John havde arbejdet hårdt hele sit liv, egentlig ikke fordi han var glad for selve arbejdet, men fordi han nød den status, arbejdet gav ham, og fordi han havde en slags afhængighed af at skaffe firmaet gode aftaler. Da han nåede pensionsalderen, så hans kone Margaret frem til, at parret nu kunne nyde godt af deres gode helbred og rejse og nyde hinanden.
Men John kunne ikke opgive arbejdet, og hans kone slugte den ene rejsebrochure efter den anden, mens hun tålmodigt ventede på, at han ville gå på pension. 15 år gik, og da hun endelig fik ham overtalt til at gå på pension, blev hun selv syg og døde kort efter.
”Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt. Sikke et dumt fjols jeg var,” sagde han, da han selv var døende.
Historien er gengivet i den internationale bestseller ”De fem ting døende fortryder mest”, som udkommer på dansk i næste uge. Den er skrevet af den australske forfatter Bronnie Ware. Mellem 2001 og 2009 arbejdede hun som plejer for døende mennesker og opsamlede gennem årene utallige livshistorier. Især fortrydelserne fyldte, når de døende tog deres liv op til revision i livets sidste uger og dage.
John var en af dem, og hans fortrydelse – at han arbejdede for meget i stedet for at prioritere sin familie – er en af de fem gennemgående fortrydelser, Bronnie Wares klienter havde. For når livet rinder ud, og der ikke længere er mulighed for at gøre de ting, man har skudt til i morgen, har man så brugt tiden rigtigt?
Kristeligt Dagblad møder australske Bronnie Ware i Notting Hill i London, hvor hun er på besøg fra Australien, hvor hun ellers bor. Den nu 49-årige forfatter fortæller, at arbejdet med de døende og det efterfølgende arbejde med at skrive deres budskaber ned i bogen har ændret hendes liv.
”Hvis jeg ikke havde lært, hvad jeg har af de døende, ville jeg nok kunne se tilbage på nogle af de valg, jeg har truffet i mit liv, og fortryde dem. Jeg har utvivlsomt gjort mange fejl, jeg har behandlet mig selv og andre dårligt, og jeg har spildt meget tid på forkerte ting. Jeg kunne se på alt det og fortryde, men i stedet kigger jeg tilbage på den, jeg var, og tænker, at det er ok. Jeg traf jo de valg baseret på, hvem jeg var dengang, og jeg ville jo ikke være den, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået de erfaringer, de valg gav mig. Jeg har besluttet mig for, at intet nogensinde er spildt. Og det har jeg til dels lært af de døende,” siger hun.
Hun er oprindeligt uddannet i bankverdenen, men fik sværere og sværere ved at se sig selv i det job, hvor det egentlig kun var kundekontakten, der gav hende glæde. Hun sagde sit job op, tog til England og arbejdede på en pub og vendte tilbage til Australien med håbet om at få en musikkarriere i gang. For at forsørge sig selv tog hun arbejde som hushjælp for en ældre dame, Ruth, i Sydney.
Bronnie Ware flyttede ind hos hende, og de to kvinder blev gode venner. Da Ruth blev dødeligt syg, besluttede Bronnie Ware sig for at blive hos hende og tage sig af hende, indtil hun døde. Bronnie Ware blev ansat af et palliativt bureau, som opfordrede hende til at fortsætte med at pleje døende. Hun havde ikke troet, at hun ville blive ved at gøre det i flere år.
Gennem årene plejede hun omkring 100 døende. 40 af dem blev hun meget tæt med, og af dem er 15 kommet med i bogen.
Hun boede hos dem i op til flere uger, og hun kalder det en luksus, både for hende og for den døende, at hun ved sin konstante tilstedeværelse kunne være med til at gøre den sidste tid fredfyldt. Samværet gav også plads til, at patienterne åbnede sig op for hende, og i bogen beskriver hun lange snakke, sjove historier og sørgelige skæbner.
”Det var en ære for mig at hjælpe disse mennesker. Det var hårdt, fordi jeg ikke var uddannet inden for området, særligt i begyndelsen var det svært med det medicinske. Palliative læger kom hver dag, men det er et stort ansvar at have, når du bare er én det meste af tiden. Men det var en ære, fordi når et menneske er døende, falder alt andet væk. Der er ikke tid til nonsens, patienterne er så trætte, at når de endelig taler, har de kun lyst til at tale om det væsentligste. Det var en ære at opleve at være den, de fortalte deres inderste tanker til, og jeg følte mig meget heldig,” siger hun.
”Det at være vidne til deres død, at se dem krydse over, om man vil, har givet mig så meget i forhold til at leve, for det har vist mig, hvor hurtigt folk er her, og så er de ikke. Og det har vist mig, hvor meget skønhed der er, når man dør. På den måde er jeg ikke bange for at dø. Jeg tror at enhver, der har arbejdet i det felt, hvis de har haft tid til at observere, hvad der skete, ville sige det samme,” fortæller hun og uddyber:
”Jeg er ikke bange for den fysiske del af døden, for jeg ved, at det er så hurtigt. Pludselig er du der ikke længere. Jeg tror ikke, jeg vil kæmpe imod døden. Jeg opdagede, at de af de døende, der var troende, gav efter for døden på en fredeligere måde end de, der ikke troede på noget. De kæmpede mere imod, accepterede heller ikke døden så hurtigt, hvorimod de troende accepterede, at det var Guds vilje, at det var deres tid til at dø. De troede på, at noget ventede på den anden side, hvorimod de andre kæmpede imod intetheden,” fortæller hun.
Video: Disse fem ting fortryder døende mest
De personlige historier blev ofte fulgt af en bøn til Bronnie Ware om, at hun ikke skulle gentage deres fejltagelser. Flere af hendes klienter opfordrede hende til at videreformidle det, de selv havde lært gennem livet, og særligt fortrydelserne lå Bronnie Ware meget på sinde, fordi hun selv lærte så meget af dem.
”Det har fuldstændigt ændret mit liv. Jeg er holdt op med at forsøge at kontrollere udfald af situationer og i stedet bare lade Gud gøre, hvad Gud skal gøre. Så længe jeg ved, at jeg følger mit hjerte, er, hvad end der kommer, okay. Jeg tror, at fortrydelserne skinner så klart igennem, fordi det er noget, man kan lære af. Her er nogle mennesker, som for fem minutter siden var ligesom os, og nu er de ved at forlade livet. De kan ikke nå at lære af deres fejltagelser, men det kan vi,” siger hun.
Historierne fra de otte år som plejer blev hængende i baghovedet, da hun i 2009 sagde farvel til det palliative felt. En aften oprettede hun en blog på internetttet og skrev et indlæg med titlen ”De fem ting døende fortryder mest”. Indlægget blev læst mere end tre millioner gange på et år og blev senere til bogen af samme navn. Hun håber, at de døendes fortrydelser kan være med til gøre livet mere meningsfyldt.
”Jeg har indset, hvor dyrebar livets gave er. Det er jeg meget bevidst om, og det vil jeg gerne give videre. Derfor skrev jeg blogindlægget og denne bog. Livet er nu, så nyd det i stedet for at tænke på i morgen. Alle dem, jeg plejede, sagde på et eller andet tidspunkt: ’Jeg forstår ikke, at det allerede er forbi’. Det var lige meget, hvor gamle de var. ’Jeg kan ikke tro, at livet allerede er forbi’. Jeg kan heller ikke tro, at jeg snart bliver 50 år, men sådan er det, og derfor vil jeg sørge for at gøre hvert øjeblik så fuldt af lys og liv som muligt.”