Pernille Aalund: Det er slut med at leve i overhalingsbanen

Pernille Aalund har skiftet tilværelsen i højeste gear ud med ro, alenetid og fordybelse for at finde den dybe lykke

54-årige Pernille Aalund har levet en travl tilværelse som både tv-vært, chefredaktør, direktør, forfatter og foredragsholder. For et år siden valgte hun at lægge sit liv om, så ro, fordybelse og alenetid er omdrejningspunktet. Hun skriver nu taler og bøger og holder foredrag. –
54-årige Pernille Aalund har levet en travl tilværelse som både tv-vært, chefredaktør, direktør, forfatter og foredragsholder. For et år siden valgte hun at lægge sit liv om, så ro, fordybelse og alenetid er omdrejningspunktet. Hun skriver nu taler og bøger og holder foredrag. – . Foto: Nikolai Linares/Scanpix.

Hvad er det gode liv for dig?

Det gode liv for mig er ro, alenetid og fordybelse med god musik, kunst, litteratur og at være meget tæt på naturen. Jeg besluttede at lægge mit liv fuldstændig om for et års tid siden. Nu er jeg stille og roligt ved at lande på den platform, som jeg skal leve fra de kommende år, hvor netop roen og fordybelsen er omdrejningspunktet. Det betyder at forlade det liv, som krævede, at jeg levede i overhalingsbanen, og at forlade livet i Gentofte. Det er miljøer, der involverer penge hele tiden, og hvor man dybest set arbejder for, at andre mennesker skal blive velhavende. Det har været en fest at have det liv, jeg har haft, men på den lange bane er det ikke meningsfyldt. Det berigede mig ikke med den dybe lykke. For mig er dyb lykke poesi, at være sammen med dem, der er tættest på mig, og ro til tanker og til at kunne skrive og formulere ting, som jeg synes er vigtige.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Når min dag ikke er presset med ting. Så åben, at jeg faktisk har tid til at tage alt det ind, der kommer til mig – nye mennesker, nye steder, nye historier, nye udsigter, nye muligheder. Nu i en alder af 54 år er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at definere mit næste mål. Nu har jeg lyst til at være afventende og gøre det, jeg brænder for.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg går meget. ”Gå, så går det nok,” sagde Kierkegaard. Jeg dyrker yoga 14 minutter hver dag og svømmer så ofte som muligt. I perioder svømmer jeg hver dag, ellers bliver det i hvert fald tre gange om ugen.

Hvad er afslapning for dig?

For mig går det hele op i en højere enhed. Jeg slapper af, når jeg skriver taler, og når jeg holder foredrag. Det liv, jeg har indrettet, er et liv, hvor jeg slapper af det meste af tiden.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Grøntsagsjuice, avocado, grapefrugt og banan.

Hvad er din største last?

Chokolade og en god rom. Jeg har en indbygget grådighed efter livet i mig. Den grådighed gør, at jeg ikke kan have chokolade liggende i mit køleskab. Når jeg køber chokolade, spiser jeg den. Når jeg køber en flaske rom, drikker jeg den. Så går der et stykke tid, før jeg køber en ny æske chokolade og en ny flaske rom. Det handler om at dosere længslen efter nydelsesmidler.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Vand og grønt. Når jeg siger grønt, mener jeg grønne grøntsager som kål, spinat og broccoli. For et par år siden juicede jeg i en lang periode. Jeg havde altid troet, at hvis bare jeg spiste frugt, var alt godt, men jeg fandt ud af, at det var grøntsager, jeg havde brug for.