Torsten Borbye Nielsen var en ung studerende, da han opdagede, hvilken forskel ro havde på hans liv. Den 53-årig guitarist og komponist fortæller, hvordan han sammen med en håndfuld venner tilbragte en weekend i en spejderhytte uden for sæsonen.
Initiativet kom fra to piger i hans lokale kirke, som havde været på flere retræter med fokus på fordybelse i den kristne tro gennem stilheden.
Fra barndommen på Bornholm var han fortrolig med kristendommen og vant til ro, men i retrætens koncentrerede form fandt roen og hvilen et nyt og dybere leje.
”For mig er ro i høj grad en indre virkelighed, hvor jeg er forbundet med Gud i en hvile. Denne dybe ro og hvile kan en retræte hjælpe mig på vej i,” siger han.
Det er ikke just ydre ro, der er mest af hjemme hos familien Nielsen i det store, rummelige hus i Husum ved København. Spisestuen domineres af et langt spisebord med mange stole, som ofte alle er besat.
Familien tæller hustruen Helene, deres søn på 24 år og datteren på 19 år, en au pair og tre plejebørn i alderen otte til 16 år.
En langhåret collie og to katte hører også med til livet i rødstenshuset. Der er meget, som skal gøres og huskes. Små og store sedler om ting, som skal klares og huskes, er sat op på væggen.
”Der sker mange ting i et hus som vores, men midt i det pulserende kan der være en ro,” siger han og henviser til den katolsk munk, broder Lawrence (1614-1691), som han er inspireret af. Munkens breve og samtaler er samlet i bogen ”The Practise of the Presence of God” (At praktisere Guds nærvær).
”Broder Lawrence arbejdede i klostrets køkken og beskriver, hvordan han midt i det fysiske slid kunne erfare Guds nærvær. Hans tekster giver et billede af, hvordan Guds nærvær og kærlighed hele tiden er hos os. Min tro hviler på en enkel tillid til, at Gud er god, og at han er nær. Det løber som en dyb understrøm gennem alt, hvad jeg gør i min dag, og jeg forsøger gennem dagens aktiviteter at være åben og taknemmelig og give et gensvar på Guds kærlighed,” siger han.
Da han havde været på sin første retræte, gik der kun en måned, inden han var af sted igen. Hans kone var også med, men i takt med at familien voksede, ændrede rytmen sig.
De seneste 20 år har han hvert halve år taget to eller tre dage ud for at tage på retræte. Han ser retræteterne som en afgørende inspiration til at holde ro i en pulserende virkelighed. Han har flere gange stået for retræter og ført samtaler med retrætegæsterne.
”At lægge den ydre uro bag sig og vie en weekend til en retræte betyder ikke nødvendigvis, at man oplever hverken ro eller hvile. Når den ydre uro tages væk, så kan der være en masse stemmer og tanker, som trænger sig på. Uroen kan være et tegn på, at der er en god proces i gang.”
”Vi er opdraget til, at vi skal gøre og præstere. Inden en retræte prøver jeg på ikke at lave en dagsorden for dagene. Jeg skal ikke på retræte for at opnå noget bestemt, men fordi vi er skabt til at hvile i Guds nærhed. Jeg synes, det er smukt og vigtigt, at den første dag i ugen er hviledagen. Jeg tror, vi er skabt til at arbejde med afsæt i hvilen, i en god rytme mellem hvile og arbejde,” siger han og citerer fra Johannes-evangeliet, hvor Jesus siger: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”
Det er blevet en stor del af hans liv at hjælpe mennesker ind i ro. Han er født og opvokset i Bodilsker nær Nexø i et hjem med spejderliv, kirkegang og megen sang.
Som stor dreng fik han en guitar, som han fattede dyb interesse for, og efter gymnasiet blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
I de ti år på konservatoriet opstod et ønske i ham om at bringe den kristne overbevisning fra hjerne til hjerte. Han erfarede, at musikken kunne hjælpe med at flytte troen fra hjernen til hjertet og gøre de kristne dogmer til en erfaret virkelighed.
”Jeg oplevede en integration mellem min tro, min bøn og musikken, som jeg siden har arbejdet med,” siger han.
For nylig udkom Christfulness - Music for Meditation”, som er meditativ musik. Albummet ligger i forlængelse af hans tidligere udgivelse ”Benedictus”, som kom i et mindre oplag på hans eget forlag, men siden blev udgivet i et stort oplag af Fønix Musik med titlen ”In the Masters Light”.
Når han er rundt i landet for at spille koncert, møder han jævnligt folk, som kan fortælle, hvordan de kan bruge hans musik til at finde fordybelse, ro og sågar falde i søvn.
”Musik er et sprog uden ord, som kan gå mere spontant og intuitivt til hjertet, ligesom billeder og naturens skønhed kan gøre det. At det er en zone med få eller uden ord gør det nemmere for hjertet at integrere det,” siger han.
Torsten Borbye Nielsen beskriver sig selv som en iværksætter. Han komponerer, spiller koncerter, men er også en del af staben i Byens Valgmenighed i København, hvilket betyder at han typisk har gang i mange ting på samme tid.
Struktur er ikke umiddelbart hans styrke. Han har for eksempel ofte nok erfaret, at han ikke er typen, som hver morgen eller aften sætter tid af til bøn og stilhed.
”Jeg ved, at jeg ikke er ene om at have det sådan, så vi har lavet en aftale med et par om at mødes til bøn om morgenen. Det er bare kort læsning fra Bibelen, en sang og bøn, men det fællesskab er vigtigt i forhold til at opbygge en rytme. Som vejleder har jeg talt med mange, som fortæller, at de heller ikke lykkes med at etablere en rytme omkring deres andagtsliv. Derfor tror jeg mere og mere på, at et fællesskab kan være svaret for flere,” siger han.
Når man bor i et hus med så meget liv som hos Torsten Borbye Nielsen, er det ikke let at finde et hjørne til stilhed og egne tanker.
Når han vil bede og have ro, kalder han på Tristan, og sammen med den langhårede collie går han en tur på tyve minutter i villakvarteret.
”At være i bevægelse kan virke befordrende for bønnen og roen. Når jeg går med Tristan, er der ikke andet, jeg skal, og det er ofte her, jeg har min egen daglige stille tid. Vi er skabt til at være i Guds kærlighed, og for mig er åndedrættet den mest grundlæggende måde at minde mig om den relation på. Et par dybe indåndinger kan hjælpe mig til at genetablere en hvile i Gud: Jeg får livet som gave ved hver indånding, og ved udåndingen giver jeg mig selv tilbage til Gud,” siger han.