Fem familier: Vi fik ønskebørnene med hjælp fra fertilitetsklinikken

Disse fire glade børnefamilier har alle gjort brug af sæd eller æg-donation for at stifte familie. Foto: Leif Tuxen, Flemming Jeppesen/Fokus

Alt er meget planlagt, når homoseksuelle skal have børn sammen. Her kan man bestemt ikke tale om, at det var en smutter.
Charlotte Anker

Nogle bliver forældre pludseligt og uden den store planlægning. Andre må kæmpe længe for at få ønskebarnet. Fem familier fortæller her, hvordan de fik hjælp fra fertilitets-klinikken til at få deres ønskebørn og hvilke tanker, de gjorde sig undervejs. Læs eller genlæs deres historier her

Storken kan indimellem have svært ved at finde vej.

Derfor får flere og flere danskere  hjælp til at få det barn, de drømmer om.

Nogle fordi de er ufrivilligt barnløse og har prøvet selv i længere tid uden held. Andre fordi de er sammen med en partner af samme køn som dem selv. Sidst - men ikke mindst - er der flere og flere enlige kvinder, som vælger at få et barn selv. Ofte fordi drømmemanden er udeblevet. 

Men hvilke overvejelser gør man sig, når man alene eller sammen med sin partner begynder i fertilitetsbehandling?

Eller når ens barn skabes ved hjælp af sæd- eller ægdonation?

Er det lige så godt for barnet at vokse op i en familie med kun en mor eller mor, mor og børn eller far, far og børn?

Og hvornår er egentlig det helt rigtige tidspunkt at fortælle poderne, at de er blevet til ved hjælp fra en fertilitetsklinik?

Og bør man overhovedet fortælle dem det?

Alle familierne - som du kan møde her -  er stødt på udfordringer og har været igennem en lang række etiske overvejelser, før de besluttede at satte børn i verden. 

Men selvom nogle af børnene vokser op i nogle lidt anderledes familiekonstellationer eller med bevidstheden om, at den ene biologiske forælder er en sæd- eller ægdonor, er der ingen af forældrene, der tvivler på, at det var det rigtige for dem at få børn. 

Tværtimod.

Her kan du lære de fem familier bedre at kende og høre, hvilke tanker de hver især har gjort sig i forbindelse med familieforøgelsen...
 

39-årige Maria: Derfor blev jeg singlemor

Maria Ortmann med datteren Dunia. Foto: Leif Tuxen

Maria Ortmann havde altid ønsket sig børn, mindst tre og gerne tidligt.

Hun var den, de andre piger spåede til at blive den første familiemor, og det passede hende også fint, hvis hun kunne være på plads med mand, børn og hus, inden hun var 30, så hun kunne opdyrke den slags kernefamilie, hun selv kom fra.

Men ét eller andet sted gik noget galt. Hendes forhold var aldrig lange eller modne nok til, at børnesnakken kom i gang, og pludselig var hun midt i 30'erne. Og i let panik.

Mange morgener vågnede hun op med følelsen af ikke at have fået det liv, hun drømte om. Og hver gang hun så en kvinde med barn, forsøgte hun at regne ud, hvor gammel kvinden var, da hun blev gravid, og overtalte sig selv til at tro på, at der stadig var tid nok.

I dag kan hun godt se, at det brændende ønske om at blive mor nok smittede af på hendes tilgang til mænd:

"Jeg kildede dem jo nærmest under hagen med æggestokkene og bedømte dem altid efter, om de kunne blive gode fædre. Det har nok ikke ligefrem hjulpet processen."

Inderst inde vidste hun godt, at en Plan B snart var nødt til at blive iværksat...

Læs eller genlæs hele artiklen her  

Mette og Christian kæmpede for at få et barn: Pludselig bankede et lille hjerte

Efter fem års fertilitetsbehandling med hundredvis af sprøjter, 11 belastende behandlinger, tre mislykkede graviditeter og en stadig voksende sorg over at være barnløs fik Mette Jørgensen og Christian Vang pludselig deres største ønske opfyldt. Foto: Flemming Jeppesen

Det var først, da de gik ud af sygehusets hovedindgang og stod ude på parkeringspladsen, at de begyndte at forstå, hvad personalet havde fortalt dem: Et lille hjerte bankede inde i Mette Jørgensens mave.

Det var en pige. Og hun havde det godt.

”Vi blev bare ved med at kigge på hinanden og sige det højt. Der var hjertelyd! Det var helt, helt urealistisk,” fortæller Mette Jørgensen.

”Jeg blev så glad og lykkelig. Indtil jeg hørte den lyd, havde jeg nok ikke turdet tro på, at det ville lykkes. Det var en kæmpestor dag,” siger 32-årige Christian Vang.

Parret smiler til hinanden, og Mette Jørgensens efterhånden store mave får et ekstra lille klap. De sidder i deres grå sofa i hjemmet i Lystrup lidt uden for Aarhus. På badeværelset står puslebordet klar, bleerne er købt ind, og nu kan det kan ske når som helst, siger den 37-årige vordende mor, der er på barsel fra jobbet som bankrådgiver.

Parret har i mange år tvivlet på, om de nogensinde ville være så heldige at få et barn, efter at de for fem år siden fandt ud af, at det nok ikke ville blive så nemt, som de havde håbet på.

Mens storken hele tiden fløj uden om huset i Lystrup, poppede der børn frem alle andre steder blandt venner og familie, og efter et års forsøg kiggede Mette Jørgensens læge på hendes fødselsdato og konstaterede, at parret nok hellere måtte begynde i fertilitetsbehandling med det samme. På det tidspunkt var Mette Jørgensen 32 år.

”Til at begynde med gik jeg ikke i panik. Vi tænkte, at det var en proces, som vi skulle igennem for at finde ud af, hvad der var galt, og når vi vidste det, så måtte vi tage den derfra.”

Der skete også mange andre store ting i deres liv i samme periode, fortæller Christian Vang.

”Vi mistede begge vores far, vi blev gift og byggede hus. Så der var nok at se til. Jeg tror først, at vi for alvor begyndte at tænke over det, da vi sad i det her drømmehus, og der blev stille omkring os.”

”Ja, da begyndte panikken at sprede sig..."

Læs eller genlæs parrets historie her 

To fædre, to rugemødre og tre døtre

Kjartan og Mikkel er par og har fået tre børn ved hjælp af rugemor i USA. Fotograferet i hjemmet i Birkerød. Det er Kjartan til venstre i billedet. Foto: Leif Tuxen

Fredag den 9. februar 2007 klokken 17.00 og 17.06 blev de to tvillinger Lux og Björk født på et amerikansk hospital i Philadelphia.

Mikkel og Kjartan, der var iført grønt hospitalstøj, havde inden selve fødslen gjort, hvad de kunne for at hjælpe og støtte deres amerikanske rugemor gennem et langstrakt fødselsforløb med smertefulde veer.

Da Lux kommer ud som den første, klipper Kjartan navlestrengen, og bagefter klipper hans mand, Mikkel, navlestrengen på Björk.

Den første kontakt, pigerne har, er ikke med kvinden, der har båret dem ni måneder, men med deres danske fædre.

Mikkel, der er biologisk far til børnene, får pigerne op på maven, så de kan mærke deres fars hud og høre hans stemme.

En stemme, som de på forhånd kender fra de lydfiler, han har sendt til rugemoderen, og som hun har afspillet, mens pigerne var inde i maven.

"Jeg var lykkelig, da jeg sad der med dem. Men på det tidspunkt kommer der også en masse beskyttende løvindefølelser op i mig. For selvom hun har født dem, er det jo vores børn. Vi ville ikke have, at der blev knyttet nogen bånd, så derfor var der ingen grund til, at hun skulle have pigerne op til sig. Hun var selvfølgelig sammen med pigerne senere på hospitalet, for det meste sammen med os, men også alene," fortæller Mikkel og retter lidt på den sutteflaske, han er ved at give sin nyfødte datter Selma på otte uger.

Hun er også født af en amerikansk rugemor. Det kommer vi tilbage til...

Læs eller genlæs hele artiklen her  

Valentin og Philippa har to mødre

To kvinder kan være mindst lige så gode forældre som en mor og en far, mener Charlotte og Josephine Anker, der sammen har børnene Valentin og Philippa. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Parcelhuset er lækkert og lyst og ligger på en stille vej i Skanderborg. I haven står en lille rutsjebane, og legeredskaber ligger spredt omkring på græsplænen.

Valentin på 4½ år drøner rundt i huset iført sin Spiderman-dragt, mens lillesøster Philippa på 1½ år prøver at følge med.

Scenen emmer af dansk kernefamilie og er det sådan set også. Forskellen er bare, at der i denne familie er to mødre i stedet for en far og en mor. En regnbuefamilie, kalder man det i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

27-årige Charlotte Anker og 40-årige Josephine Anker har været sammen i 11 år, og i de seneste fem år har de været gift. Charlotte er dagplejemor, mens Josephine er lærer på en skole i Århus. Helt fra begyndelsen vidste de, at gerne ville have børn.

"Vi diskuterede, hvordan vi kunne give børnene den bedste opvækst, snakkede om hvilken slags skole de skulle gå på og så videre. Alt er meget planlagt, når homoseksuelle skal have børn sammen. Her kan man bestemt ikke tale om, at det var en smutter," siger Charlotte Anker.

"Vi overvejede, om en af vores bøssevenner kunne være en potentiel far, men vi kom frem til den beslutning, at vores børn ikke skulle have fire forældre og dermed otte bedsteforældre. Det ville betyde en masse ekstra diskussioner om skolevalg, påklædning og konfirmation med 150 mennesker. Det kunne vi ikke overskue. Det var jo os, der ville være forældre sammen."

Både Josephine og Charlotte Anker blev insemineret på Nina Storks fertilitetsklinik i København...

 Læs eller genlæs hele artiklen her  

Der er ingen tvivl om, hvem der er børnenes "rigtige" far

Michael Loft Nielsen og hans kone, Lene Loft Nielsen, sammen med Teit, Asbjørn og Rosa, tre af deres fire børn, der alle er kommet til verden ved hjælp af donorsæd. Parrets ældste datter, Hannah, er ikke med på billedet, fordi hun ikke var hjemme, da fotografen kom forbi.

Han kunne ellers sagtens være sluppet afsted med at lyve. De fire smilende børn på fotografierne i familiens fotoalbum afslører intet om, at deres genetiske arvemateriale er hentet hos en anden mand end ham.

Med deres mellembrune lokker og regelmæssige træk kunne de nemt passere for hans biologiske børn. Men det er de ikke.

Hannah, Teit, Asbjørn og Rosa er kommet til verden ved hjælp af donorsæd fra en anonym donor. Og det har de fået at vide fra begyndelsen.

”Jeg har faktisk aldrig rigtig været i tvivl. Alle skrækhistorierne om donorbørn, der opdager, at deres far ikke er deres biologiske far og bliver dybt ulykkelige, gjorde et enormt stort indtryk på mig. Tanken om, at mine egne børn skulle opdage det ved en tilfældig blodprøve og føle sig ført bag lyset og bedraget, skræmte mig fra vid og sans. Jeg ville ikke risikere deres kærlighed,” siger Michael Loft Nielsen.

Men den 54-årige far til fire er ikke som donorfædre er flest.

Studier fra både ind- og udland viser nemlig, at det er blandt heteroseksuelle par, der er størst sandsynlighed for, at donorbørn aldrig får indsigt i deres egen tilblivelses historie.

Og at det ofte netop er hensynet til faren, der afgør, at barnet ikke får at vide, hvordan det er blevet til...

Læs eller genlæs hele artiklen her