Jeg strakte den, så langt jeg kunne, og sørgede for, at det var skuddag, da jeg stoppede med at arbejde. Så den 29. februar 2016 klokken 18.05 læste jeg Radioavisen op for sidste gang. Jeg sluttede af med at sige ud i æteren:
”Og så er der ellers ikke mere”. Uden for studiet stod en masse mennesker, der egentlig skulle have været gået hjem for længst. De havde champagne med, som vi drak.
Dagen efter holdt jeg afskedsreception klokken 12.30, så både morgenholdet og aftenholdet kunne være med. Det var en klassisk reception med kanapéer og champagne. Når man har været et sted i 29 år, bliver det nærmest en lokal begivenhed blandt kollegerne, når man holder op.
Det var meget rørende. Jeg fik blandt andet min egen cocktail kaldet ”Violet Kai”, som lederen af Radioavisens interne cocktailskole havde komponeret. Den var lidt af et udstyrstykke med hvid grapefrugt, presset ananasjuice, kokosnøddesaft, lidt rørsukker, to forskellige slags rom og så viollikør.
Siden har jeg selv lavet den, da min kone holdt damemiddag. Til afskedsreceptionen holdt flere chefer tale for mig. Jeg holdt også selv tale, men jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde. Jeg fik utroligt mange kærlige og usædvanlige reaktioner fra et hav af mennesker.
Min gamle kollega Reimer Bo Christensen havde komponeret mig en tango, som han selv havde indspillet. Han spiller harmonika.
I Danmarks Radio står det skrevet ind i overenskomsten, at pensionsalderen er 70 år. Jeg havde selv besluttet, at det ville være ok at stoppe der. Da jeg var ung, tænkte jeg, at jeg nok ville holde, når jeg var 65 år. Men så når man dertil og tænker, at det kan jeg gøre til næste år.
Jeg fik faktisk mindre og mindre lyst til at holde op med at arbejde, som årene gik. Der er ikke noget tragisk i det. På et eller andet tidspunkt skal man jo stoppe, jeg havde bare ikke lyst til det.
Det er noget mærkeligt noget at holde op. Når jeg står op om morgenen og sætter vand over til min te, så hører jeg jo mine kolleger i radioen. Jeg kan stadig følge med, men jeg er ikke længere en del af Radioavisens fællesskab. Det er ligesom at være på ferie hele tiden og ikke skulle tilbage.
Jeg er lige kommet hjem efter at have været i vores hytte i Norge i 14 dage. Den ligger i byen Os 30 kilometer syd for Bergen. En af mine tre sønner var der noget af tiden. Ellers var jeg der alene. Da jeg var der, syntes jeg alligevel, at jeg på en eller anden måde burde markere min nye frihed. En dag tog jeg ind til Bergen og gik på kajen, hvor jeg købte en herlig hvid fisk, der hedder skrei – det er en slags torsk.
Jeg købte også hjemmekærnet bondesmør og en rype med fjer. Af min bergensiske ven Peter havde jeg forinden fået fire flasker newzealandsk Pinot Noir, og i kælderen havde jeg en flaske Calvados. Jeg tog det hele med hjem til sommerhuset og stillede det op på rækværket ude på terrassen, hvor der er en fantastisk udsigt. Festmiddagen med mig selv var meget succesfuld, og der var mad til tre dage.
Det var den bedste rype, jeg havde fået i flere år. Jeg sejlede som skibskok ved Grønland i et halvt år, da jeg var helt ung, så jeg har tilberedt mange fugle gennem tiden.
Da jeg stod og rensede rypen, stødte jeg på kroen, der er et depotsted for de bær, som fuglen indsalmer. Her ligger de inden den egentlige fordøjelse. En bekendt, som har boet på Grønland, fortalte mig for nylig, at man kan lave snaps på de bær, der ligger i kroen.
Jeg lagde bærrene i et syltetøjsglas og hældte vodka over. Nu står den og trækker til næste gang, jeg kommer. Snapsen skal være sart rosa. Efter jeg er stoppet med at arbejde, kan jeg oftere tage til Norge. Det er rart. Jeg er altid kommet der jævnligt, men jeg har aldrig haft lyst til at flytte tilbage.
Jeg er født i Bergen i 1946 og er stadig i dag norsk statsborger. Her i Norden gør det stort set ikke nogen forskel, om du er det ene eller det andet. Jeg synes ikke, der er nogen ulemper ved at være norsk, selvom jeg har boet i Danmark størstedelen af mit liv. Men vores identitet betyder jo meget for os. Det betyder meget at vide, hvor vi kommer fra.
Jeg var næsten syv år, da vi flyttede fra Bergen til Birkerød. Min stedfar fik os til Danmark. Han arbejdede som journalist i Bergen og blev opmærksom på, at det danske dagblad Information søgte en reporter. Efter krigen var min mormor begyndt at holde Information, som hun var meget optaget af. Derigennem så min stedfar annoncen.
Han var en meget aktiv ung mand, som ville ud i verden. Det ville mange i den generation. De havde været lukket inde hele deres ungdom på grund af den forbandede krig. Han pakkede rygsækken og tog af sted til København. Og det lykkedes ham at få arbejde på Information, selvom han i begyndelsen ikke kunne skrive dansk.
Vi skrev meget i min familie. Jeg fik altid knaldgode bøger til fødselsdag og jul. Og det var det samme hver gang, når jeg eller mine to søstre gik ned mod vores værelser med de nye bøger. Så hørte jeg min stedfar sige: ”Du kan lige skrive et par linjer om den.” Det gjorde vi så og afleverede det til ham. Han skrev det lidt om, og så kom det i avisen. Han arbejdede som boganmelder på BT på det tidspunkt.
Min stedfar var nok en af årsagerne til, at jeg selv blev journalist. Min mor gik hjemme de første år, men så fik hun arbejde i en boghandel. Hun var en meget læsende kvinde, og når min stedfader i 1970’erne havde så mange fremragende anmeldelser om hele den nye bølge i kvindelitteraturen i de år, var det hende, der havde skrevet dem.
To spørgsmål har været ved at drive mig til vanvid, siden jeg stoppede på Radioavisen for halvanden måned siden. Det ene lyder: ”Hvad siger Lone?”. Lone er min hustru, som jeg har været sammen med i snart 50 år. Hun er lige nu ude at rejse i Østen i forbindelse med et arbejdsprojekt, så vi har ikke set meget til hinanden, efter at jeg er gået på pension.
Hun har arbejdet hjemmefra de sidste 25 år, så hun er stiv af rædsel for, hvordan det skal gå, når jeg nu også er her. Man er nødt til at være sig selv, selvom man er sammen. Man bliver vanvittig, hvis man ikke er alene nogle gange. Lone rejser og farer så meget, så hun skal nok komme ud af huset, men jeg kan da godt se, at hun er bange for, at jeg aldrig vil gøre det.
Vi har altid rejst meget sammen, men vi har ikke været sammen hele tiden. På anden- eller tredjedagen har vi altid delt os op og så først set hinanden ved aftensmaden. Jeg kan gå en hel dag på havnen og være lykkelig, det kan Lone ikke.
Vi kan jo ikke gå i benene på hinanden hele tiden. Man må have sine egne oplevelser. Også for at kunne komme hjem og fortælle den anden noget. Det kan ikke nytte noget, at man siger: ”Ja, så oplevede vi det i dag, men det ved du jo allerede.” Det har den anden heller ingen glæde af.
Vi mødte hinanden i 1967, da vi begge var elever på Lolland-Falsters Venstreblad. Jeg var på Journalisthøjskolen i Aarhus, da Lone begyndte på redaktionen, så jeg havde ikke truffet hende. Men Fru Kofod, der sad i forkontoret på avisen i Nykøbing, havde besluttet, at det skulle være Lone og mig.
Fru Kofod tog færgen til Tyskland med budene for at købe alkohol og telefonerede til mig i Aarhus og sagde, at der var fest på avisen, og at jeg skulle komme, fordi det blev betragtet som arbejde. Jeg sagde, at jeg ville tage en pige med, som jeg havde mødt i Aarhus. Fru Kofod sagde: ”Det skal De ikke, Selliken, vi har allerede piger”. Efter festen gik der ikke mange dage, før Lone og jeg var sammen.
Jeg er opmærksom på, at hun er bekymret. Vi har nogle naboer, der for nogle år siden var i den samme situation. De fortalte mig en dag, at det havde taget dem tre år at finde ud af, hvordan de nu skulle leve sammen, efter de var gået på pension. ”Hvordan fandt de så ud af det?”, spurgte Lone mig bagefter, men det havde jeg ikke villet spørge om. ”Idiot”, sagde hun. Jeg kan godt se, at der, i forhold til den måde vi har været vant til at leve på, kan være nogle udfordringer. Vi må jo erfare os frem til, hvordan vi skal gøre det.
Det andet spørgsmål, folk konstant stiller mig, er: ”Hvad skal du så lave nu?”. Jeg siger altid, at jeg skal hugge brænde. Da jeg blev 70 år, fik jeg af min søn, som er boghandler, Lars Myttings bog ”Brænde”. Der kan man læse alt om en ordentlig flækøkse. Til min store lettelse kan jeg se, at den, jeg har, kommer ind som nummer to på listen.
Og jeg skal hugge brænde, men slet ikke hele tiden. Jeg siger det også med henvisning til Pär Lagerkvists bog ”Det evige smil”. Her går de døde og brokker sig over det liv, de har haft. I det fjerne ser de lyset fra en staldlygte. Det viser sig, at det er Gud, der står under den og saver brænde. De brokker sig til ham over deres liv, som de synes, har været for dårlige. Og måske har de ikke været specielt gode, men det har dog været liv levet.
Derfor har jeg ikke planlagt noget. For mig er livet det, man går i blandt andre mennesker. Jeg skal ikke noget bestemt, jeg har ikke noget projekt. Der kan være ting, jeg har lyst til at lave, men dem ville jeg have lavet under alle omstændigheder. Jeg ser ingen grund til at udskyde det, jeg gerne vil.
Jeg skal helt sikkert ud at rejse og gerne med Udenrigspolitisk Selskab, som vi flere gange har været af sted med, det er bare ikke noget, jeg har planlagt.
Jeg har en god ven og tidligere kollega, som har flycertifikat. Nogle gange lejer vi et fly sammen. Der er ikke noget så godt som at flyve i et lille fly hen over landet og se folk på en bondegård sidde ude med aftenkaffen. Det er et eventyrland, og jeg elsker at flyve. Min ven piloten siger, at jeg for alt i verden ikke skal lægge planer, for man skal ikke tro, at man kan begynde at skabe sit liv, for sådan er livet ikke. Livet er der hele tiden, og så kan man få det ud af det, som man synes er bedst. Jeg tror, han har ret.
Jeg har altid taget livet, som det nu engang kom, uden at have et fast billede af, hvordan det skulle blive. Da jeg var ung, havde jeg en plan om at gå stille igennem livet fra den ene ende til den anden, uden at nogen lagde mærke til mig, og det er faktisk lykkedes meget godt.
Rigtig mange danskere har kendt min stemme i Radioavisen, men de har ikke kendt mig. Jeg har aldrig brudt mig om uro. Og jeg har absolut ingen planer om at skulle holde foredrag nu. Det lader jeg Lone om.
Jeg hører mange på pension sige, at de aldrig har haft så travlt som nu. Men det er en rigtig pensionistfloskel, synes jeg. I min verden svarer det til at sige: ”Jeg er rædselsslagen, derfor sørger jeg hele tiden for, at der ligger noget foran, som jeg skal.” Og det er ikke at have travlt. Det er at holde virkeligheden fra døren. Det tror jeg ikke på, man skal.