Når jeg er deprimeret, tænker jeg, at min familie var bedre tjent uden mig

Jeg har skyldfølelse over, hvad jeg i længere perioder har udsat min kone og børn for, skriver en læser

Jeg tænker ofte på, at det har været tungt for mine nærmeste at være vidne til mine depressioner, for mange gange har de ikke vidst, hvad de skulle stille op, skriver Kåre.
Jeg tænker ofte på, at det har været tungt for mine nærmeste at være vidne til mine depressioner, for mange gange har de ikke vidst, hvad de skulle stille op, skriver Kåre.

Kære brevkasse

Jeg læste sidste uges brevkasse om Isabellas far og om hendes bekymring for hans depressive sind. Jeg tænkte, at det på en måde godt kunne have været mig. For jeg har også haft gentagne depressioner, som har påvirket min kone og mine efterhånden store børn gennem årene.

Heldigvis har der været en større åbenhed om det i min nærmeste familie end i Isabellas familie - eller rettere sagt, jeg har haft det så dårligt, at det har været umuligt for mig at skjule det. Så jeg kan ikke rose mig af, at jeg har været specielt åben.

Jeg tænker ofte på, at det har været tungt for mine nærmeste at være vidne til mine depressioner, for mange gange har de ikke vidst, hvad de skulle stille op, og hvordan de skulle forholde sig til mig, når jeg har været på vej ned i en depression, eller når jeg i månedsvis har været nede i mine sorte huller, hvor jeg ikke har kunnet se lys eller håb.

Når jeg er deprimeret, kan jeg godt føle mig som en klods om benet og som en belastning for familien, som var bedre tjent uden mig. De har alligevel gentagne gange forsikret mig om, at det ikke er sådan, og at de ikke vil af med mig, men det er ikke let at få ind i sig og tro på, når man er i depressionens favntag. Og jeg kan godt fortsat have en skyldfølelse over, hvad jeg i længere perioder har udsat dem for.

Jeg synes, at det er en tung sygdom, og jeg synes, det er truende at leve med, at den kan komme igen, selvom jeg for tiden har det godt. Jeg får medicin til daglig og skal tage det fremover, fordi min behandler siger, at når jeg har haft en depression måske fem gange gennem livet, så skal der ikke tages flere chancer med at holde op med medicin og tænke, at jeg nu er rask og ikke kan rammes mere.

Er det også sådan, at I tænker? Og hvordan skal jeg forholde mig til min skyldfølelse omkring de belastninger, som jeg har udsat min kone og børn for gennem længere perioder af deres liv?

Venlig hilsen

Kåre

Kære Kåre

Tak for dit brev. Du udtrykker på mange måder det, som rigtig mange danskere, som er ramt af en depression, må leve med: dels depressionssygdommens tyngde, smerte og livsindsnævring på det personlige plan, og dernæst skyldfølelsen over for de nærmeste relationer og måske arbejdspladsen, fordi man ikke kan være den person, som man kender til og plejer at være, når man er rask.

Selve sygdommen findes i flere grader, men når den først er moderat til svær eller værre påvirker den krop og sind og invaliderer dagligdagen så markant, at sindsstemningen forvrænges til mørke og håbløshed, og man får ofte store problemer med at tænke klart, huske og koncentrere sig.

Det sidste kan være en stor tillægsbyrde, for man kan nogle gange godt klare sig, hvis man er meget ked af det, men tilkommer der store tænke- og huskeproblemer er det virkeligt belastende.

Der er ingen lette og hurtige forklaringer på, hvorfor man får en depression. Men lad det være sagt tydeligt: Det er noget helt andet end at være ked af det eller i langvarig sorg. Der er især fire forhold, som er baggrunden for, at en depression eller flere efterfølgende kan udvikle sig.

Og disse forhold kan hos den enkelte være meget variabelt til stede, og det er ikke altid, at man kan finde dem alle. Men det er meget sjældent, at der kun findes én enkelt årsag.

For det første er der en arvelig komponent, sådan at man i nogle slægter finder betydeligt flere med depressioner end i andre. For det andet finder man ofte barndomshistorier med tab eller traumer hos mennesker, der senere i livet får en depression. Man ved for eksempel, at tab af en af forældrene i opvæksten kan øge sårbarheden betydeligt.

For det tredje er det ofte svær stress, arbejdsproblemer, familiebelastninger eller lignende, som udløser den første depression. Og for det fjerde kan fysiske sygdomme som for eksempel sukkersyge, hjertesygdomme eller andre fysiske forhold bidrage til, at en depression bryder ud.

I dit tilfælde forstår vi, at du har haft gentagne depressioner. Og ved sådanne ser man ofte, at der skal meget mindre til at udløse de næste depressioner end den første. Det hænger sandsynligvis sammen med, at hjernen på en måde bliver mere sårbar, når man først har fået sin første depression.

Og det betyder, at man skal være mere påpasselig med at forebygge nye depressioner, især hvis man har prøvet sygdommen flere gange. Heldigvis ser det ud til, at du har en god behandler, som siger, at du skal fortsætte i de kommende år med den medicin, som har hjulpet dig.

Dertil kommer fornuftig kost og motion og en bevidst tilgang til mennesker og andre ting, som belaster og nærer din sjæl, så det sidste er i klar overvægt.

At være pårørende til en, der er deprimeret, kan være en stor belastning. Især hvis depressionen er langvarig og er svær at behandle. For den pårørende skal klare den almindelige hverdag og sit arbejde og gentagne gange forsøge at støtte og opmuntre. Så din følelse og erkendelse af det, er ikke forkert.

Samtidig ved du formodentlig nu, hvor du er rask, at dine tanker om det kan være helt ude af proportion, når du er i depressionens vold, hvor tankerne måske kan kredse om selvmord for at ”befri” dine kære for belastningen. Tankerne om, at de ville være bedre tjent uden dig, kan let opstå i et deprimeret sind.

For de pårørende er det vigtigt at kunne snakke med andre venner eller familie om situationen, så man kan aflastes praktisk og få støtte til at klare hverdagen. Det er også vigtigt for pårørende at have kontakt til den deprimeredes behandler, så der kan gives oplysninger begge veje, og sådan at planer for behandlingen er åbne, og at der kan gives realistiske bud på, hvornår bedring kan ventes.

Også børn eller andre må inddrages og oplyses om, hvad det drejer sig om, alt efter alder og situation, så der ikke opstår urealistiske forestillinger om ansvar, som ikke kan bæres, men at det drejer sig om en sygdom, som er under behandling. Og at der er håb.

For dit eget vedkommende er det forståeligt, at skyldfølelsen er der et sted, for vores liv er på en måde overgivet til hinanden på godt og ondt i vores nærmeste familie. Samtidig er det vigtigt at understrege, at depression er en sygdom ligesom kræft eller andre alvorlige lidelser. Depression er ikke en moralsk defekt, som afslører en dårlig person.

Når vi er syge, gør det også noget ved vores kære. Det er kærlighedens vilkår på vejen gennem livet. Da må vi dele tanker undervejs. Og når vi deler, bliver det tunge måske lidt mindre, og bliver vi raske igen, er der mest grund til taknemmelighed

Mange hilsener