Otte børnehavebørn: Sådan vil vi helst holde ferie

Hør hvad otte børnehavebørn helst vil lave, når de holder fri. Øverst fra venstre er det: Lilja, Philip, Selina, Mikkel, Efe, Yeliz, Miccas og Esther. Alle fra Børnehuset Enghøj i Hvidovre. Foto: Leif Tuxen

Debatten om, hvordan og hvor længe danske forældre bør holde ferie med deres børn, har raset siden sommerferien. Men hvad mener børnene selv? Det fortæller otte børnehavebørn her

Kristeligt Dagblad har været på besøg i børnehaven Børnehuset Enghøj i Hvidovre for at spørge otte børn, hvordan de gerne vil holde ferie med deres familie.

Børnene har også alle en klar idé om, hvad de gerne vil lave, når de holder en fridag.

Læs deres meninger her:

Foto: Leif Tuxen

Lilja, 5 år. Valmuestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Min mor holder ikke fri, hun skal arbejde, så min mormor passer os. Min mormor er sød. Vi leger med Barbiedukker og spiller på iPad. Jeg leger med min søster og min bror. De hedder Sora og Elias.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Vi flyver i mange timer til Iran. Jeg falder i søvn i flyvemaskinen, og så er det pludselig nat. Eller morgen. Man ved det aldrig. I Iran er det varmt. Men det kan også blæse.

Foto: Leif Tuxen

Esther, 4 år. Solsikkestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Jeg er sammen med min storesøster Karla og min far og mor. Og min mormor. Hun bor i et gammelt hus med en gammel Peter Plys bamse. Og to katte. Findus er sort, og Fimbe har grå og sorte striber.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Når jeg har ferie, krammer jeg hele min familie. Jeg passer på dem.

Foto: Leif Tuxen

Philip, 4 år. Valmuestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Nogle gange tager vi i svømmehallen. Jeg har vinger og bælte på. Ellers hopper jeg fra en kommode ned i min storesøsters seng. Jeg slår mig ikke engang.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Vi skal snart til Norge med Norgesfærgen. Min mormor vil ikke med, hvis det blæser. Vi tager også til Jylland og besøger mine fætre. Den ene har ikke kunnet tale. Han var for lille. Men det kan han nu.

Foto: Leif Tuxen

Yeliz, 5 år. Solsikkestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Jeg kan godt lide, når min mor tegner sammen med mig. Hun er god til at tegne heste. Med fire ben. Men hun vil ikke lave puslespil. Jeg leger også med min søster, Evalina.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Jeg tager til Tyrkiet. Maden smager ikke som i Danmark. Den kan godt være lidt stærk.

Foto: Leif Tuxen

Miccas, 5 år. Solsikkestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Jeg tager en dragt på. Så er jeg en Ninja eller Hulk. Hulk er bedst, fordi han er stærkest. Jeg har også en pæredragt, men den er blevet for lille.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Nogle gange støvsuger jeg, det er ret sjovt, fordi der kommer varm luft ud fra røret. Jeg rejser også til et andet land. For eksempel Jylland.

Foto: Leif Tuxen

Mikkel 5 år. Solsikkestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Jeg har en hule under min seng med et skatkammer. Den går jeg ned i og kigger på alle mine skatte. Sten, kastanjer, pinde og grankogler. Jeg havde en hel spand fuld af sten engang.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Vi tager til de varme lande. Hvis vi er hjemme, går jeg over til min genbo. Han hedder Nicolas, og han er min bedste ven. Han elsker biler.

Foto: Leif Tuxen

Efe, 5 år. Solsikkestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Jeg leger med min mor og min lillesøster Elif. Hun er lige kommet ud, så hun er meget lille. Nul år. Men vi viser hende legetøj og leger med hende. Min far er på arbejde. Han holder vist aldrig fri.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Vi tager til Tyrkiet. Der er meget varmt, så man kan tage i svømmehallen hele tiden. Det kan jeg godt lide.

Foto: Leif Tuxen

Selina 5 år. Solsikkestuen

Hvad kan du godt lide at lave, når du har fri?

Nogle gange vasker min mor op, så tørrer jeg af med en stofble. Eller er det måske et viskestykke? Det er kun mig og min mor. Det kan jeg godt lide. Jeg går også til gymnastik.

Hvad laver du, når du er på ferie?

Vi smutter til Jylland. Vi er også hjemme, så leger jeg med en veninde eller mine søstre. Jeg har tre: Frida, Isabel og Emma.