Hvad siger man egentlig, når man udtaler, at man skammer sig over Danmark?

Tegning: Rasmus Juul.

Ved at bruge den aggressive vending 'jeg skammer mig over', sætter man sig selv på et højere etisk og moralsk sted og får indirekte sagt: 'Jeg er ikke som dem'.
Troels Mylenberg

Filminstruktøren Thomas Vinterberg og en række andre danskere har sagt, at de skammer sig over Danmark. Er det en markant måde at fælde en moralsk dom over andre på, eller er det en nødvendig markering, som kan forny samtalen?

Fy fy skamme skammefy fy ah ah

slemme slemmefy fy næ næ nix nix

slut forbudt- men hva må vi så?

Sådan sang børn i 1980'erne med smil på læben i kor med Tom McEwan og Jess Ingerslev, når Danmarks Radio sendte børneprogrammet ”Nu er det ikke sjovt længere”. Men siden Søren Kragh-Jacobsens humoristiske sang hittede, har det ikke just været sproglig mode at skamme sig, hvad enten det gjaldt børneopdragelse eller livet i øvrigt.

Nu er begrebet hentet frem fra det sproglige pulterkammer, og senest har filminstruktøren Thomas Vinterberg brugt det på et pressemøde i forbindelse med filmfestivalen i Berlin, hvor han på engelsk sagde, at han skammede sig over at være dansker og skammede sig over det politiske liv i Danmark. Andre har fulgt hans eksempel. Ja, så mange har meldt sig i koret af mennesker, der skammer sig over Danmark, at den satiriske netavis RokokoPosten tidligere på ugen skrev: ”Kunstner skammer sig over ikke at skamme sig over Danmark.”

Michael Böss, der er lektor i historie og samfundsforhold ved Aarhus Universitet, har som iagttager af debatten flere gange undret sig over brugen af vendingen, som han kalder et særpræget fænomen. Navneordet skam kommer fra det oldnordiske skömm og kendes fra engelsk som shame og er, ifølge Ordbog over det Danske Sprog, en ”ubehagelig følelse af ydmygelse, skyld eller flovhed, fremkaldt af bevidstheden om at have gjort noget forkert eller pinligt”.

Når man bruger vendingen ”at skamme sig”, så bliver det til et refleksivt verbum. Man kan for eksempel sige til den uanmeldte gæst, at man skammer sig over rodet i entreen, men ifølge Böss kræver det en særlig tilknytning at kunne sige, at man skammer sig over et parti, en politik eller sågar sit land. Sprogligt kan man ikke skamme sig over andre, uden at man identificerer sig med dem.

”Så skammer man sig over Danmark, betyder det, at man identificerer sig med Danmark, hvilket siger noget om det tætte forhold mellem folk og stat i Danmark. Historisk har vi haft et usædvanligt tæt forhold mellem folk og stat, hvor vi opfatter staten som en slags udvidet selv.”

Aktuelt er det regeringens såkaldte smykkelov, som har fået skam-tendensen til at gribe om sig. Men udviklingen går ifølge forfatteren og kritikeren Jakob Levinsen tilbage til valget i 2001, da Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister. Levinsen har i sin seneste bog, ”Gå bare selv - om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad”, set på, hvorfor skammen oplever en mindre højkonjunktur i debatten. Han siger:

”Når resterne af den gamle venstrefløj nok en gang har tabt et folketingsvalg, og de mere naive elementer oplever, at deres angiveligt progressive synspunkter ikke længere har nogen gennemslagskraft, så dukker vendingen op og fungerer som en slags selvhad pr. stedfortræder. Vi så det klart efter valget i 2001, men også under Thorning-regeringen. Systemskiftet efter de 10 'onde år' med Anders Fogh Rasmussen viste sig hurtigt at føre til endnu mere af det samme, så nu skulle man pludselig skamme sig over de partier og politikere, man lige have stemt på.”

Det trækker overskrifter, når Thomas Vinterberg siger, at han skammer sig over at være dansker, men i værdidebatter på Facebook om miljø, ligestilling og udlændinge kan man jævnligt støde på synspunktet. Det er ifølge chefredaktør Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis udtryk for en emotionel måde at debattere på, som kendetegner tiden.

”Det er blevet okay at argumentere for sine følelser. Vi ser politikere gøre det til højre og venstre for midten, og de politikere, som kan sætte ord på deres følelser eller følelser på deres politik, er populære,” siger han og nævner som eksempel på den udvikling Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og integrationsminister Inger Støjberg.

At debatten i højere grad er præget af følelser, ser Mylenberg blandt andet som en følge af medieudviklingen, hvor levende billeder med appel til følelserne sætter dagsordenen. Som et eksempel nævner han billederne af den druknede treårige kurdiske syrer Aylan Kurdi, som for en stund rokkede mere ved debatten om flygtningekrisen i Europa end EU-topmøder om samme emne.

”De elektroniske medier formidler følelsesbilleder, som påvirker vores mavefølelse, og den offentlige debat er ofte båret af de billeder snarere end af ord. En tåre i en øjenkrog kan sige mere end mange ord, og i medierne er vi fokuseret på at kunne bringe de billeder. Det er nærmest blevet finere at finde nogen, som er gode til at mene og føle noget, end at finde nogen, som er gode til at vide noget.”

Mylenberg peger også på Facebooks gennemslagskraft, når han skal forklare, hvorfor debatten er blevet emotionel og ”jeg skammer mig over“” er blevet et gangbart trumfkort. 3,5 millioner danskere er på Facebook, der dermed er landets største sociale medie. Ifølge Facebooks egne tal anvender en bruger i gennemsnit 46 minutter dagligt på det sociale medie.

”De sociale medier er jeg-bårne og fremmer en mere emotionel måde at argumentere på. På Facebook er det dem, der kan føle mest højlydt, som tilsyneladende vinder.”

Lektor Michael Böss ser samme udvikling, men understreger, at Facebook også rummer gode dialoger, hvor det er intellektuelle argumenter, som føres frem.

”Facebook fremmer helt klart det følelsesmæssige argument, og samtidig sker der i disse år en politisering af følelserne, hvor følelsesmæssige impulser vægtes højere end rationelle argumenter. Meget kan tilsyneladende legitimeres, hvis man følger sin mavefølelse, der er et udtryk for den autenticitet, der sejrer over rationel argumentation.”

Men hvad sker der med samtalen, når den ene part melder ud, at man skammer sig over eksempelvis Danmark? Ifølge Mylenberg er udsagnet forbundet med en dom. Han siger:

”Man er hævet over dem, man skammer sig over, og ved at bruge den aggressive vending 'jeg skammer mig over', sætter man sig selv på et højere etisk og moralsk sted og får indirekte sagt: 'Jeg er ikke som dem'. At skamme sig over er ikke et argument, men en bekvem måde til at lægge afstand. Og man kan bruge det, når man ikke har ord til at argumentere.”

Mylenberg mener, at det umiddelbart blokerer for samtale, hvis den ene part melder ud, at han skammer sig over noget.

”Det svarer til at trække racisme- eller nazismekortet, men møder man som journalist en kilde, som kommer med en sådan udmelding, består opgaven i at forsøge at lytte ind bagved. For hvad er det mon, som ligger bag udsagnet?”.

Tidligere på ugen udkom bogen ”Broen til det andet menneske” af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen. Modsat Mylenberg, Levinsen og Böss ser Per Schultz Jørgensen udtrykket ”jeg skammer mig over” som en nødvendig vending, der kan føre en tiltrængt renselse med sig.

”Når man giver udtryk for skamfuldhed, viser man, at man er nået til en markant grænse for, hvad man kan leve med og acceptere. Udsagnet skaber en så stor distance, at samtalen ophører, men det kan være nødvendigt at skabe den distance, for at man kan genopdage en ny måde at være i relationen på.”

Han kender selv til behovet for at kunne lægge afstand ved at sige ”jeg skammer mig over”. Han og hustruen Ellen har boet i Farum i over 50 år, og i forbindelse med sagen om tidligere borgmester Peter Brixtofte oplevede han flere gange, at folk sagde: ”I har jo selv stemt på ham”.

”Der var kommunal opbakning til ham, men jeg har aldrig stemt på Brixtofte. Jeg følte det som en krænkelse, at folk stemplede mig som Brixtofte-fan, fordi vi bor i Farum. Vi følte os taget til indtægt for en politikers holdninger, som vi på ingen måder støttede. Og så må man ty til at bruge et så stærkt og gammeldags udtryk, fordi man bliver slået i hartkorn med noget, som krænker ens menneskesyn.”

Efter sidste folketingsvalg skrev flere på Facebook, at de overvejede at emigrere i protest mod valgets resultat. Ifølge Schultz Jørgensen er det en anden måde at sige, at man skammer sig over Danmark. Per Schultz Jørgensen er ikke på Facebook, men han sagde i spøg, at han ville emigrere, for han har det svært med de værdier, regeringen repræsenterer.

Den slags hårde udmeldinger kan være afgørende, mener han. I sin bog gengiver han en samtale mellem et ægtepar, hvor en mand roser sig selv over at have fået en god ordre til firmaet, hvilket får hustruen til at sige, at manden er umættelig og grisk. Ifølge Schultz Jørgensen må kvinden tage afstand for ikke at blive taget til indtægt for hans selvros.

”Kvindens ord får samtalen til at ophøre og kan føre til en konflikt, men kvindens udmelding er nødvendig for hende, for at de kan få et ærligt forhold, og hendes udbrud kan føre en renselse med sig. Når man offentligt lægger afstand til den førte politik ved at sige, at man skammer sig over den, så er det ment som en nødvendig markering af afstand, og der er mulighed for, at det kan føre til en besindelse, hvor man finder en ny vej.”