Özlem Cekic: Kære Donald Trump, jeg er en af dem, du gerne vil stoppe ved grænsen

Jeg vil gerne opfordre dig til her i julen at åbne din dør for en muslimsk familie. Både fordi højtider er smukkest, når vi deler dem med hinanden. Men også fordi du vil opdage, at det faktisk ikke er muslimerne, der er USA's fjende, skriver Özlem Cekic til Donald Trump.

Danmark har givet mig alt det, jeg har, og jeg vil til mine sidste dage arbejde for at betale alt, hvad jeg kan, tilbage til mit land.
Özlem Cekic

Jeg har i 40 års fødselsdagsgave givet mig selv en tur til New York sammen med min mand. Men jeg er en af dem, du gerne vil stoppe ved grænsen. Alene af den grund, at jeg er muslim, skriver Özlem Cekic til den amerikanske politiker

Kære Donald Trump

Jeg har i 40 års fødselsdagsgave givet mig selv en tur til New York sammen med min mand.

Men jeg er en af dem, du gerne vil stoppe ved grænsen. Alene af den grund, at jeg er muslim. Men jeg er faktisk også alt muligt andet.

Jeg kommer fra et arbejderhjem. Min mor gik ud af skolen efter 3. klasse, og min far lærte først at læse og skrive i militæret. Mine forældre udvandrede fra Tyrkiet i 1970'erne, fordi de havde hørt, at der var et land, der hed Europa, hvor man efterlyste arbejdskraft.

Den amerikanske drøm om, at man som gadefejer kan ende som millionær, levede skam også på den anatolske højslette. I håb om at give sine børn en bedre fremtid arbejdede min far først i Tyskland og senere i Finland. Min mor, storebror og jeg flyttede efter nogle år op til min far i Helsinki og boede i et lille hus i den tyrkiske ambassades baghave.

Min far arbejdede som altmuligmand og min mor som rengøringsdame i huset.

Men ensomheden blev for stor for dem og arbejdet for hårdt og ensformigt. De kendte ingen i Finland og levede meget isoleret. På en eller anden måde havde de hørt om Danmark. De vidste ikke andet, end at nogle familier fra landsbyen hjemme i Tyrkiet havde bosat sig der. Man kunne også købe flere friske grøntsager i Danmark.

Og så var der arbejde at få. Drømmen var stadig den samme - 40 får og et hus i landsbyen - og de kunne lige så godt skaffe pengene til at realisere den i Danmark som ved strygebrættet i ambassadeboligen i Finland. Sådan havnede vi i Danmark.

Den dag i dag er mine forældre ikke sene til at understrege deres taknemlighed over Danmark. De takker deres Gud, og de takker Danmark for, at de har kunnet skaffe brød på bordet, og for at deres børn har fået en uddannelse. De lærte os fra barnsben af, at Danmark var vores land, og at man altid skal være loyal over for det land, man lever i.

Jeg er ikke født i Danmark, men her skal jeg begraves. Danmark har givet mig alt det, jeg har, og jeg vil til mine sidste dage arbejde for at betale alt, hvad jeg kan, tilbage til mit land. Selvom jeg kommer fra bunden af samfundet, fik jeg en uddannelse som sygeplejerske. Selvom jeg ikke er født i Danmark, fik jeg dansk statsborgersskab og fik i næsten otte år lov til at være en del af Danmarks øverste myndighed - Folketinget.

Jeg fik min demokratiske opdragelse i de danske uddannelsesinstitutioner, på arbejdsmarkedet og senere i de politiske fællesskaber, jeg blev aktiv i. Jeg har på egen krop oplevet, hvordan frihedsrettighederne både gælder for mig - selvom jeg er kvinde og har minoritetsbaggrund, men også for dem, jeg er fundamentalt uenig med.

Ja, og så er jeg i øvrigt også muslim. Men først og fremmest er jeg et menneske. Et menneske, som er meget bekymret i øjeblikket. Jeg tror, jeg blev ligeså meget bange som dig, da terroren inden for samme måned ramte Paris, Libanon og Tyrkiet og slog flere hundrede mennesker ihjel. Men allermest blev jeg bekymret for, om det også ville lykkes terroristerne at bombe had og frygt i os alle, så vi mistede orienteringssansen og vendte os mod hinanden.

Desværre har terroristerne vist sig at være så effektive til at skabe splid og frygt, at vi nu er i gang med at miste tilliden til hinanden, og i stedet for at rette vreden mod dem, der truer demokratiet, retter mange den mod muslimerne som befolkningsgruppe.

Jeg bliver bekymret, når jeg oplever, at du som toppolitiker i et land, der bryster sig af at være et af verdens mest frie, vil begrænse min adgang til USA alene på grund af min tro. Jeg er ikke USA's fjende. Godt nok er jeg er socialist, og du konservativ, men i kampen mod terrorismen er vi faktisk begge to demokratiets vogtere.

Ligesom de uendelig mange andre demokratisk sindede borgere rundt om i verden. Glem ikke Donald, at terroren faktisk først og fremmest har ramt muslimer de seneste år.

Se Boko Haram og Islamisk Stat (IS). Når de forskellige terrorceller i Afghanistan, Irak, Yemen, Libyen, Tyrkiet, Pakistan, Egypten, Libanon, Indonesien, Somalia med flere angriber, slår de flest muslimer ihjel. Og tag ikke fejl, kære Donald! Det er også i høj grad muslimer, der kæmper mod terroren. Se bare de seje kurdiske kvinder og mænd, der giver IS kamp til stregen.

Jeg tror faktisk, at terroristerne ønsker, at Vesten skal vende sig mod almindelige muslimer. Jo mere islamofobi, der er i et samfund, jo lettere er det nemlig for IS at rekruttere nye krigere. Hjælp dem ikke med deres projekt. Lad os ikke være dem, der graver grøfterne, men lad os i stedet være dem, der bygger broerne. Vores demokratiske fællesskaber, kan og skal ikke ekskludere almindelig muslimer i kampen mod terrorisme.

Jeg vil gerne opfordre dig til her i julen at åbne din dør for en muslimsk familie. Både fordi højtider er smukkest, når vi deler dem med hinanden. Men også fordi du vil opdage, at det faktisk ikke er muslimerne, der er USA's fjende. Når alt kommer til alt, har vi meget mere, der binder os sammen end det, der skiller os ad. Og så kunne det jo være, at du ombestemte dig og alligevel syntes, at jeg godt måtte besøge New York til min 40 års fødselsdag.

Glædelig jul!

Kærlig hilsen

Özlem Cekic

Foredragsholder, debattør og tidligere folketingsmedlem for SF.