Charlotte sagde op og holdt et fjumreår med sin søn: Jeg har skabt det liv, jeg drømte om

Charlotte Wolf, 48 år, tog i 2010 et fjumreår med sin søn, Christian. Det fik stor betydning for, hvordan ...

Charlotte Wolf, 48 år, tog i 2010 et fjumreår med sin søn, Christian. Det fik stor betydning for, hvordan hun har indrettet sit liv, og hun har ændret sin indstilling til livet. ”Mit liv er ikke længere lagt fast i en bestemt struktur, og det afspejler nu langt bedre den person, jeg føler mig som,” siger hun. Foto: Leif Tuxen

Jeg holdt loppemarked over alle mine ting, satte forsikringer og pensionsordninger på pause og hævede min opsparing. Og så tog jeg med min søn til Paris
Charlotte Wolf

Vi lever vores liv for bevidstløst, bundet af vaner, besiddelser og behovet for at præstere. Så tag et fjumreår som voksen og få sat resten af livet i nyt perspektiv, opfordrer præst i ny bog. Men prisen kan være høj, advarer fagfolk. For vi har skabt en arbejdskultur, hvor der ikke længere er plads til at stoppe op

Charlotte Wolf havde altid været eventyrlysten. Som ung rejste hun verden rundt, konstant på udkig efter nye måder at udfordre sig selv. Intet var planlagt, intet var forventet, og hun følte sig fuldkommen fri til at forfølge sine drømme.

Men som 42-årig havde hun haft det samme lærerjob i 14 år, hun boede alene med sin søn og følte sig holdt fast i en hverdag, der ikke afspejlede den, hun var. Hun længtes efter et liv, der ikke blev bestemt af klokken, hun ville ud af rutinerne og finde hen til en mental hængekøje uden andre forpligtelser end at nyde at være nærværende over for den 10 år gamle Christian.

Men hvordan? I årevis stillede hun sig spørgsmålet uden at finde svaret, indtil hun en dag begyndte på en liste med overskriften: Hvad afholder mig egentlig fra at gøre det, jeg drømmer om? Listen blev hurtig lang. Der var det trygge job, der var alle de faste udgifter, usikkerheden ved alternativet til hverdagen, tvivlen i forhold til at kunne vende tilbage igen. Så skrev hun en ny liste over, hvad der skulle til for at overkomme forhindringerne.

”Da løsningerne først stod der, virkede de pludselig mere overskuelige,” fortæller Charlotte Wolf.

”Jeg fik et års orlov fra arbejdet, solgte bilen og fremlejede lejligheden. Jeg holdt loppemarked over alle mine ting, satte forsikringer og pensionsordninger på pause og hævede min opsparing. Og så tog jeg med min søn til Paris.”

Der var ingen egentlig plan med året i det franske. De tog en dag ad gangen, altid sammen og altid i børnehøjde. Hun underviste ham i billedkunst på Louvre, tog på rulleskøjteture langs Seinen og vandrede i skovene. Når det regnede, sad de på caféer rundt i byen eller gik på museum, og når de havde lyst, tog de længere rejser ud i landet. Allerede efter en måned vidste hun, at det blev umuligt at vende tilbage til livet, som det var, og hun annullerede orloven og sagde op for alvor.

For tiden søger mange danskere mod tv-programmer og historier, der gengiver lignende fortællinger. Om familier, der rejser jorden rundt, sælger alt og lever af passionen eller søger et nyt liv i New York. Men de fleste forbliver i sofaen og den vante hverdag. Og blandt de plus 50-årige virker det, som om drømmen om noget andet slet ikke vedrører dem længere, mener præsten og forfatteren Poul Joachim Stender. I sin nye bog, ”Stop op – fjumreår for voksne”, opfordrer han flere – ikke mindst dem på hans egen alder – til at gøre som Charlotte Wolf. Altså tage et reelt friår, der ikke er spændt for et eller andet formål om at blive slankere, mere dannet eller et bedre menneske. Pointen er netop at skabe nye indsigter ved ikke at lave noget, for nogle gange skal man stoppe op for at komme videre, som han formulerer det.

Den erfaring har han selv gjort sig, da han tog sin familie med til den græske landsby Kardamyli for at lave ingenting. Hans bror har også gjort det, men ellers kan han ikke komme i tanke om andre voksne, der har fjumret tiden væk, og det til trods for, at han gennem årene har hørt familie, venner og menighed synge samme sang som Charlotte Wolf: Vi burde rejse mere. Vi burde leve mere i nuet og bryde fri af vanetænkning og magelighed. Især i forbindelse med dødsfald og alvorlig sygdom kommer refleksionerne om en anden måde at bruge livet på, og alligevel bliver det altid ved drømmeriet.

”Det virker, som om vi sætter vores liv ind på en bankkonto, når vi er færdige med ungdommens oplevelser og opbrud,” siger Poul Joachim Stender.

”Og så regner vi med at kunne hæve kontoen med renters rente, når vi bliver pensionister og endelig kan leve det liv, vi hele tiden har drømt om. Der hersker en dyb angst for at sætte livet lidt på spil og eksperimentere med tilværelsen, mens man er midt i den, men hvad nu, hvis livet efter de 60 ikke lige former sig, som man havde regnet med? Det er da en langt større risiko at tage end at skulle slippe karrieren og kontrollen i en periode.”

”Det virker, som om vi sætter vores liv ind på en bankkonto, når vi er færdige med ungdommens oplevelser og opbrud,” siger Poul Joachim Stender, der opfordrer voksne til at tage et fjumreår. Foto: Leif Tuxen

Så hvorfor gør vi det ikke? Hvorfor er vi så uvillige til at bytte tryghed for nye muligheder? Da Else Relster tager telefonen, kan man høre hende slå hænderne sammen og begejstret råbe: ”Det er da en fremragende idé med sådan et fjumreår,” inden hun tilføjer: ”Altså i teorien.”

Else Relster er erhvervspsykolog og leder af konsulentfirmaet Nye Veje, der gennem 20 år har coachet topchefer og mellemledere.

I den periode har hun oplevet en stigende efterspørgsel efter at sætte farten ned og skrue op for eftertænksomheden.

Uden at bruge ordet er det lige præcis et fjumreår, mange af dem har brug for, men med mindre man er tjenestemand som Poul Joachim Stender og derfor er sikret muligheden for at komme tilbage til samme stilling, er det kun en mulighed for de allerfærreste, siger hun.

Vores arbejdskultur tillader simpelthen ikke, at man stiger af og på ræset. Og da slet ikke, hvis man har tænkt sig at lave ingenting.

”Er du tosset, nej! Indimellem har jeg klienter, der taler om at sige op og måske flytte på landet og leve et roligt liv omgivet af får og geder. De gør det dog sjældent. Men ligefrem at tage et friår uden at have en plan med det, har jeg aldrig hørt om. Det vil nærmest være kættersk i en tid, hvor arbejdet igen er Gud. De frelste er dem, der arbejder, betaler deres skat og er ordentlige mennesker, resten er Dovne-Robert’er uden værdighed. Sådan er det jo blevet,” siger hun.

Det er således meget sigende, at det, de fleste kommer for at få hjælp til hos hende, er at blive bedre til at sige nej til arbejdsopgaver. For det kan være en kæmpe udfordring, selvom det er åbenlyst, at man allerede er overbelastet, og det skyldes netop, at et nej i dag er det samme som at vise svaghed. Og svaghed er ikke karrierefremmende i en kultur, hvor forventningen er, at man leverer, leverer, leverer. På samme måde vil et fjumreår blive betragtet som et tegn på, at man er nedslidt, måske endda pensionsparat, siger Else Relster:

”Det er ikke moderne at tage vare på sit psykiske helbred. Jo, hvis det foregår med mindfulness og yoga, men ikke, hvis kuren er ingenting at lave. Nogle siger, at alting kommer af ingenting, men det gælder ikke på dagens arbejdsmarked.”

Det er også Susanne Ekmans oplevelse. Som antropolog og lektor i arbejdsliv på Roskilde Universitet ser hun et arbejdsmarked, der har skruet tempoet så højt i vejret, at de færreste overhovedet har overskud til at overveje et fjumreår. Og det gælder ikke blot i erhvervslivets øverste geledder, for i disse år er også det offentlige præget af nedskæringer, og finanskrisen har i det hele taget sendt arbejdsmarkedet i defensiven. Flere bliver fyret, færre skifter arbejde, og der er mange steder øget usikkerhed i forhold til at finde eller bevare et job. Ikke mindst blandt de plus 50-årige, som mærker den stigende aldersfascisme.

”At vise sin arbejdsplads, at man er undværlig i en periode, kan være særdeles risikabelt,” siger hun.

Men hvad så med dem, der ikke behøver at vende tilbage? I sin bog påpeger Poul Joachim Stender, at selv blandt de mest velhavende er der nærmest ikke nogen, der går fjumrevejen. Og det har at gøre med en anden hovedårsag til, at selvom nulstillingstanken kan være rigtig og sund, har den ingen gang på jord, siger Susanne Ekman. For arbejdet er mere end nogensinde den primære entrébillet til at være legitime medlemmer af samfundet. Det er det, der gør dig umiddelbart genkendelig som værdifuld for fællesskabet, og den rolle gør den nuværende stilstand i den økonomiske vækst og presset fra flygtningesituationen blot endnu vigtigere.

”Samtidig bliver vores liv stadig mere netværksbaseret, både fagligt og socialt,” påpeger Susanne Ekman.

Charlotte Wolf er i dag 48 år. Siden hun vendte tilbage for fem år siden, har meget ændret sig. Hun har lagt lærerlivet bag sig og skriver i dag guidebøger til børn, der besøger storbyer. Ved siden af tager hun vikarjob af alle slags og er på den måde blevet sin egen chef og uafhængig af arbejdstider. Foto: Leif Tuxen

”Så at melde sig helt ud af fællesskabet i et år kan føles som risikabelt, fordi man frygter at miste muligheder og forbindelser, selvom man kommer tilbage med fornyet energi og perspektiv.”

Og så er der også en tredje forklaring på, at så få trækker stikket fra et arbejdsliv, som stadig flere tilsyneladende bliver syge af eller er utilfredse med. For selvom man har råd til at gøre det og er villig til at ofre noget af sin sociale kapital, kan det være en skræmmende oplevelse at træde ud af det liv, man har levet indtil nu, mener Susanne Ekman. For mange har levet under en relativt høj arbejdsbelastning – det er jo derfor, de vil noget andet. Nogle har mistet venskaber, og en del føler, de har svigtet deres børn. Måske endda også egne livsidealer. For dem vil det at trække stikket måske betyde en lidt for voldsom konfrontation med de ofre.

”Og så bliver fjumreåret pludselig en trussel om eksistentiel krise og måske en erkendelse af, at man egentlig slet ikke har lyst til at komme tilbage. Men er man overhovedet parat til de omvæltninger, som en omlægning eller afvikling af karrieren indebærer? Så er det trods alt nemmere bare at blive ved,” siger antropologen.

Charlotte Wolf er i dag 48 år. Siden hun vendte tilbage for fem år siden, har meget ændret sig. Hun har lagt lærerlivet bag sig og skriver i dag guidebøger til børn, der besøger storbyer. Ved siden af tager hun vikarjob af alle slags og er på den måde blevet sin egen chef og uafhængig af arbejdstider. Også tiderne derhjemme er mere fleksible. De spiser senere end før og går senere i seng. Alting er mere flydende og roligt, men vigtigst af alt har hun fået den tætte relation til sin søn, hun savnede allermest. Han er 16 nu og mere optaget af vennerne end sin mor, men forbindelsen er skabt, mens tid var.

”Jeg har skabt det liv, jeg drømte om,” siger hun. ”Men jeg kunne ikke gøre det, mens jeg sad midt i det. Det er også det, jeg prøver at sige, når mine venner forklarer, hvorfor de ikke tør give slip på det, de har, af frygt for, at der ikke er noget at gribe fat i, når de vender tilbage. Pointen med et fjumre år – i hvert fald, hvis det er vellykket – er jo netop, at man ikke nødvendigvis har lyst til at gribe fat i det, man gav slip på.”