Når man mister sine forældre, mister man det perfekte publikum til ens tilværelse

Voksne børns sorg over tabet af deres forældre er i mange tilfælde undervurderet. Modelfoto. Iris

At følge sine forældre til graven regnes for det mest naturlige, men mange voksne børn sidder tilbage med en forstærket sorg, fordi de ikke fik talt med forældrene, inden de døde

Voksne børns sorg over tabet af deres forældre er i mange tilfælde undervurderet. Der er heller ikke megen litteratur at finde om, hvad der sker, når man for første gang oplever det at sørge, siger Maja O'Connor, der er lektor ved psykologisk institut på Aarhus Universitet og forsker i sorgreaktioner.

”Det er en sorg, som for mange gør fysisk ondt. Du kan høre folk fortælle, at de får et jag i brystet, når de tænker på deres mor, eller at de længes efter deres far i en grad, så de kan mærke det som en fysisk smerte i hjertet eller en trykken for brystet.”

”Det er hårdt, når den første forælder dør, for så har man en naturlig omsorgsopgave for den forælder, som er tilbage, samtidig med at man har sin egen sorg. Men når den anden forælder dør, så er det rigtig hårdt, for så er man forældreløs. Nogle oplever en bitterhed, når de har mistet, fordi de sammenligner deres tab med naboens og andre jævnaldrende, som har deres forældre. Bitterheden er ikke sund. Som efterladt er det vigtigt at være opmærksom på, om man er på vej i den retning,” siger hun.

Maja O'Connor forsker blandt andet i vedvarende sorglidelse, som fagfolk forventer, bliver en diagnose i løbet af få år. Omkring fem procent, som mister, vil et halvt år efter dødsfaldet kunne få diagnosen vedvarende sorglidelse. Det vil også gælde voksne, som har mistet deres forældre, men her vil diagnosen være sjælden, lyder vurderingen fra O'Connor. Hvordan sorgen over tabet af forældre er, hænger til en vis grad sammen med, hvordan relationen mellem det voksne barn og forældrene var.

”Sorgreaktionen kan forstærkes, hvis man som barn var meget afhængig af sine afdøde forældre. Er man ængstelig indrettet, så kan sorgreaktionen også forstærkes. Havde man et ambivalent eller kompliceret forhold til forældrene, vil det sandsynligvis også påvirke sorgreaktionen, hvor man er ked af det, samtidig med at man føler vrede og måske samtidig en lettelse,” siger hun.

Speciallæge, ph.d. Mette Marklund er forfatter til bogen ”Med flaget på halv - at være i sorg”, hvor hun med afsæt i sine egne tab skriver om de følelser, som præger tiden efter et dødsfald fra tomhed til vrede.

”Tabet af ens forældre er ikke et særligt synligt tab i hverdagen. Der står ikke et tomt hus, og hverdagen kan på sin vis fortsætte uændret, og det gør tabet rimelig usynligt i omgivelsernes øjne, og dermed kan det være sværere at få støtte, end hvis man mister et barn eller en ægtefælle,” siger hun.

I bogen skriver hun om en voksen mand, som mister begge forældre over en kortere periode. Han beskriver, hvordan det er mærkeligt og svært ikke længere at være barn af nogen.

”Man kan spørge, hvorfor det er vigtigt for voksne stadig at være barn af nogen. Jeg tror, det hænger sammen med flere ting. Ens forældre er livsvidner og dem, som altid har været der. Når man mister sine forældre, så mister man også det perfekte publikum til ens tilværelse. De elsker os ubetinget og har en kærlighed til os, som ingen andre har. I vores forældres øjne bliver vi ved med at være børn uanset alder, og det kan være forbundet med stor sorg at miste den relation,” siger hun.

Tidligere kunne man høre folk bruge vendingen ”at beskikke sit hus”. Det er et bibelsk udtryk med reference til Esajas' Bog i Det Gamle Testamente om, at man så at sige skal ordne sine sager, før man dør. Sabine Bech-Hansen er sognepræst ved Aarhus Domkirke og konstaterer, at udtrykket nærmest er gledet ud af sproget og i mange tilfælde også af praksis.

”Jeg møder mange gråhårede børn, som sidder med en forstærket sorg, fordi de ikke fik talt med deres forældre, inden de døde. De vidste godt, at deres forældre var gamle og skrøbelige, men vi bilder os ind, at vi har magten over livet og døden, og at alt kan blive bedre. Når man ikke får beskikket sit hus, er der tråde og løse ender, der ikke bliver hæftet. De efterladte sidder tilbage med en uafsluttet samtale, hvor afklaringen udeblev,” siger hun.

Nogle voksne børn kan ved begravelsessamtalen fortælle, at de gerne ville have talt med deres mor eller far, men at deres forælder længe var svækket og måske dement, og at de derfor ikke kunne føre en samtale. Sabine Bech-Hansen opfordrer til, at man generelt forholder sig mere bevidst til, at døden er en uafvendelig del af livet.

”Det er en stor støtte for de pårørende, hvis man ved, at forældrene har efterladt noget på skrift,” siger hun og slår et slag for Birgit Meisters ”Bogen til mine kære”.

Efter forældrenes død sidder mange voksne børn med en oplevelse af skyld.

”Mange efterladte føler en skyld i forhold til deres forældre, som forstærker sorgen. Selvom de har slidt for at få enderne til at nå sammen, så synes de ikke, at de har været der nok for deres mor eller far. Her er det en gave med en velfungerende søskendeflok, et sammenhold i familien, hvor man kan tale problemerne igennem mange gange med tårer og smil.”

At man som barn begraver sine forældre er så at sige den naturlige rækkefølge. Det er virkeliggørelsen af Ingemanns ord i ”Dejlig er jorden” om slægt, der skal følge slægters gang. Det er så almindeligt, at sorgen kan få svært ved at finde et rum.

”Mange efterladte oplever, at arbejdskollegerne ikke er klar over, at man kan være ked af det længe efter et dødsfald, ligesom mange heller ikke vil tillade sig selv at være kede af det, fordi de tænker, at man burde være kommet over det for længst. Jeg tror, det er vigtigt at man giver sig selv lov til at være ked af det. Man skal ikke undervurdere, at det er en omvæltning pludselig at stå som den, der er den ældste i rækken. Forældrenes død er jo alligevel også en påmindelse om ens egen dødelighed, og man skylder som den ældste at overveje, hvad man kan give videre til sine egne børn, så de får et naturligt forhold til døden og ikke skal opleve at stå med for mange løse ender,” siger Sabine Bech-Hansen.

Tegning: Morten Voigt