gøre op med de forventninger, som ikke bare kommer fra andre forældre, men som ligger i tiden. Eksperterne fortæller os, hvor meget vi skal være der for vores børn, hvor lidt fjernsyn de bør se, hvad de bør spise og så videre og så videre. Det er umuligt at leve op til, og vi er simpelthen nødt til både at have mere tillid til os som forældre og skabe mere ro om familierne – om ikke andet så for børnenes skyld.”