På asylcentret i Helsingør går drømme og bekymringer hånd i hånd

Reham Abu Rashed, Elias Sigidhi og Lola Omar kom alle til Danmark i 2015. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jeg vil gerne lære dansk. Det er det første, der skal ske. Bagefter håber jeg, at kunne fortsætte og færdiggøre mine studier i fysik.
Reham Abu Rashed, syrisk flygtning

19-årige Reham Abu Rashed fra Syrien håber, at hun i 2016 vil blive genforenet med hele sin familie og lære dansk, 25-årige Elias Sidighi bekymrer sig over den hårde tone overfor flygtninge i Danmark og Lola Omar håber på en helt ny start for hende og familien i Aalborg. Mød tre af de flygtninge som kom til Danmark i 2015

Reham Abu Rashed, 19 år

På værelse 2340 er overkøjen tom. I underkøjen sidder 19-årige Reham Abu Rashed, som er palæstinenser fra Damaskus i Syrien. For fire måneder flygtede hun til Danmark sammen med sin 21-årige storesøster.

Indtil for nylig sov storesøsteren i overkøjen, men nu er hun flyttet ud, fordi hun har fået opholdstilladelse og er flyttet til Sønderborg. Der bor pigernes mor allerede. Hun var den første i familien på syv, der tog flugten op gennem Europa. Siden fulgte altså de to ældste døtre. De rejste fra Syrien til Tyrkiet og derfra til Grækenland med båd og videre op til Danmark. På hele rejsen var Reham og søsteren uadskillelige.

”Min søster og jeg har haft det samme forløb og har den samme historie, så jeg ved ikke, hvorfor hun har fået opholdstilladelse nu, og jeg ikke har. Jeg er ked af, at jeg er den eneste, der sidder tilbage her, og de to andre er sammen,” siger Reham, der tydeligvis savner sin mor og sin søster. De fleste i asylcenteret er unge mænd. Der er ikke mange unge, enlige kvinder.

”Men jeg har fået nogle gode venner her. Der er også to unge kinesiske piger, som jeg snakker med,” siger hun.

Tilbage i Damaskus er Rehams far, hendes lillebror på 18 og to lillesøstre på 6 og 13 år. De venter på at kunne blive familiesammenført med moderen, hvilket skulle ske i februar næste år.

”Min far blev tilbage, fordi han har et arbejde at passe trods raketangrebene. Var min far rejst og min mor blevet tilbage, havde hun ikke kunnet forsørge familien, imens vi ventede på familiesammenføring. Og der var ikke penge til, at vi alle kunne flygte sammen,” forklarer Reham Abu Rashed.

Når hun tænker tilbage på året, der rinder ud, fylder krigen meget.

Reham Abu Rashed håber, at hun snart bliver genforenet med sin familie. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”2015 var et meget svært år. Når jeg tænker tilbage, husker jeg på min familie og mine venner i Syrien, og at jeg gik på universitetet. Jeg husker krigen og den hårde rejse fra Syrien og til Danmark. Og så husker jeg, da jeg så min mor igen efter et års adskillelse. Det var det bedste, der skete i 2015,” siger hun med et smil.

Hun har håb og drømme for den kommende år, selvom hun også lige nu føler sig bekymret og usikker, fordi hendes sag endnu er uafklaret.

”Jeg vil gerne lære dansk. Det er det første, der skal ske. Bagefter håber jeg, at kunne fortsætte og færdiggøre mine studier i fysik. Og så ønsker jeg sådan, at resten af min familie kommer sikkert frem til Danmark.”

Lola Omar, 30 år

En dansk kvinde træder ind i forhallen i Røde Kors asylcenter, Center Helsingør. Midt på gulvet i det tidligere hospital dumper hun sække med vintertøj til børn og voksne. Fra sofaer og computere rejser nogle af stedets beboere sig for at se nærmere på posernes indhold. En mand slynger et stribet uldhalstørklæde om halsen og trisser tilbage til sin sofaplads.

Lille Yousuf på to år og ni måneder vil også hjælpe til. Han trækker en plastikpose med tøj henover gulvet. Der er en jakke i, små blå vinterstøvler og røde kondisko, som måske passer ham.

Hans mor 30-årige Lola Omar ser til, mens hun også holder øje med lillebror Jad, der er et år. Sammen med sin mand og de to sønner kom hun til Danmark for fire måneder siden, hvor hun og familien flyttede ind på asylcenteret i Helsingør.

Familien kommer fra Aleppo i Syrien, hvor både Lola og hendes mand arbejdede som advokater. Rejsen til Danmark tog dem 15 dage.

”Flugten var meget svær. Turen over Middelhavet var det værste. På vej hertil sov vi på gaden under træerne. Det var hårdt at rejse med vores børn, der er så små,” fortæller Lola Omar.

Yousuf hiver utålmodigt i sin mors ærme.

Flugten var meget svær. Turen over Middelhavet var det værste. På vej hertil sov vi på gaden under træerne, fortæller Lola Omar, som kom til Danmark med sin mand og to små børn. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Han vil med de andre børn i asylcenterets børnehave, men han er endnu for lille,” siger Lola Omar med henvisning til, at man skal være tre år for at gå i børnehaven.

Snart får Yousuf og hans lillebror formentlig mulighed for at gå i en dansk daginstitution. Familien Omar har netop fået at vide, at de har fået opholdstilladselse og en bolig i det østlige Aalborg.

”På mandag flytter vi til Aalborg. Jeg håber på, at det er et rart sted, men jeg kender ikke noget til byen og ved ikke helt, hvad vi skal bo i. Der er én fra min familie, der allerede bor i byen. Alle her i Danmark er så søde, så jeg håber, at vores liv her bliver godt.”

Nytårsaften vil de være i deres nye by ved Limfjorden. I Aleppo plejede de at holde nytårsfest.

”Men jeg ved ikke, om vi skal fejre nytår i år,” siger Lola Omar.

Hun er spændt på, hvordan det bliver at skulle forlade asylcentret, der har dannet rammen om deres liv de seneste måneder.

”Jeg er også lidt trist over at skulle forlade folk her. De er blevet mine venner, og vi har hjulpet hinanden med at se efter hinandens børn.”

Hun tilkendegiver, at 2015 har været et hårdt og et svært år. Hun håber på, at 2016 vil bringe gode ting med sig.

”Jeg håber, at situationen bliver bedre i Syrien, og at mine venner der har det godt. Og jeg håber, at Aalborg bliver et godt sted at være for min familie og mig.”

Elias Sidighi, 25 år

Ud fra sit skab på værelse 3328 i Center Helsingør henter 25-årige Elias Sidighi en stak bøger, som han har købt i den lokale genbrugsbutik. En af dem er en tyk indbunden udgave af den klassiske Peter Pedal ”Curious George” på engelsk. Det er en billedbog med farverige illustrationer og lidt tekst. Elias kigger på billederne og læser teksten. Det er hans egen hjemmelavede metode til at blive bedre til engelsk.

”Jeg har aldrig rigtig gået i skole, så jeg vil bare gerne lære noget nu,” forklarer han.

Han fortæller, at han er forældreløs og født i Afghanistan. Som cirka fem-årig kom han til Pakistan og nogle år senere til Iran. Han har boet hos og arbejdet for en onkel, som han har et svært forhold til. Han rejste fra Iran, fordi der var problemer.

Som barn arbejdede han med at flette tæpper, som regel fra klokken fire om morgenen til langt ud på aftenen. Og i lange perioder fik han ikke lov at komme ud i dagslys.

”Jeg var truet i Iran Der er så mange ting, jeg gerne ville fortælle dig, hvis jeg bare kunne tale bedre engelsk,” siger han undskyldende.

"Jeg har aldrig rigtig gået i skole, så jeg vil bare gerne lære noget nu," siger Elias Sidighi. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Da han kom til Danmark i slutningen af august i år, mødte han det danske politi. Det var en god oplevelse.

”Politiet i Danmark behandlede mig som et rigtigt menneske og talte ordentligt til mig. De respekterer alle. Sådan er det ikke i Iran.

Elias Sidighi er den eneste beboer i værelset, som egentlig har plads til to. Til at begynde med havde han en værelseskammerat, men ikke mere.

”Jeg har mange mareridt om min fortid om natten, så jeg vækkede de andre med mine råb. Derfor var det bedst, at jeg fik mit eget værelse. Jeg har nogle mentale problemer efter de svære ting, jeg har oplevet. Og nogle gange står jeg op og går rundt.”

Han har boet på asylcenteret i fire måneder og har ingen idé om, hvornår han får nyt at vide om sin sag. Han er bange for, at det kan trække ud - især fordi han ikke er syrer.

”Jeg tror, det er en fordel at være flygtning fra Syrien. Det er mit indtryk, at deres sager bliver behandlet hurtige. Der er det sværere at være afghaner. Men jeg kan ikke tage til Afghanistan. Det er for farligt med Daesh (Islamisk Stat, red.) og Taleban,” siger han.

Han forsøger at følge lidt med i flygtningedebatten i Danmark.

”Ud fra hvad jeg kan se i nyhederne, bliver det nu sværere at være flygtning. Mange lande begynder at stramme reglerne og støtter ikke længere, at der kommer så mange flygtninge.”

Når han tænker tilbage på året, der er gået, er det blandt andet stramninger på flygtningeområdet, der falder ham ind. Selvom de bekymrer ham, håber han på et nyt liv i Danmark med mulighed for at gå i skole og lære noget - langt om længe.

”Jeg håber, at alle i Danmark har haft en god jul og får et godt nytår. Jeg håber, at det nye år bliver godt for mennesker i hele verden. Selvfølgelig håber jeg også, at jeg får et positivt svar på min egen asylansøgning, men jeg aner ikke, hvad der vil ske.”