Savnet af forældrene kan stadig overvælde Kirsten

”Samtalen med mine forældres generation forsvandt pludseligt, da jeg mistede mine forældre. Det var en side af tabet, som kom helt uventet for mig,” siger Kirsten Weiss Mose. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jeg er den eneste repræsentant for min side af familien og de traditioner, jeg har med mig
Kirsten Weiss Mose

Teolog og kommunikationsrådgiver Kirsten Weiss Mose har mistet begge forældre og oplever, at hun bærer dem i sit indre. Men når hun ser en voksen mor arm i arm med sin datter, kan savnet vælde op

Anledningen var glædelig. Kirsten Weiss Mose skulle for første gang møde sin kærestes familie og tog turen fra København til kærestens families sommerhus på Bjerge Sydstrand på Vestsjælland. Hun husker, at hun blev modtaget med stor imødekommenhed. Men i sommerhuset, hvor alt var godt, blev hun også ramt af sorgen over tabet af sine egne forældre, og hun måtte gå ud på badeværelset for at græde.

”I mødet med Marius' forældre slog det mig, hvor meget jeg savner mine egne forældre og den selvfølgelighed, der er i at have et intakt hjem,” siger hun.

Det er fem somre siden, hun besøgte sommerhuset. For to år siden blev hun gift med Marius Hartmann, og de lever nu et familieliv i en lejlighed på Frederiksberg med deres toårige søn Alfred, Kirsten Weiss Moses datter på ni år, Anna, og hans to døtre fra et tidligere forhold. Og som teolog, presse- og kommunikationsrådgiver Kirsten Weiss Mose, 43 år, skriver i et essay om sorgen over forældrenes død, som udkommer senere på måneden: ”I mit allerinderste sidder de og deltager i de store begivenheder og den daglige trummerum, som er mit liv.”

”Det har været meget meningsfuldt at stifte min egen familie, efter at mine forældre var døde, og finde frem til fælles traditioner og måder at gøre tingene på. Men det er også hårdt arbejde, fordi jeg er den eneste repræsentant for min side af familien og de traditioner, jeg har med mig. Min svigerfamilie er, ligesom min egen var det, meget engagerede i hinanden. Jeg har fortalt min mand og hans forældre mange historier om min barndom og mine forældre, og de har været nysgerrige efter at lære min historie at kende,” siger hun.

I reolen står fotoalbums med billeder af forældrene, og hun vil gerne lave en lille væg i lejligheden med fotografier af dem. Men skønt de afdøde forældre ikke er synligt til stede i hjemmet, så ved børn og voksne, at Kirsten Weiss Moses mor indimellem sidder oppe på det høje skab og har sin egen mening om tingene i familiens hjem. Marius siger nogle gange til Kirsten Weiss Moses mor, at nu må hun lige lukke øjnene, når han sætter gryder på spisebordet. Hendes mor satte pris på æstetik og ville aldrig sætte gryderne på bordet. Og det er ikke kun i hverdagens små rutiner, Kirsten Weiss Mose hører sin mors stemme.

Forældrenes død kom ikke uventet. Hendes mor, Lise Weiss Mose, blev 62 år og hendes far, Svend Roesgaard Mose, blev 67 år. I begyndelsen af januar 2002 opdagede lægerne en svulst i hendes mors hjerne. Kræftformen viste sig at være aggressiv, og nogle måneder inde i sygdomsforløbet flyttede Kirsten Weiss Mose og hendes søster, Mette Weiss Mose, hjem til forældrene på landejendommen i Hjarup syd for Kolding for at være tæt på deres mor, og siden skiftedes hun og hendes søster til at være der.

”Det var en frygtelig sørgelig tid, men den havde også sin egen skønhed. Min mor var i det hele taget let at hjælpe. Hun nød at få serveret en stor skål med hindbær eller brombær fra haven. Selvom hun havde smerter og efterhånden mistede sit sprog, satte hun pris på en nyredt seng, en sang, udsigten over markerne, og at der var tid til at tale sammen,” siger hun.

Det var ikke bare let at være hjemme. Hendes far, Svend Roesgaard Mose, havde nogle år tidligere måttet trække sig som forstander for Ladelund Landbrugsskole, hvor han havde udlevet mange af sine faglige ambitioner. Alkoholisme var en medvirkende årsag til, at han forlod jobbet, og siden var hans misbrug kilde til konflikter i familien. Men for at kunne være tæt på sin mor valgte Kirsten Weiss Mose at komme vreden over sin fars misbrug i en mental skuffe.

”Der er en stor ensomhed forbundet med døden og det at være i færd med at miste, og i mit tilfælde blev den ensomhed forstærket af min fars misbrug, for han havde nok at gøre med sig selv.”

"Jeg har ikke noget behov for at gøre døden acceptabel," siger Kirsten Weiss Mose. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Tre år efter hendes mors død, blev Kirsten Weiss Mose gravid, hvilket gav hende anstødet til at kontakte en psykolog. Tabet af hendes mor fyldte meget i den psykoterapeutiske behandling.

”Jeg havde behov for hjælp til at etablere et indre rum til mig selv og min sorg, så jeg både kunne passe på min ufødte datter og mig selv.”

Når Kirsten Weiss Mose så sin far sammen med sin datter, forestillede hun sig, at hendes far kunne leve et godt otium og være morfar mange år frem. Han giftede sig igen og slog sig ned på et landsted med udsigt over Skjern Enge, og han havde en lang, tørlagt periode. Men i foråret 2009 fik han konstateret en ondartet kræftsvulst i hjernen. Omkring ti måneder efter at han havde fået diagnosen, døde han.

”Jeg blev overrasket, da min far blev syg, men jeg oplevede også, at der allerede var åbnet for en erfaring af livets uforudsigelighed. Det var som at stå ved en dør, som allerede havde været åbnet,” siger hun.

Det er syv år siden, at hendes far blev begravet ved siden af hendes mor på kirkegården i Hjarup. Men hun protesterer, når nogen spørger, om hun har lært at leve med tabet.

”Jeg har en modvilje imod den formulering, som om jeg ved hjælp af et manipulatorisk, psykologisk redskab skal kunne acceptere det uacceptable: at døden og det ultimative fysiske fravær findes. Jeg har ikke noget behov for at gøre døden acceptabel.”

Kirsten Weiss Mose bærer ofte denne ring, som hun har arvet efter sin mor. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Flere år efter forældrenes død, kan hun stadig blive overvældet af savnet efter sin mor, som når hun for eksempel ser voksne kvinder gå arm i arm med deres mor. I tiden efter hendes mors død, oplevede hun, at kontakten til hendes forældres venner betød meget. I dag er der også andre mennesker fra den generation i hendes liv.

”Samtalen med mine forældres generation forsvandt pludseligt, da jeg mistede mine forældre. Det var en side af tabet, som kom helt uventet for mig. Ud over at jeg er blevet mere bevidst om, hvor utrolig heldig jeg er at have en søster, har jeg i dag fået nye relationer, blandt andet til mine svigerforældre og mennesker i min sognekirke. Jeg har fået et blødt punkt for mennesker fra mine forældres generation.”

Som barn lærte hun at læse ved at kigge med i salmebogen, og hun har sovet gennem talrige højmesser, når hun og hendes søster var med forældrene i kirke. Kirken har været en naturlig og central del af Kirsten Weiss Moses liv, og højmessen er det sted, hun ofte er søgt hen for at græde, fordi hun her oplever, at der er højt til loftet og plads til de sammensatte følelser efter tabet.

”At leve med at mine forældre er døde betyder ikke, at jeg er holdt op med at savne dem. Det betyder, at jeg bærer dem, ligesom jeg hele mit liv har båret dem med mig, men på en forandret måde. Der er så mange ting, jeg gerne ville have talt med dem om, inden de døde. Ting, som jeg er ked af, jeg ikke fik spurgt om, skældt ud over eller delt med dem. På den måde trækker døden en grænse, men på den anden side oplever jeg også, at den samtale, som jeg har haft med mine forældre hele mit liv, stadig er i gang.”

Og så er der den immaterielle arv, som hun er sig bevidst. Små og store ting hun har med sig fra forældrene. Her fremhæver hun glæden ved at synge, som hun har arvet fra sin far, sammen med sin mors eftertænksomhed og frimodighed.

"Der er så mange ting, jeg gerne ville have talt med dem om, inden de døde. Ting, som jeg er ked af, jeg ikke fik spurgt om, skældt ud over eller delt med dem." Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Min mor var aldrig bange for at stikke ud. Og det lærte hun også mig. Jeg var som barn stolt over min næse, som i mange år blev kaldt for 'Holmenkollen'. I det hele taget var det helt i orden ikke at tilpasse sig flertallet. Og selvom jeg husker talrige episoder, hvor jeg selv som barn har stået med krummede tæer over, at min mor igen sagde noget, som tiltrak sig folks opmærksomhed, er det en gave at have fået med mig.”

Når Kirsten Weiss Mose putter børnene, tilbyder hun nogle gange at fortælle en historie. De kan vælge at høre om hendes barndom i parcelhuset i Odder, hvor hun gik hjemme hos mormor, mens morfar tit var på lange forretningsrejser. Eller hun kan fortælle om møbelfabrikantboligen i Bramming, som var deres mormors barndomshjem med tjenestepiger og en stor husholdning. Eller måske om morfar, der skuffede sin far på det vestjyske husmandssted, fordi han i stedet for at blive landmand valgte at uddanne sig til agronom.

”Jeg ville ønske, at det ikke var endt, sådan som det gjorde. Men jeg er hen ad vejen blevet gode venner med min historie.”