Som en del af sit arbejde står sognepræst Anna Mejlhede ofte ansigt til ansigt med kærligheden og vielsesritualet. I Holmens Kirke i København vier hun lørdag efter lørdag forskellige par. Unge, ældre og par, der har børn fra tidligere ægteskaber. Selv har hun fem skilsmisser bag sig,men nægter at opgive troen og håbet på,at kærligheden findes.
”Jeg har giftet mig med stort set alle dem, jeg har boet med, og for mig at se er det ikke anderledes end, at man flytter sammen med nogen, når man ikke har børn sammen, og når man finder ud af, at det ikke kan lade sig gøre, så flytter man fra hinanden igen. Selvfølgelig har jeg gjort det meget officielt ved at gifte mig, men det er, fordi jeg er et menneske, der går all in. Mine dårlige erfaringer, som jeg har gjort mig med parforhold, er langtfra alt, hvad der er at sige om fremtidige muligheder for parforhold.”
Med bogen ”Alt forladt - når kærligheden går sin vej”, der udkom i onsdags på Gads Forlag, ønsker hun at give et nuanceret billede af, hvad kærlighed er, og at en skilsmisse ikke er altødelæggende for at opleve kærligheden på ny. Ifølge hende overlever kærligheden, men måske i en anden form, end man havde forestillet sig.
”Når vi læser Kærlighedens højsang af Paulus, så lægger vi den ind i vores egne små, måske forsnævrede rammer, men i virkeligheden skal den læses i det perspektiv, at kærligheden i sig selv er mild og tålmodig og udholder alt. Der er ingen tvivl om, at kærligheden i et parforhold ikke udholder alt. Men kærligheden som begrebet kærlighed, det råstof, vi lever af, den udholder alt, og så er det op til os at tage den til os igen og turde få den ind i vores liv på den måde, vi nu synes, vi kan og vil.”
46-årige Anna Mejlhede bor i en embedsbolig i det centrale København med sin teenagedatter og en niece. Over en kop kaffe i sofaen fortæller hun om de oplevelser, hun på godt og ondt har gjort sig med kærligheden, også når den går i stykker.
Hendes egne erfaringer med forliste parforhold samt andre menneskers personlige fortællinger om brud og kærlighed danner rammen om hendes nye bog. Men nogle gange kan et brud være uundgåeligt, og et ægteskab er ikke et ødelagt liv værd ifølge Anna Mejlhede.
”Det kan godt være ærgerligt at blive skilt, men det kan også godt være rigtig ærgerligt ikke at blive det.”
I teenageårene mødte Anna Mejlhede sin første mand, som hun forelskede sig i, og hun overbeviste ham om, at de skulle gifte sig. Da de blev gift, var hun 21 år.
”Det var en kæmpe misforståelse, fordi vi slet ikke ville det samme, og vi gjorde bare hinanden ulykkelige. Den skilsmisse var en redning for os begge to. Jeg fik mit liv tilbage, da jeg blev skilt fra ham.”
Manden kom fra et frikirkesamfund, hvor Anna Mejlhede fik den opfattelse, at det var en stor synd at blive skilt. Hendes familie hjalp hende med at se, at forholdet ikke var sundt for hende og støttede hende i at forlade ham. Som 23-årig blev hun derfor skilt første gang.
”Det er også det, jeg gerne vil kommunikere ud i bogen. Det er ikke en synd at blive skilt, for et ægteskab kræver, at begge parter vil det lige meget og vil give ægteskabet det, det kræver, for ellers er der ikke noget grundlag for det.”
Anna Mejlhede blev senere i livet også skilt fra den mand, hun fik sin datter med. Datteren var dengang var blot et år. I dag er det 16 år siden, men drømmen om kernefamilien brast for alvor på det tidspunkt. Hun mener, at det faktum, at kernefamilien for evigt er aflyst, er svær at håndtere for mange mennesker.
”Jeg kan huske, jeg var ude i at foreslå ham alle mulige mærkelige konstellationer, såsom at hans nye kæreste kunne bo sammen med os bare for at holde sammen på det hele. Jeg prøvede at strække mig ud i ekstremerne for at få den her drøm til at gå i opfyldelse.”
Bruddet med datterens far fyldte hende med sorg, en uundgåelig vrede og ikke mindst bitterhed. En uge efter at eksmanden var gået, stod Anna Mejlhede hos datterens dagplejemor med rødsprængte øjne og hulkede, at datteren ikke skulle hjem til faderen, når den nye kæreste også var der. Dagplejemoderen gav hende det, hun selv kalder for en kærlig lussing, fordi hun ville have Anna Mejlhede ud af den bitre tilstand. Hun gjorde den fortabte kvinde opmærksom på, at det kunne hun ikke bestemme, for datteren var ikke kun hendes barn, men også eksmandens.
”Hvis man bliver i den tilstand, forpester man tilværelsen for sig selv, sine børn og for sin eksægtefælle. Man skal ud af bitterheden, og man kan kun komme den til livs, hvis man bliver mindet om, at ens eget liv har nogle muligheder, og at man kan gøre tingene anderledes. Mit liv var jo ikke slut, og mine muligheder for at forelske mig og for at få et parforhold igen var heller ikke slut. Manden var gået, men det var ikke kærligheden, der var væk for altid.”
Hendes søskendes hudløst ærlige påmindelser om at droppe bitterheden samt troen på Gud fik Anna Mejlhede til at se, at livet rummede mere end det, hun umiddelbart kunne se og kendte til. Det fjernede snæversynet, fik hende ud af selvmedlidenheden og bragte håbet tilbage igen.
”Min tro er den grund, jeg går på - det er mit udgangspunkt for alt. Det er også den, der hiver mig op ved nakkehårene, når jeg synes, jeg er ved at gå under i min selvmedlidenhed, min egen bitterhed og min egen ærgrelse over døre, der lukker sig eller ting, der ikke ser ud til at kunne lade sig gøre. Gudstroen er for mig en flergrenet størrelse, der handler meget om, at det umulige godt kan blive muligt.”
Intet forsvinder af ikke at se på det, skriver Anna Mejlhede i sin bog. Man er nødt til at se det svære i øjnene, men samtidig er det også et spørgsmål om at give slip på nogle fasttømrede forestillinger om, hvordan kærligheden skal være. At turde se fremad og ikke hænge fast i håbløsheden er en individuel proces, der ikke kan sættes tid på.
”Min skilsmisse var ikke alt, hvad der var at sige om mit kærlighedsliv og resten af min tilværelse, og det var bestemt ikke alt, hvad der var at sige om kærligheden i det hele taget.”
Efter skilsmissen fra sin datters far lærte Anna Mejlhede, at det er hårdt arbejde at få kærligheden til at lykkes. Et ægteskab kræver, at man gør sig umage, og man skal være bevidst om at lytte til de ting, der kommer frem i ens sind. Man må ikke undertrykke tvivl, når man går ind i et parforhold, og man skal ikke føle sig forpligtet til at gennemføre et bryllup, hvis man kan mærke, at det er helt forkert.
”Det vil være kedeligt, hvis der ikke var forskelligheder, men det skal være de rigtige forskelligheder. Og hvis den ene kun giver sit underskud, mens den anden giver sit overskud, kan det være svært at få til at fungere, har jeg erfaring for.”
I dag er Anna Mejlhede single, men har stadig tilliden til og troen på at finde kærligheden igen.
”Jeg ved, at muligheden for at blive en del af et kærlighedsforhold absolut stadig findes. Og jeg har mod på selv at finde den igen og på at blive gift igen og det hele. Både til trods for og på grund af min egen historie.”