For nogle uger siden vågnede jeg og havde ondt i det ene øje.
I starten tænkte jeg ikke så meget over det, men da smerten og ubehaget tiltog, endte jeg med at gå til min læge.
Han sendte mig straks til øjenklinikken på Rigshospitalet, Glostrup, og da jeg på dette tidspunkt var ekstremt lysfølsom, måtte jeg blive ført i blinde op på afdelingen. Det gjorde alt for ondt at åbne øjnene.
Der fik jeg konstateret en forholdsvis aggressiv og alvorlig hornhindebetændelse, og af den grund var jeg kraftigt medicineret og stærkt synshandicappet i de følgende dage.
Jeg ser heldigvis bedre nu, men jeg har fået et ar på hornhinden, som reducerer mit syn en anelse.
Dog skal denne klumme ikke handle om mit syn, men om det, der sker med os, når vi bliver ramt af sygdom, stress eller en helt tredje form for udfordring.
Jeg blev nemlig undervejs i dette sygdomsforløb mindet om, hvor lidt overskud man har til andre, når man selv er sårbar og presset på ressourcer. Da jeg havde allermest ondt i øjnene, kunne jeg bogstaveligt talt ikke se min kone, men jeg havde heller ikke blik for hende i overført betydning.
Jeg havde ikke overskud til at lytte til hendes oplevelser og tanker, og jeg havde slet ikke lyst til at spørge ind til hendes ønsker og behov. Mit blik var ikke rettet ud mod verden og mod hende, men var i stedet indadvendt. Alt handlede om mig selv.
Det var mig, der havde ondt; det var mig, det var synd for.
Det manglende blik for min kone var naturligvis ikke behageligt for hende, men det var relativt nemt for hende at forstå, at det måtte være sådan i en periode. Hun kunne jo se, at jeg var ramt af stærke smerter og store bekymringer.
Heldigvis er hornhindebetændelse en forholdsvis sjælden lidelse, men vi rammes alle fra tid til anden af udefrakommende udfordringer, som vi ikke er herre over. Det kan være en anden fysisk eller psykisk lidelse, men det kan også være store krav på jobbet, bekymringer vedrørende ens børn eller sociale udfordringer i ens netværk.
Det er ikke sikkert, at ens partners udfordringer er lige så tydelige som en hornhindebetændelse, og man kan derfor komme til at overse grunden til, at ens partner ikke er specielt nærværende eller interesseret i én. Både stress, tristhed og bekymringer kan camoufleres, og har vi ikke den nødvendige viden om vores partners udfordringer og sårbarhed, kan vi komme til at dømme hans eller hendes manglende blik for os på et forkert og unuanceret grundlag. Så kommer vi hurtigt til at tilskrive det en personlighedsmæssig defekt ved den anden.
Det lyder mærkeligt, men det er faktisk det, vi indikerer, hvis vi for eksempel siger:
”Du er virkelig selvoptaget. Du kan jo overhovedet ikke finde ud af at lytte til mig.” Man dømmer så at sige sin partner uden at tage hensyn til den situation, denne befinder sig i, og det er både urimeligt og uhensigtsmæssigt, for det er ganske enkelt umuligt for vores partner (og os selv) at være en lige så kærlig og opmærksom udgave af sig selv, når vi er ekstra pressede eller sårbare.
Det må altid være legitimt at savne den andens blik og nærvær, men før vi dømmer og kritiserer den anden for at mangle denne egenskab, bør vi spørge ind til vores partners situation.
Det kan jo være, at den anden tumler med bekymringer eller bærer rundt på en sårbarhed, som reducerer dennes evne til at være der for én. I det hele taget er det enormt vigtigt at have en kontekstuel opmærksomhed i sit parforhold.
Dette lidt kryptiske begreb henviser til, at man husker at medtænke den situation, man er i, når man vurderer den andens adfærd og forholdet i det hele taget. Det kontekstuelle perspektiv handler ikke om at give sin partner carte blanche til altid at være selvoptaget, men det handler om at have blik for de naturlige forklaringer på, at ens partner ikke er der for én lige nu. At man via denne perspektivering tolker den andens adfærd i et mere forstående, accepterende og nådigt lys.
Desuden indebærer det kontekstuelle perspektiv, at man spørger til, hvordan den anden har det, samt interesser sig for, hvordan man bedst muligt kan være der for den anden under en udfordrende periode.
Udefrakommende udfordringer er pr. definition vanskelige, men det kan også være en unik anledning til at rykke tættere sammen som par. Det er nemlig i disse sårbare situationer, vi har mulighed for at være der for hinanden og for alvor mærke betydningen af at høre sammen.
Jeg havde ikke overskud til at se min kones behov, da jeg blev ramt af hornhindebetændelse, men jeg er glad for, at hun havde forståelse for dette, og jeg er meget taknemlig for, at hun evnede at se mig og min situation, da jeg bogstaveligt talt mistede blikket for hende.