Når jeg bladrer gennem min barndoms fotoalbum, står det klart, at min barndom nok ikke var helt almindelig.
Jo, i udgangspunktet var den da som så mange andres. Mine forældre var gift i 46 år, indtil min mor døde sidste år, og de fik to børn, min lillesøster og mig. Som sådan en kernefamilie, endda med både hund, kat, undulat, skildpadde og hamster.
Men så var der, som fotoalbummet illustrerer, alle de andre børn. Der er for eksempel billedet af mig som to-treårig sammen med en lidt ældre dreng med Downs syndrom. Eller billedet af min søster, storsmilende i et skumfyldt badekar sammen med en jævnaldrende og lige så glad pige med spastisk lammelse. Og den slags billeder er der mange af – nogle børn optræder på et enkelt foto, andre er en fast bestanddel af familiens liv i flere år.
Mine forældre var plejeforældre. Over en periode på vel 30 år åbnede de hjemmet og familien for børn, der mildt sagt havde fået en skæv start på livet. Nogle var børn af misbrugere og psykisk syge, andre var ”bare” født ind i et kaos med umodne og uansvarlige forældre, som ikke havde evnerne til at sikre et barn en kærlig og tryg barndom.
Der var børn, som boede hos os ganske kort tid, indtil der var fundet en permanent plejefamilie. Der var børn, som gennem længere tid var hos os i weekenderne, hvor de så bare trådte ind i vores liv med tre daglige måltider, gåture med hunden og godnathistorier – ikke noget vildt, men en hverdag i kontrast med det underskud og kaos, de normalt befandt sig i. Og så var der dem, der var fjernet fra deres familie, og som jeg voksede op med og i dag betragter som mine søskende.
Det kan godt være, at vi ikke delte de første år af vores liv, men vi har delt resten og gør det stadig, med alt hvad det indebærer af omsorg, frustrationer og kærligt drilleri. Vi er vidt forskellige – og alligevel meget ens med en fælles bagage af små og store oplevelser, glæder og sorger. Og når jeg ser på mine venners forhold til deres biologiske søskende, må jeg sige, at biologi ikke nødvendigvis er en garanti for et ukompliceret forhold.
Nu skal det ikke lyde, som om alt var godt og lykkeligt. Når børn fjernes fra deres biologiske forældre, sker det af en grund. Svigt og misrøgt har frataget dem tilliden til voksne, og de har ofte svært ved at knytte sig til andre mennesker. Almindelige sociale færdigheder, fra bordskik til evnen til at lege med andre børn, er ikke en selvfølge.
Og så er der savnet. Selv de mest uduelige forældre har en central plads i deres børns hjerte – ja, måske endda en endnu større plads, fordi drømmen om et godt liv sammen med mor og far fylder så meget mere end hos de børn, der vokser op i tryghed og omsorg. Så jeg har ikke tal på, hvor mange gange mine forældre er blevet mødt med råb og skrig om ”det skal du ikke bestemme, for du er ikke min mor!” eller ”gå væk, du er ikke min far!”. Den slags slider, på børn og voksne, og uden at de nogensinde har sagt det, er jeg ganske sikker på, at mine forældre til tider har overvejet, om det var det hele værd.
Det var det, vil jeg i dag vove at konkludere. Mine forældre har gjort en forskel. I modsætning til en simpel blad-skrædder som mig selv, hvis skrøbelige bidrag til evigheden vil være en stak aviser, har mine forældre givet en gruppe børn det, som andre ikke formåede at give dem: et hjem og en familie.
Her stod og står døren altid åben – også når børnene var fyldt 18 år og det ansættelsesforhold, som en plejefamilie også er, var afsluttet. Så de kommer stadig i hjemmet i den lille landsby ved Esbjerg, og i dag har flere af dem deres egne børn med. Og da min mor blev bisat sidste sommer, var kirken fyldt med en skøn blanding af familie, venner og plejebørn med deres nye familier.
Men det er ikke kun plejebørnene, der har fået noget. Det har vi andre også. Når man i sin opvækst bor sammen med børn, der har levet med misbrug, svigt og psykisk sygdom, syner de fleste af ens egne problemer ganske ligegyldige. At møde mennesker med en anden baggrund, et handicap eller psykisk sygdom er på samme måde ikke noget, der skræmmer, når det livet igennem har været et bagtæppe for det liv, ens nye søskende kom fra. Det var ikke let, det var ikke uden problemer, men det var det rigtige at gøre.