Jeg havde købt den største bil, jeg kunne finde i Los Angeles. En kæmpestor Cadillac. Det var mit eget ungdomsoprør. For i min barndom havde mine venstreorienterede forældre mest cyklet, og min far havde i hele sit liv kun ejet en lille, blå Morris Mascot, som han havde arvet fra min farmor.
Men jeg kunne ikke få en bil, der var bred og lang nok. Og jeg ville selv være stor som den bil. Rig og berømt.
Det var derfor, at jeg var taget til Hollywood for at indfri de forventninger, der havde været til mig, da jeg 11 år tidligere - som 13-årig - havde fået den europæiske ungdomsoscar for min hovedrolle i ”Pelle Erobreren”. Jeg var blevet udråbt som Europas største skuespillertalent, og nu ville jeg endelig vise, at jeg også var det.
For de seneste år havde budt på en del modvind. Jeg kunne ikke engang komme ind på teaterskolen hjemme i Danmark. Men succesen fra min barndom hjemsøgte mig.
I årevis var jeg blevet ført rundt til den ene filmfestival efter den anden. Jeg var blevet rost til skyerne. Alle forventede, at jeg skulle blive en stor skuespiller. Og det var nok det, jeg ikke havde kunnet få ud af hovedet, da jeg rejste til Hollywood og slog de første døre ind.
Selveste Viggo Mortensens manager så et lys i mig, og jeg blev sat i forbindelse med en af de største agenter i Hollywood. Det kørte for mig. For det var at komme igennem et nåleøje, tusindvis af håbefulde skuespillere kun drømte om.
Og nu fik jeg oven i købet tilsendt det ene manuskript efter det andet - som jeg kunne vælge imellem. Men en dag på vej til min skuespillerlærer i den kæmpestore Cadillac var det, som om at det hele sortnede for mig, mens den alt for store bil blev et billede på alt, hvad der var galt med mit liv.
Jeg kørte oppe i bjergene og fik pludselig lyst til at køre ud over skrænten. For selvom jeg var tæt på målet om at slå igennem i Hollywood, var det, som om drømmen havde overhalet mig indenom.
Og nu følte jeg kun, at den var en uoverkommelig stor mur af andres forventninger til mig. Jeg havde simpelthen lyst til at stoppe det hele. At smadre den store bil og mig selv, så jeg kunne få fred for alle de forventninger til mig.
Den tanke skræmte mig så meget, at jeg ringede til min manager og min agent og sagde, at jeg ville tage hjem til Danmark. For det var ikke længere min drøm at blive amerikansk skuespiller.
Og noget tid efter vågnede jeg en morgen og fandt ud af, at jeg faktisk slet ikke ville være skuespiller. Det følte jeg nu var alle mulige andres drøm for mig. Og min tidlige succes havde hæmmet mig alt for meget.
Nu ville jeg hellere finde ud af, hvad der gjorde mig selv glad, så jeg ikke længere skulle gå rundt og få selvmordstanker. I stedet begyndte jeg at læse journalistik. Det var ikke rosenrødt i begyndelsen, hvor jeg også forsøgte at flygte fra mine mørke tanker gennem alkohol og rigtig mange løse forhold.
Men langsomt kom livsglæden tilbage, mens jeg begyndte at lege med tv-mediet. Nu fik jeg en vis portion berømmelse igen, men det var som en sidegevinst ved at lave noget, jeg syntes var sjovt. Og det viste mig, at man godt kan ændre sit liv ved at tage styringen i det.
Det kan være en hård og en sej kamp, men det kan lade sig gøre. Det synes jeg selv, at jeg har vist. Og siden er jeg blevet tilbudt mange sjove opgaver som vært, producent og redaktør. Men for nyligt besluttede jeg mig for at sige op for at skabe min egen virksomhed sammen med et par venner, en slags reklameplatform til mobil-apps, der hedder Reklamequizzen, og som netop er blevet offentliggjort.
Den kommer nok ikke til at redde verden, men for mig selv giver det en kæmpe glæde at være med til at bygge noget op selv, der måske også vil give arbejdspladser til andre. Det giver mig igen følelsen af at tage styringen over mit eget liv, og det føles godt.
Men når det er sagt, så er det vigtigste i livet jo det, man får givet. Jeg er for eksempel gift med en vanvittig dejlig kvinde, og nu går vi og venter på livets største mirakel. For vi har søgt om at blive adoptivforældre, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at blive far. Det tror jeg bliver det største, jeg kommer til at opleve i livet.
Og når barnet engang vokser op, vil jeg lære det, at man ikke bliver lykkelig af at jage en drøm langt ude i fremtiden, men at vejen derhen også skal være sjov. For forkerte forventninger til en selv kan virkelig kvæle livslysten, som jeg har oplevet det.
Jeg har en ven, der som 60-årig stadig venter på gennembruddet i Hollywood. Han kunne være blevet en lykkelig pædagog eller app-udvikler, hvis han havde set sig om og fundet glæden i det liv, der er her og nu. Og det kræver ikke engang en stor bil.