En af de bedste gaver, som udlændinge-, integrations og boligminister Inger Støjberg har fået, er en kinabog, hvor hendes mor, Gudrun Støjberg, har skrevet sine opskrifter ned til datteren. Når hun skal slappe af, så finder hun smør, mel og sukker frem og bager.
”I aftes havde jeg halvanden time uden program, og så bagte jeg småkager og fyldte en dåse til Søren Pind. Når han har tømt dåsen, bager jeg igen,” siger hun.
På Inger Støjberg liste over mennesker, hun gerne vil spise middag med, står Alternativets Uffe Elbæk.
”Grundlæggende er vi utroligt forskellige og har svært ved at forstå hinanden, men han er et positivt menneske, og jeg tror, vi vil kunne få en rigtig god aften."
Og når regningen for middagen skal betales, vil hun være generøs. Diskussioner om, hvem der skal betale hvor meget for en middag, kan få hende til at krumme tæer. Skal hun fremhæve kvaliteter, hun sætter pris på hos andre mennesker, er det generøsitet og ærlighed.
”Jeg hader smålighed. Hvorfor bekymre sig om, hvorvidt alle får betalt lige meget, når man er ude at spise sammen? Er der mon noget menneske, som på dødslejet ærgrer sig over, at man betalte 500 kroner for meget?”
Som barn havde Inger Støjbergs familie en hund, som hed Molly. Den var hendes tro væbner, og da hunden døde, fik de en ny hund, som også fik navnet Molly. Og hun har fortsat en hund ved navn Molly. En golden retriever, som hendes bror passer, når hun arbejder som minister i København.
”Jeg har lært Molly at gø, når jeg siger Ekstra Bladet. Det kostede utrolig mange pølsehorn.”
På Inger Støjbergs bogreol står Ahmed Akkaris ”Min afsked med islamismen”. Det er den bog, som har gjort størst indtryk på hende i nyere tid.
”Bogen giver et tankevækkende billede af, hvor hurtigt et menneske kan radikaliseres."
Hun beskriver sig selv som ukuelig optimist. På hendes gravsten forestiller hun sig, at hendes optimistiske motto skal stå.
”’Al ting løser sig til sidst’. Jeg synes, det holder stik i både det store og det små."